Tilbage til Bahamas, Loa og Caribien

Det er over et år siden at vi sidst har ytret os her på Loa’s hjemmeside “Uden bagkant……”, og vi har virkelig oplevet meget siden vi blev sat skakmat af Corona og blev nødt til at sejle hjem med Johanne Louise, som vi har beskrevet i forrige afsnit. Men nu er vi begyndt at bevæge os igen og glæder os meget til vores videre færd.

Efter et halvt år i Corona skjul i DK hvor vi fik nydt vores familie og venner, begyndte vinteren at tynge vores efterhånden sarte trope sjæle. Hvordan kommer vi tilbage til Loa, som ligger helt alene i Staniel Cay på Bahamas?

Tidligt i januar 2021 fik vi et praj fra kaptajnen fra Johanne Louise, Bruno, om at der lå en dansk katamaran i Nassau, ventende på gaster. De var på vej sydpå ned langs Exumas med retning mod Staniel Cay hvor Loa ligger. Kontakt blev etableret og Daniel Possin, kaptajn på Anêjo, var åben for at medtage en blind passager til Exumas. Afsted med Kurt til Nassau sidst i januar 2021, hvor han mødte den herlige besætning på Anêjo i Browns Marina, Nassau. Efter 3-4 dage var Loa inden for rækkevidde og det var en lettelse at se at hun lå fuldstændigt som hun blev forladt for 9 måneder siden.

Et dyk med en svamp og bunden var ren som en barnenumse, så da sejlene var påmonteret og rig efterset/-spændt var Loa klar til den videre færd. Ned gennem Exumas ø-rækken til Georgetown, over Rat Cay, Rocky Point, Flamingo Cay, Hog Cay til Great Inagua hvor jeg tjekkede ud af Bahamas for at komme videre til Luperon, Den Dominikanske Republik. Luperon ligger på nordkysten af DDR, ca. 2/3 ind fra øst mod Haiti.

Spor ned gennem Bahamas til Luperon.

Turen fra Great Inagua var til at starte med temmelig hård. Mod Passaten og i store bølger gik det bide vind stik syd med kryds tilbage langs sydkysten af Great Inagua. Efter ca. 8 timer begyndte vinden at dreje mod nord, og i løbet af et par timer kunne jeg langsomt dreje mod øst-øst/sydøst. Til sidts havde jeg en dejlig blid akten for tværs hvorfor spileren selvfølgelig måtte op. Den stod oppe til vinden faldt fuldstændig. Ned med den og til køjs indtil 3 nat, hvor jeg startede motoren og gik de resterende 30 sømil for motor. Fantastisk tur.

Loa i sit es.
Hispaniola
Anẽjo crew på tur på Hog Island, Bahamas.

En stor del af turen var i selskab med Anẽjo og besætning, men efter Great Inagua måtte vi skilles. Anẽjo skulle mod Bonaire for at modtage ny besætning og jeg var sporet ind på Luperon hvor Anita skulle påmønstre i løbet af juni. I mundingen ind til Luperon Bay, i starten af februar, blev jeg modtaget af Neil Calore, pensioneret brandmand fra Philladelphia, som vi havde mødt i Great Harbour, Bimini på Bahamas, næsten et år tidligere. Herligt gensyn. Neil var til stor hjælp i forbindelse med indtjekning i DDR da han kendte til proceduren fra da han ankom for et år siden, lige før Corona ramte DDR.

Anita ankom til Santiago i midten af juni. Dejligt gensyn efter et halvt års adskillelse. Den første måned boede vi hos Neil som i mellemtiden er blevet landkrabbe og har købt hus med tilhørende annexer. Dejlig sted med havudsigt og pool og to dejlige hunde.

Vi tog lige et smut til København i august for at hilse på famile og venner, en vigtig del af det eventur vi stadig er i gang med. For øvrigt fik vi i den forbindelse udskiftet “Guleroden”, vores kajak, med “Bluetooth”. Guleroden hang efterhånden kun sammen med gaffa tape.

Bluetooth
En magisk regnvejrsdag i Luperon.

Vi har haft den fornøjelse at have mødt rigtigt mange fantastiske mennesker mens vi har været på Den Dominikanske Republik. Her et lille udsnit:

Neil Calore og hundene Makita og Luna. Vi boede hos Neil en måneds tid i September.

Mary og hendes børn Alex og Soy.

Nielsa, Marys søster og ejer af Las Palmera.

Jannie, Watchie, Norman og Janna. Pragtfulde mennesker der drev og ejede Wendy’s bar. Det var her alle cuisere samledes og hyggede.

Tom Carter og Ramona som drev og ejede Tom’s Taco Corner.

En hel del fastboende amerikanere.

Per og Mette fra S/Y Mette som har hjemhavn i Svanemøllen.

Mandskabet fra Sailing Columbie, Comi og Jelena, specielt Mikkel og Mads.

Holli, Anitas søster der kom på besøg i en uge i september.

Benny og Bente der kom på besøg i November. Vi kørte mange kilometer sammen.

Mike og Pierrette fra Canada. Vores buddy par på motorcykel tur rundt på øen og vores buddyboater’re fremover.

Listen kunne blive meget længere men vi husker dem alle.

Planen for vores videre færd går over Puerto Rico (hvor vi holder jul og nytår), USVI, måske BVI, Bonaire, Columbia, San Blas, op ad østkysten af Central Amerika, Mexico, Cuba, Key West og videre mod New York i løber af 2023. Herefter er det nok på tide at vi kommer hjem. Men den tid den sorg og verden er jo stor.

Her er lidt billeder og film fra det forgangne begivenhedsrige år:

Danmark- på Wendy’s bar i Luperon (Mandskab fra Sailing Columbie, S/Y Jelena og S/Y Comi)
Danmark-England på Las Velas (Mandskab fra Sailing Columbie, S/Y Jelena og S/Y Comi)
MC teamet fra Gypsi Riders. Mickey, Francoir, Neil, Steve and Albert
Sultne katte i Puerto Plata
Den søde Luna smagte en tår af Kurts Rom og Cola , så blev hun træt.
Anita flankeret af RoseMary
Dejligt besøg af Holli på Playo de Castillos.
Cigar nydes med Mike på S/Y Honah Lee II.
Yndlings drinken med herlige Pierrette .

Til fest med de lokale.
Salute.
Tipico i Santo Domingo
Lineær tørretumbler i Luperon’s gader.
Fint hus i Santa Domingo .
Anita i Margarita den lokale taxa.
På MC tur med Mike og Pierrette.
En lille lokal charmetrol der dansede Marenque med Anita
La Isabella. Det ældste europæiske (spanske) bosted på DDR
Fantatisk MC tur med Mike og Pierrette fra Sabaneta -Muncion i den grad off road.

Lidt af DDR’s fantastiske natur. Store dele af Jurassic Park er indspillet her på øen.
Joshua tree?
Præstens ged på marken.
Den japanske afdeling af Santo Domingo’s botaniske have.
På grottetur i Santo Domingo.
Margarita in Monte Cristo
Anita, Benny og Bente på vandfalds jagt.

Herunder lidt flere indtryk fra DDR:

Blowhole
Marylin Monroe wanna be
Skønt besøg af Bente og Benny , her blow holes .
Picnic .
Kajak parkering .
Velfortjent pause .
Her arbejdede Haitianer hårdt i marken . Så en hest for plov som i gamle dage. Constansia .
Træt arbejdshest holder velfortjent pause .
Lille plads til en bøn for Maria .
Fantatisk vandfald og vandretur, Constansa .
Luft billede fra Luperon , her lå vi i ca. 9 mdr-
På huletur i Santo Domingo

Vi arbejder på en lille film fra DDR (ikke østtyskland). Vi melder ud når den er færdig.

I skrivende stund ligger vi for anker i Salinas, Puerto Rico og nyder livet.

Related Images:

Hjem med S/Y Johanne Louise

Fra Staniel Cay, Bahamas via Bermuda-Azorerne-Dover-Kieler kanalen til Skærbæk Marina.

Corona nettet var virkelig begyndt at stramme os om halsen og optionerne for vores videre færden var ved at blive meget begrænset. Drengene på S/Y Rosa, Adam og Peder, og besætningen på S/Y Johanne Louise havde det på samme måde. Minae med børnene, Bertram, Nora og Dicte skulle være fløjet hjem og 6-7 gaster skulle have sejlet S/Y Johanne Louise hjem over Atlanten sammen med Bruno, kaptajnen. Desværre var det ikke muligt hverken at flyve til/fra Bahamas, så gode råd var dyre. Vi må slå pjalterne samme og se hvordan det ender. Vi fandt en lokal bådebygger i Staniel Cay, Stevin Smith. Han vidste lige hvor vi kunne lægge Loa op for den kommende orkansæson og han skulle nok passe godt på hende.

Turen fra Staniel Cay til Skærbæk over Bermuda, Azorerne, Dover og Kieler kanalen
Loa alene i verden i Staniel Cay, Bahamas
Johanne Louise
Minea, Nora, Dicte og Bertram
Bruno, kaptajn og crew nyder cigarer fra Dominikanske Republik.

Vi forlod Staniel Cay d. 29. April og efterlod Adam og Peder der havde en aftale med at mødes med en anden båd på Bermuda der ville over Grønland hjem. Adam har tidligere sejlet på Grønland i marinen, og ville gerne derop igen. Det var en hård afsked, for vi havde det skægt med drengene fra Århus. Men dem skal vi nok få at se igen. Vi var på Bermuda i løbet af en lille uge, men fik på det bestemteste at vide at vi ikke måtte gå i land. Så vi måtte bare se på alle herlighederne fra Johanne Louise og tænke os til de herlige øl og burgere de måtte have på den nærmeste bar.

Efter 3 dage, ventende på et vejr vindue der kunne bruges, drog vi videre mod Azorerne. Efter en lille uge inde på Azorer benet blev vi ramt af den første navngivne tropiske storm, Arthur. I 24 timer kæmpede vi som ind i h…… med den store båd. Langkølet som hun er skal der meget til at få hende til at reagere. Så vagterne på 3 timer ad gangen var meget intense, og vi var dødtrætte når vi kunne lægge os efter at være blevet afløst. Jacob, der sad i København, var vores bindeled til vejr guderne, og han meldte ud til os via satellit 2 gange om dagen hvordan vi skulle placere os i forhold til det kommende vejr. Det var meget betryggende.

Efter omkring 14 dage skimtede vi øen Ilha do Faial i det fjerne. Det er øen hvor Horta er den største by. Lige overfor Faial ligger vulkanøen Ilha do Pico med den 2 km høje aktive vulkan. Her måtte vi heller ikke gå i land, så vi kunne bare kigge ind på den herligste bar på Azorerne. Peter Sport Bar havde åbenbart fået koncessionen med at proviantere for alle de hjælpeløse europæiske sejlere der kom alle steder fra. Caribien, Bahamas, Cuba eller USA og som efterhånden var tvunget til at tage over Atlanten.

Udsigt til Pico.
Hortas helte. Proviant omdeling til desperate sejlere.
Danskerkolonien set fra Johanne Louise, Namihani og La Puerto.

Azorerhøjtrykket var på det tidspunkt ikke etableret tilstrækkeligt fast på dette tidspunkt, og kolde strømninger helt oppe fra nordpolen, ned langs grønland og helt ned til Azorerne gjorde at her var ærgerligt koldt, og vejret var uforudsigeligt. Vi blev her i ca. 2 ugers tid på forventning om at vi kunne få lov til at komme i land på et tidspunkt. Men nej.

Anita og Rikke fra La Puerto.
Vi fik allernådigst lov til at hoppe ind på den aflukkede kaj da vi skulle have diesel og vand.
Dicte ved rattet ind mod Horta
Med Horta i baggrunden

Vi besluttede os derfor at forsøge os på øen Ilha Sâo Miguel, hvor Azoernes hovedstad Ponta DelGada ligger. Ca. 1 døgns sejlads fra Ilha Faial. Her blev vi testet for om vi var inficeret med Covid-19, men alle ombord blev fundet negative. Så endelig fik vi lov til at komme fra borde. Det var som at se køerne komme på græs om foråret på landet. Anita og jeg lejede en bil og kørte det meste af øen rundt. Vi fandt nogle fantastisk flotte udsigter, gode spisesteder og nød endelig at have fast grund under fødderne.

Danskerkolonien før Corona testen i Ponta Delgada
Ponta Delgada
Ponta Delgada
Ponta Delgada
Der blev senere påført Juli 2020 nedenunder
Lagoa do fogo
Lagoa do Fogo

Efter endnu en venten på et vejr vindue blev det tid til at komme videre mod Europa. Vi sigtede mod den engelske kanal og håbede på at vi fik et rimeligt vejr vindue. Det holdt ikke helt og efter 8 dage befandt vi os ved den vestlige munding af kanalen.

Mums
Vi blev fulgt til dørs af venlige Engelske Piloter
White Cliffs of Dover. Kanalen viser børster

Vi bed tænderne sammen og gav den gas igennem kanalen. Det var en hård tur. Vi havde en masse trafik og vejret var som det nu er mest på disse kanter. Koldt, klamt og kedeligt. Vestenvind heldigvis men meget af det. I Dover blev vi modtaget af nogle meget venlige officials der efter de sædvanlige spørgsmål lige skulle voterede om hvorvidt vi kunne få lov til at komme i land, og efter et minuts penge var det afgjort. Nu skulle vi bare ind og have os noget fastfood af en slags. Skønt at komme i land igen.

Efter 3 dage og nogle skønne ture på toppen af the White Cliffs of Dover måtte vi afsted igen mod Kieler kanalen. Her landede vi i Brunsbûttel tidligt om morgenen ved solopgang, så vi havde en hel dag til at komme i gennem. Dejlig tur. Fra Kiel tog vi direkte til Fyenshav på Als hvor vi ankrede op for natten. Næste morgen gik vi ind i Fynshav marina, og Minea tog det store indkøbsnet med til bageren. Nu skulle vi have tebirkes, håndværkere, snegle, chokoladeboller og alt sammen med dansk tand smør. Århhhhh…… hvor var det bare godt. Da vi havde slået mave afgik vi fra Fynshav og begav os ud på det sidste ben mod Skærbæk marina, hvor vi landede kl. 16 til en modtagelses kommité af familie og venner og TVSyd som lavede et lille indslag om de hjemkomne Corona ofre fra det store udland. Det var meget rørende og der blev grædt mange lettelsens tårer.

Anita og jeg blev hentet af Ole, den dejlige dreng, og han kørte os hele vejen hjem til Tølløsevej hvor vi havde entreret med Janne og John så vi kunne bo i deres dejlige kælder indtil vi kan komme afsted igen. Loa venter på os i Staniel Cay hvor hun bliver passet af Steven.

Nu skal vi rigtigt benytte os af lejligheden til at se vores børn og børnebørn og venner over sommeren og sandsynligvis langt ind i vinteren. DEJLIGT.

www.tvsyd.dk/nyheder/03-07-2020/1930/afslutningen-pa-en-lang-rejse

Med Johanne-Louise over Atlanten

Related Images:

Bahamas og Corona

Fra Bimini over Berry Island til Eleuthera og videre til Nassau og Exumas.

Vi landede på Bimini d. 30. December, fra Virginia Key, Miami. Vi krydsede Golfstrømmen i en bide vind hele vejen, ankrede op udfor Alicetown, og sejlede ind tidligt næste dag tidligt om morgenen. Her fandt vi den billigste af de 4 marinaer som findes her. Browns Marina. Rimelige forhold. Vi clearede ind hos en lidt arrogant officer hos Customs – og immigrations myndighederne. Vi blev her en uges tid da det blæste op pga. en front fra USA der trængte sig på. Herfra sejlede vi til Great Harbor på Berry Island, hvor vi mødte Neil, en herlig amerikansk, ukulele spillende brandmand. Her havde vi et par dejlige dage hvor vi bla. fejrede vores bryllupsdag med boblevand og languster på en lille snask inde i landsbyen. Havnen tilbød gratis cykeludlejning så vi lånte et par cykler når vi handlede ind. Alt på Bahamas er ekstremt dyrt så vi er blevet gode til at spare.

Tyrehaj i Marinaen.
Strandbar. Rom og kokosmælk.
Den lokale Guinness. Ok pils.
Dolfin House på Bimini
Dolphin House bygget udelukkende af ting fundet på stranden.
Indsejling til Great Harbor
Great Harbor modtagelseskommite
Konkylie salat ala Neil. Mums.
På vej mod Spanish Wellsh med Neil i hælene.

Fra Great Harbor sejlede vi til Spanish Wells, Eleuthera hvor vi på vejen modtog et MayDay opkald fra en amerikansk motorbåd. Vores ven Neil, som er brandmand, reagerede hurtigt og spurgte om detaljer om hvad det var galt, om nogen personer var i fare. De svarede afkræftende men at de havde fået “dirty gas” og at motoren var stoppet. De kaldte MayDay flere gange efterfølgende, men det varede længe før der var nogen der tog sig af dem. De blev slæbt til Spanish Wells. Da vi manglede små 5 sømil gik vores egen motor i stå, lige midt mellem 2 små øer hvor en stærk heldigvis medløbende tidevandsstrøm hjalp os ind til en passende ankringsplads hvor vi kunne ligge stille og afhjælpe situationen. Op med alt i kiste bænken, ned i hullet af med vandfilter, blæse slanger igennem, rense fuelfilter, diesel over det hele incl. 1/2 liter i munden på Kurt. Føj. Men operationen lykkedes og videre gik det mod Spanish Wells hvor vi ankrede op udenfor indsejlingen.

Spanish Wellsh på Eleuthra.

Vi havde en dejlig uge her hvor vi dog måtte ind i havnen og ligge for mooring et par dage da vejret igen drejede rundt om en ny front fra USA. Det var jo stadig “vinter” på disse kanter.

Downtown Nassau
Potters Island, Nassau
Paradise Island, Nassau, på den anden side af broerne.
Det var en lignende coaster der sejlede Loa ned.
Resultat af påsejlingen
Endnu et resultat af påsejling
Reparation. Isættelse af sallingshorn beslag og nyt styrbord overvant.
Færdig
Endnu et farligt skib i Nassau
Godnat Nassau

Det var ikke meningen at vi ville tage til Nassau, Bahamas hovedstad, da vi ikke havde hørt noget specielt godt om byen, men da Anita gerne ville hjem og besøge Anna, Louise, Louise og Hugo og Bellis, besluttede vi os for at tage dertil i 3 ugers tid. En skæbnesvanger beslutning. Vi startede med at ankre op på den vestlige ankringsplads i et par dage inden Anita skulle hjem. Et par dage før hjemturen sejlede vi ind i Nassau Harbor Club Marina hvorfra Anita blev kørt til lufthavnen af et par friske gutter fra et charter dykkerskib, som vi havde mødt og drukket rum sammen med dagen før. Kurt lagde sig ud på ankerpladsen igen og havde planer om at ligge her indtil Anita kom tilbage. Jeg, Kurt, ankrede op direkte oven på ankersignaturen i explorer kortet og her holdt ankeret helt fint og uden bekymring gik jeg i seng. Jeg vågnede brat op kl. 01.05 ved et kæmpe ryk og en forfærdelig larm og Loa der rystede som en vildtfarende grenhakker. Jeg for op i cockpittet i bar r.. og viklers, parat til at springe over bord. En af de store forsyningsskibe der sejler rundt mellem øerne havde bakket for langt tilbage og lige ned i Loa. Styrbord topvant blev flået midt over og sallingshornet blev revet ud af masten. Lønningslisten blev trykket og fronten fik et kedeligt tryk 16. Heldigvis bed ankeret igen og Loa blev liggende resten af natten. Dagen efter tog jeg billeder af skaderne, gik på politistationen og fik lavet en rapport, fandt en sejlmager der kunne værdisætte skaderne og tog kontakt med rederiet for at meddele mit krav. Det lykkedes med møje og besvær at få dem til at betale. I mellemtiden bestilte jeg et nyt topvant hos John Mast i Greve, som hurtigt fik lavet et nyt og sendt til Nassau. Det var hos toldvæsenet i løbet af 4 dage. Det tog så 14 dage at få det fra toldvæsenet. På land med Loa i Brown Basin, leje en kran, popnitte sallingshorns beslaget tilbage på masten på med det nye topvant, så var vi sejlklar igen. Imellem tiden var Anita jo kommet tilbage og vi havde fundet en irsk bar hvor vi kunne få IPA. Så det var lidt et plaster på såret. Jahhh…. det er sgu ikke den rene ferietur vi er på.

Major Spot, Staniel Cay
Lokale indbyggere
Siesta

Endelig kunne vi lægge Nassau bag os og vi sejlede mod Exumas ø rækken, hvor vi er nu. Her ligger vi nu for anker i Staniel Cay, lige udfor Thunderball grotten, som er berømt gennem James Bond filmen “I ilden” med Sean Connery. Dvs. en af de gamle 007 film. Her er pragtfuldt og vi er så glade for at vi nåede at komme fra Nassau inden alt skærpedes til vedr. Covid-19 situationen. Vi har begrænsninger med ned lukning, hvor vi skal blive på båden , men kan dog komme ind og handle ind med mellemrum. Vi må ikke sejle i mellem øerne som reglerne er nu .

Rosa, Johanne Louise og Loa besætningerne. Staniel Cay
Dicte og Minea i Guleroden

Vandet er turkist og lækkert varmt, solen skinner og vi kan holde øllerne kolde. Samtidig ligger vi sammen med to andre danske skibe. Johanne Louise fra Kolding og Rosa fra Århus. Bertram, Dicte og Nora sammen med deres far og mor, Bruno og Minea på Johanne Louise og Adam og Peder på Rosa. Vi hygger og har det herligt sammen.

Klar til pokeraften på Rosa
På vej til pokeraften på Rosa
Adam og Peder klar til beachparty
The Flying Dane

Vi håber at fremtiden vil bløde op på situationen og at vi kan nå at komme hjem inden orkansæsonen sætter ind.

Faktisk har vi lige besluttet at vi sejler til Danmark som gaster hos Johanne Louise. Vi sejler Loa om i en lille meget smal bugt på Staniel Cay, og får en lokal bådebygger til at passe på hende mens vi er i DK. Vi ved selvfølgelig ikke hvornår vi kan komme tilbage men det må tiden vise. Vi regner med at forlade Bahamas og sejle direkte til Azorerne omkring 1. Maj. Hvis vi ellers rammer nogle gode vejrvinduer kan vi være i DK omkring midt juni. Lad os nu se.

S/Y Johanne Louise

Nu er beslutningen taget, og vi glæder os til at se børn, børnebørn og venner igen.

Video fra Bahamas.

Related Images:

USA til Bahamas

Vores spor fra Orienta, North Carolinal ned til Alicetown, Bimini (Bahamas)

Endelig slap USA’s østkyst os. Efter en dramatisk tur mod Oriental i North Carolina, med Dorian the huricane lige i hælene, og 1 måned på land, hvor vi fik ny propel og skaft, ordnet bund og div andre småting, har vi arbejdet os langsomt mod syd fra Oriental hele vejen ned til Miami. Allerede inden vi forlod Oriental var vi klar over at vores cruising license var ved at udløbe og at Kurts opholdstilladelse også var ved at udløbe. Men vi var hele tiden overbeviste om at vi nok skulle nå Bahamas inden da. Vi skulle bare finde det rigtige vejr vindue. Meeennn….! Golfstrøm, nordenvind og vintertid er en rigtig dårlig kombination og vi var nødsaget til i hvert fald at skulle nå helt ned til Fort Lauderdale før vi kunne komme sikkert over Golfstrømmen til Bahamas. Vejrvinduer åbner og lukker med meget små marginer på denne tid af året.

Dorian the huricane. Dagen før den ramte os. Vi er ved det røde kryds.

Hver gang vi kom til et nyt CBP (Custom and Border Protection) district meldte vi os som ankommet og selvom vores cruising license var udløbet skulle vi bare tage ind til den nærmeste Marina og betale en afgift så skulle det være tilstrækkeligt. Når vi så kom til den nærmeste Marina havde de ingen anelse om hvad vi snakkede om og de kunne ikke tage sig af den slags. Vi var derfor stadig i vildrede mht. hvor lovlige vi var og havde absolut ikke lyst til at blive opbragt af hverken coast guarden eller marine politiet.

1 år gammelt og træt Star Sprangled Banner.
Gammel John Deer til salg.
Halloween på det lokale bryggeri i Oriental.
Ny bundmaling.
Dobbelt regnbue på ICW.
En fin lille sandø lige overfor Beaufort, NC.
San Augustine, fantastisk by.
San Augustine
San Augustine

På vejen sydpå mens vi lå for anker i Vero Beach, fik vi ellers besøg af Jørgen og Hanne fra Lilletut, vores genboer fra Langelinie. Hanne og Jørgen var på besøg hos nogle amerikanske venner som de havde mødt på deres tur gennem de franske kanaler i 2017. Vejret var ikke det bedste den dag Jørgen og Hanne kom, men det var et herligt gensyn som skulle fejres med en go øl med udsigt over atlanten. Men vi måtte i stedet velkomstskåle i Jørgen og Hannes hotelværelse mens vores tøj blev tørret.

Loa crew med Jørgen
Loa crew med Hanne

På vejen videre fra Vero Beach fandt vi nogle pragtfulde ankerpladser ude i den vilde natur. Peck Lake var specielt dejligt hvor vi lå godt beskyttet tæt på en mangrove kyst med en lille strand hvor vi kunne lægge kajakken (Guleroden).

I West Palm Beach fandt vi en god ankerplads hvor vi kunne padle direkte ind til byen og binde os op på en gratis dinghy bro. Herfra havde vi 50 meter til det nærmeste ´fedtede hjørne´, Bradley Saloon. Go mad og go IPA. Vi endte med at blive her i næsten en måned med at vente på godt vejr. Når der endelig var et godt vejr vindue havde jeg imellemtiden bestilt et eller andet fra Amazon som vi skulle vente på og imens blev vejr vinduet lukket igen med udsigt til det næste 1½ uge senere. Det gentog sig et par gange før det lykkedes os at komme videre. Vi mødte et par dejlige unge mennesker som vi senere fulgtes med hele resten af vejen til Miami.

Vildt kapok træ. West Palm Beach i baggrunden.
Samme kapok træ.
Figentræ
Matt and Joyce fra S/Y Duchess
Juletræ i The Irish Bar, West Palm Beach.
Loa crew i julehumør
Julegave¤?

Turen fra West Palm Beach indebar at vi skulle under mere end 20 broer som alle skulle kaldes med VHF. Mange af broerne havde de besynderligste lange navne, N.E. 14th Street Bridge og når de skulle kaldes på VHF kanal 9 gik det tit galt for en dansk tunge når vi skulle gentage navnet to gange. Bridge blev ind i mellem til Bitch hvilket var ret uheldigt specielt i de tilfælde hvor brooperatøren var kvindelig, hvad de ofte var. Men vi fik aftalt med Matt og Joyce at de meldte os til broen sammen med dem.

Fort Lauderdale. Vi tog toget hertil.
Fort Lauderdale vilddyr.

Lidt nord for Miami fandt vi et naturområde der hed Oleta River State Park hvor vi ankrede op i en lille uges tid. Efter to dage ankom nogle venner som vi havde mødt helt tilbage fra Savannah, for næsten ¾ år siden. Det var hyggeligt at se dem igen. De ville også til Bahamas men havde de samme vejrmæssige udfordringer som os. De venter vist stadig på bedre vejr.

Oleta River State Park.
Duchess crew sammen med Loa crew på Grand Banks 45, som vi holdt juleaften på dagen efter. Her fik vi brusebad som julegave.
På vej til Miami
På vej til Miami
Stadig Miami.
Miami by day fra Virginia Key
Miami skyline fra vores ankrings plads i Virginia Key.

Den 30. December kom der endelig melding om at et snævert vejr vindue for østlig sejlads var ved at åbne sig, så vi hoppede på limpinden og drog øst på. Det blev til alt den bide vind vi kunne holde meget kedelig sø og med en kurs på 120 grader nordgående Golfstrøm og et regnvejr af rang nåede vi til godt 14 sømil nord for Bimini. Her vendte vinden 90 grader i løbet af 5 minutter og så måtte vi igen gå bide vind og modstrøm 14 sømil syd mod indsejlingen til Alicetown på Bimini. Det var blevet nat i mellemtiden og man går ikke ind i Alicetown uden at kunne se indsejlingen. Det er svært nok i fuldt dagslys og vi var da også ret tæt på at at blive grundejere på Bimini. Men ind kom vi. Her er vi så nu og skal til at overveje hvad vores næste træk bliver.

Vi skal i hverfald ned sydpå til en ø række der hedder Exumas.

Tak for denne gang, USA. Du var sgu en dyr oplevelse, men når vi tænker os om, så kunne vi være strandet på en lille ø i Caribien hvor vi ikke kunne have fået noget som helst repareret eller dele leveret. Så alt i alt har vi været heldige, vi har mødt så mange fantastiske og hjælpsomme og gæstfrie mennesker og vi har fået så mange kontakter at vi bliver helt trætte når vi prøver at holde dem alle opdateret med vores videre planer. Vi har desuden nydt godt af at være tæt på Anitas familie af flere omgange.

Der arbejdes på en lille film……….!

Godt nytår til alle fra Bahamas.
Sidste del af USA, for denne gang.

Related Images:

Bonaire til USA

Vi havde besluttet os til at tage direkte fra Bonaire til USA via Puerto Rico. Det gjorde vi allerede i foråret da vi var i Kbh., så vi måtte se at få Visa i en fart. Vi havde udfyldt div. spørgeskemaer på nettet og fået en aftale om interview på den amerikanske ambassade i Kbh. Når man skal til USA i sit eget transportmiddel (her Loa) skal man have et nonimmigrant visa, også kaldet B1/B2 visa. En ESTA ansøgning som alle danskere skal udfylde når de flyver til USA, er ikke tilstrækkelig. Vi fik visa til 10 år. Det må vist være tilstrækkeligt.

Bonaire til Puerto Rico (Grønt spor)
Puerto Rico til West Palm Beach, Florida (Blåt spor)

 Vi afsejlede fra Bonaire en herlig morgen i fint vejr og var efter fire dage på Puerto Rico’s sydøstlige ende i en pragtfuld havn, Palma del Mare, med swimmingpool med udsigt udover det Caribiske hav. Vi havde næsten lige lagt til og fået overstået indklareringsformaliteterne da vi fik besøg af Asenita og Jerry, som vi havde mødt på Bonaire. De havde et hus på Puerto Rico, ikke langt fra vores havn. De inviterede os ud at spise mexicansk og en tur i ud en skøn naturpark med vandfald og urskov. Herligt. Øen var stadig præget af ødelæggelserne efter Irma og Michael men det var ikke så slemt lige i det område hvor vi var. Dog så vi en vindmøllepark hvor alle vingerne var flået af og et skovområde hvor alle trætoppene var væk.

Palma Del Mare
Jerry og Asenitas hus
Udsigten fra Jerry og Asenita’s hus
I regnskoven
I regnskoven

Vi var her en lille uge men måtte igen til at tænke på at komme afsted så vi kunne nå at være i North Carolina inden vintervejret sætter ind. Med vinden i den rigtige retning (øst/sydøst) og Golf strømmen med, beregnede vi ca. 10 dage til at komme til South Port i North Carolina. Her ville vi have et godt udgangspunkt til at få ordnet/tjekket og efterset div. og i det hele taget få udført noget vedligehold på Loa. Det var tanken. MEEEEEENNNNNN………

På vejen op langs Floridas kyst blev vi nødt til at gå ind i West Palm Beach da vi var ved at løbe tør for kaffe og øl. DET GÅR BARE IKKE!!!! Så her var vi et par dage. Den dyreste nat ever. Ca. 600kr./nat. Vi fik tilbudt kørelejlighed til supermarked af søde folk. Inden vi steg ud blev vi spurgt om vi var ”belivers”  hmm….. øhhh….. sagde Anita og forsvandt nud af bilen. Kurt svarede at han var sikker på at ham der, vorherre sikkert var en flink mand. Forundret steg vi ud af bilen. Hvad skete der lige der???? Da vi i stormagasinet stod klar til at betale , blev vi igen mødt af det religiøse syd. Kassedamen pegede på sit ur, der måtte ikke købes vin/øl i kirketiden, det var søndag. Vi blev henvist til anden side af gaden ….. måske kan vorherre ikke se så langt.

West Palm Beach

Dagen efter fandt vi en gratis ankerplads. Afsted med os dagen efter. Vi havde stadig forhåbning om at nå til South Port for vinteren. 2 dage ude, og ca. 15 sømil fra kysten vendte vinden i nord og det blev freezing koldt. Vi lå på det tidspunkt udfor St. Augustine og tænkte at vi går ind og venter på et ordentligt vejrvindue. Vi havde sejlet i modvind det meste af natten og bølgerne var efterhånden rimeligt velvoksne, men med en styrbord halvvind ind mod kysten gik det over stok og sten. Vi fik en røvtur af rang, så slemt at roret næsten brækkede af. Dog ikke mere end at vi lige kunne manøvrere ind til den nærmeste marina. Heldigvis havde de mulighed for at reparere roret, så det blev aftalt og efter 14 dage og meget fattigere, var vi klar igen.

West Palm Beach til St. Augustine. I løbet af den sidste nat satte Norden hårdt ind og det blev koldt og vi måtte gå bide vind for at holde South Port. Det droppede vi og gik mod St. Augustine i stedet. Dyrt men nødvendigt move!!!!!!
Smadret ror
Close up

 I mellemtiden havde vi været i North Carolina til Thanksgiving hos Anitas familie og ville nu sejle videre nordpå til North Carolina til jul.

Halvamerikaneren i forårs påklædning.

Anita og Anna i solskin udenfor vores hjem i Cary, NC.
Det danske flag vajer stolt
Vores baghave i Cary, NC
Fru Higgins i sit eget spor.
Så kan det vist ikke blive mere D….
Vores Airbnb ven i Ashville.
Skulptur udenfor Ashvilles bibliotek. Ashville er den by i USA med flest mikro bryggerier. Dejlig by.

Så tilbage til St. Augustin for at gøre klar til nye eventyr.

Udsnit af ICW. Fra Kilkenny Marina til Isle of Hope Marina. Den røde ring svarer til 12 sømil.

Efter 4-5 dage på ICW (Inter Coastal Waterway) blev Kurt nødt til at tage til Kbh. pga. dødsfald i familien, og vi måtte indstille sejladsen igen. Vi lagde ned for vinteren i Isle Of Hope Marine, lidt syd for Savannah, Georgia. En dejlig marina hvor vi fik en rigtig god aftale for 3 måneder. Så var tanken at vi ville vende tilbage i starten af februar for at drage sydpå igen. Men først ville vi lige se nærmere på Savannah, en fantastisk sydstats by med en masse historie.

Dejlig marina
Burgerboat hver onsdag. Var det ikke en go ide i LLB?
Burger far og burger mor
John Herndon komponisten til Moon River
Floddamper på Savannah River
Masser af små parker med enorme egetræer
Katedral i Savannah
Vær ikke i tvivl. Du kan altid få fat i en gun og umiddelbar instruktion.
Randy og Kurt på plankem
Holly, Randy og Anita i rask trav i Wormsloe

Desværre brændte vores Isotherm, Waeco kølebox sammen så vi måtte bestille og vente på et nyt. Vi kan jo ikke komme videre uden kolde bajere. Efter fjorten dage havde vi planlagt at sejle sydpå til St. Augustin for at udforske den ældste europæiske bosættelse på den amerikanske østkyst. Vi sagde farvel til alle de gode venner vi i mellemtiden havde fået i Savannah og stak af. Ca. 1 sm syd for marinaen døde motoren.!!!!!! Whhaaaaaatttt the f… Op med genoa’en og rundt på en femøre. Heldigvis var vinden i den rigtige retning så vi kunne lige akkurat klare modstrømmen og arbejde os tilbage til marinaen og lægge os på yderste mole.

Vores redningshelte, Hank og Diesel, der trak os ind til den inderste bro.

Det viste sig at udstødningsknæet var flækket og alt kølevandet var løbet ud af motoren. Det eneste sted på det amerikanske fastland hvor der findes reservedele til Solê motorer er i Vancouver, Canada. Så Kurt ringede til Karl Thorsen, Nautical Star Marina og bestilte en ny køleenhed til motoren. Så nu venter vi bare på at reservedelene dukker op før vi kan komme videre.

Ny køler

Ja, USA har været et dyrt bekendtskab. Men vi har trods alt tilbagelagt mere end 12.000 sømil så mon ikke en vis udskiftning er forventeligt. Vi har haft det fortrinligt, og ser nu frem til Bahamas og Cuba.

Et lille smut til Beaufort, lidt nord for Savannah
To store frontal boosters???
Hudson, Ann og Anita

En lille film fra USA turen

Related Images:

Curacao-Bonaire

Bonaire

Bonaire, det vildeste dykkerparadis i det Caribiske hav. Bonaire er en del af De Hollandske Antiller som ligger 60-70 sm nord for den Venezuelanske nordkyst. De kaldes også for ABC øerne (Aruba, Bonaire & Cuarcao). Efter 4 måneder på Curacao med et smut på 3 uger i Kbh., tog vi  på Bonaire og var fastgroet her i 3 måneder med turkist vand og koralsand lige op ad Bonaire’s hovedstad Kralendijk. En meget lille by med en dejlig karibisk atmosfære. Lige under Loa havde vi et dyreliv af en anden verden og med små dagture til forskellige af kystens dykkerbøjer havde vi adgang til fantastiske koralrev hvor muræner, skilpadder, pincetfisk, englefisk, kuffertfisk, trumpetfisk, pilrokker etc. etc. udkæmper den daglige kamp for overlevelse, forsvarer deres territorier og gør hvad de ellers skal gøre for at være det de er.

Her blev vi hængende til orkansæsonen var overstået ca. start- midt november. Så sejlede vi til Puerto Rico (det tog små 4 dage) og indklarerede i USA. Puerto Rico er jo et protektorat under USA, og var jo meget hårdt ramt af vist både Irma og Michael i 2016. Trump formåede jo at forulempe den stakkels ø efterfølgende med hans fantastiske ego.

De nedenstående billeder og film består af en god asorteret blanding fra både Curacao og Bonaire og det efterfølgende indlæg vil så blive lidt om Puerto Rico og USA’s østkyst og vores oplevelser her med bla. ICW (Inter Coastal Waterway) og familiebesøget i North Carolina.

Promenaden i Kralendijk. Med Loa i baggrunden.

 

International promenade bar.

 

Hovedgaden i Kralendijk, Bonaire

 

Dykkernes paradis

 

Typisk Bonaire hegn

Bonaire regatta. Hovedfeltet bagude…….

 

Bonaire regatta. …….Maxomo forude (Maxi 1300)

 

Hovedfeltet ligger stille

 

I mål

 

 

 

 

 

 

 

Related Images:

Sydlige Caribien

Domburg (Surinam)-Man of War Bay (Tobago)

Surinam-Tobago spor

Vi sejlede i 3 ½ dage videre op langs kysten, forbi Guyana (Engelsk Guyana) og Venezuela og endte på Tobago, i Man of War Bay, hvor sorte rasta Nigel fra Blågårdsgade en dag modtog os på broen med et friskt “Hej København, Jeg bor på Blågårdsgade og har en datter der hedder Lulu”. Det viser sig at Lulu er niece til Sally, vores nabo i LLB. Hvor lille er verden så??
Tobago er Paradis på jord. Jaahhh mannn. Okæ, mannn. Sunshine, Sunshine reggae, men myndighederne kan godt lide gammeldags carbon papir. Spørg evt. far eller mor.

Får, geder, høns, katte og hunde har det skønt her. Frit gående rundt i det ganske landskab.

Man of War Bay (Tobago)-Chaguaramas (Trinidad)

Vi havde en aftale med Bente og Benny (Kurt’s tidligere kollega gennem mange år) på Trinidad som vi var på nippet til at måtte droppe pga. vindror situationen, men vi nåede det lige med en dags forsinkelse. De havde lejet en lille hytte oppe i bjergene på nordkysten af Trinidad. Vi mødtes på Loa den første dag og sejlede en lille tur til Scotland Bay, omkring to sm fra Charguaramas. Her havde vi en herlig badedag i en fantastisk natur. Vi sejlede tilbage til vores bøje henad eftermiddagen, og kørte herfra med Bente og Benny gennem Port of Spain, købte ind til et par dage, og videre ad små bjergveje med ufattelige stigninger til deres bjerghytte. Et lille vidunder af tømmersnilde. Der var ikke brugt et eneste søm eller skrue, men alt var notet sammen, og alt gjort af lokalt hardwood af en slags. Fantastisk fint. Vi overnattede her to nætter i hemsen og hyggede med Bente og Benny, spiste god mad og gik på bjergvandring indtil vi måtte tilbage til Loa og lave lidt arbejde med vandpumpen som skulle skiftes. Tak for et par fantastiske dage i Trinidads bjerge.

Benny og Bente i palmernes skygge

Fantastisk hytte som Bente og Benny havde lejet. Her overnattede vi to nætter. Pragtfuldt

Charguarams (Trinidad)-Prickley Bay (Grenada)

Overfarten til Grenada fra Trinidad blev karakteriseret af bidevindssejlads, modstrøm og popkornsvand de første mange timer. Årsagen til at vi havnede under de forhold var at vi blev nødt til at lægge en rute som skulle sikre at vi ikke kom ud for at blive overfaldet af Venezuelanske pirater. Derfor måtte vi lægge en østlig kurs som skulle sikre at vi kom øst om de Venezuelanske gasfelter i god afstand, og dermed følge Trinidads nordkyst i østlig retning hvor strøm og vind er imod. Så vi havde en hård tid indtil vi gradvis kunne begynde at falde af i mere nordlig retning. Først henad morgenen begyndte det at ligne ordentlige cruise forhold. Men igen havde vi stor glæde af vores vindror, som håndterede bidevind sejlads som en mis. Vi pakkede os godt ind under sprayhood’en under hele sejladsen. Turen var en af de mindre sjove, og tog næsten et døgn. Til gengæld havnede vi i Prickley Bay under de bedst mulige forhold med høj sol og stille vand. Nu nyder vi vores liv igen.
Havde det ikke været for toldmandens ekstremt nedladende arrogance havde vi haft en hel første dag med lutter opture. Men han var dog det værste af slagsen. Ikke et ord mere om ham.
Grenada er en meget fin ø, meget venlige mennesker dejlig natur og vejret er jo Caribisk. Desværre kunne vi ikke blive her så længe da vi havde aftale med Helle om at mødes på Curacao, så vi blev her kun i 3 dage før vi måtte bryde op.

Flyvende

Tilgiv mig mine synder

Omringet Loa, Prickley Bay, Grenada

Saint George

Saint George

 

Grenada-Curacao

Turen fra Grenada til Curacao var planlagt til at vare ca. 3 dage men endte med at tage lidt over 3 1/2 dag. Da vi var nord for Bonaire kl. 12 eftermiddag var vi klar over at vi ikke kunne nå indsejlingen til Spanish Water på Curacao inden det blev mørkt. Alle steder vi havde læst blev vi anbefalet at undgå at sejle ind ved nattetide da indsejlingen er meget snæver. Så vi satte farten ned og indstillede os til at ligge bi resten af natten udenfor indsejlingen. Det var lidt træls men da morgenlyset gradvist begyndte at afdække konturerne af det spøgelsesagtige landskab som nattemørket havde præget vores forestilling med, åbenbarede der sig et paradis som vi ikke rigtigt kunne forestille os ville være et sted hvor vi kunne indgå. Men vi havde en aftale så vi gik ind i Spanish Water med små forventninger om at vores midler var tilstrækkelige til at bliver her i blot en lille uges tid. I den første marina på vejen ind gennem den snævre kanal lå der en lyst yacht med helikopter stående på agterdækket, og de øvrige fartøjer i marinaen havde dingy’er på størrelse med Loa hængende i kraner med 150 hp påhængsmotorer i hækken. Vi lukkede øjnene og fortsatte mod den marina som vi havde aftalt at skulle mødes med Anita’s veninde Helle om 2 dage. Marinaen hedder Seru Boca Marine og ligger i den sydvestlige del af Spanish Water bugten, er en hyggelig lille, forholdsvis billig marina med stor sikkerhed og alle de nødvendige faciliteter, bla. et effektivt WIFI. Derudover har vi kva vores plads i marinaen, adgang til det nærliggende hotels pool, pragtfulde koralsand strand og 20% på drikkevarer i strandbaren. Sååååhhh….. whats not to like. To gange om ugen bliver vi af Norwin fragtet til det nærmeste supermarked for at tanke op på lagrene. Det hører også med til at opholde sig her.
Helle stødte til os på Iguana cafe i Wilhelmstad lige ved siden af svingbroen mellem bydelene Punda og Otrobanda. Broen er fra 1830’erne og er for nyligt blevet restaureret. En mærkelig men sjov konstruktion. Nu om dage bliver den åbnet/lukket af nogle kraftige påhængsmotorer der trækker/skubber den ene ende af broen. Gad vide hvad de gjorde før damp-/dieselmotoren blev opfundet.
Helle blev indlogeret i bagbord køje i salonen, og herfra udgik hendes 12 dages ophold hos os på Curacao, med en lille afstikker på to dage på Klein Curacao, en lille paradisisk ø 15 sømil sysdøst for Curacao. Turen tog omkring 6 timer, da vi måtte krydse hele vejen, så det endte med at vi fik sejlet 22 sømil. Stakkels Helle. Men hun kom hurtigt over strabadserne og dagen efter hoppede vi alle i vandet og svømmede ind på den dejlige koralsand strand vist nok med et par kolde i køletasken. Hjemturen gik plat læns i næsten lige linie tilbage til Seru Boca marina på små 3 timer.

Seru Boca Resort

Klein Curacao

Willemstad

Kolibri i Bourgonvilla busk

Related Images:

Sao Luis til Surinam

Så lykkedes det at finde et nogenlunde stabilt WIFI. Vi er på Trinidad, Chaguaramas, i øjeblikket, men her et lille tilbageblik.

Sao Luis-Ilha Joao-Isla Diablo-Surinam

Sao Luis

Sao Luis er en vild by på mange måder. Den er meget gammel og slidt, men utrolig charmerende med et liv der siger spar to. Der går næsten ikke en dag uden der er festivitas et eller andet sted. Vi hyggede stort i en hel uge i Casa Frankie hvorfra vi tog vores smutture rundt i byen og målløse bevidnede dagliglivet i den fantastiske by. Frank er ved at udvide sine aktiviteter og er igang med at istandsætte endnu et gammelt faldefærdigt hus hvor han vil indrette endnu et pensionat i samme fantastiske ånd. Derudover er han ved at lave et eventsted/bar med servering af div. Vi tog en dag bussen til  det nordlige Sao Luis til et strand/spise mekka hvor vi fik os lidt godt til halsen og sul til dellerne. Vi havde en rørende afsked med Frank og Patricia og Patricias datter Victoria og hele Marina Arvens faste klientel.

Ilha Joao

Efter små 14 dage i Sao Luis drog vi videre mod en lille Brasiliansk ø, Ilha Joao, 80 sm nord for Sao Luis. Her mødte vi to herlige franske par, som kom og hentede os. Vi havde kastet anker i en lille kanal mellem en høj sandbanke og mangroveskoven og kunne ikke se at der lå en lille landsby rundt om hjørnet. Vi hyggede her et par dage og nød den meget specielle natur og det primitive liv der levedes på øen. En fisker kom forbi den sidste dag og solgte os et kilo fantastiske hjemmefangede kæmperejer som vi nød godt af de næste par dage.

Wahoo

12-15 kg

Noddy og Nutty efter en hård nat.

Djævleøen, Fransk Guyana.

Turen fra Ilha Joao til Djævleøen er ca. 500 sm og tog os omkring 4 dage. En udfordrende tur med meget varierende vejrforhold. Regn i stride strømme, dejlig sol, ingen sol, megen vind, lidt vind etc. og da vi mødte franskmændende fra Ilha Joao, blev vi enige om at det havde været en lidt hård tur. Vi fangede dog en kæmpe Wahoo på omkring 15 kg som vi delte ud af til trøst. Det er en fantastisk fisk.
Djævleøerne, som består af 3 øer, hører til Fransk Guyana, og ligger lige udenfor byen Kourou. Det er herfra ESA sender raketter ud i himmelrummet med satelliter. Europas modsvar til Cape Canaveral. Når der er opsendelse bliver Djævleøerne lukket. Øerne har en meget interessant historie som rækker langt tilbage i Frankrigs historie og vidner om tidligere tiders umenneskeligheder og dårskab men har samtidig en fantastisk natur. Filmen Papillion med Steve McQeen og Dustin Hoffman fra 60’erne forgår delvist her.

Hr. Nilson

ESA affyringsrampe.

Silvia og Marc, dejlige mennesker fra Frankrig

Domburg, Surinam

Surinam er det tidligere Hollandske Guyana som blev selvstændigt i 1975. Her oplevede vi vores første prøvelser med sydamerikansk macho politi. Vi skulle op ad Surinam River, og havde timet vores indsejling efter tidevandet. Men selvom tidevandet skulle have have hjulpet os ind, havde vi rimelig hård modstrøm. Derfor valgte vi at gå end i en mindre biflod for at ankre op og vente til strømmen vendte. Vi havde lige smidt anker da en fladbundet aluminiums pram med 5 store sorte mænd bumpede ind i os og ville om bord. Anita spugte vredt hvad de havde gang i og hvad de ville. “Police. Are you illegal?”. Der var ikke noget der antydede at de var politimænd, og piratfrygten sad lidt i baghovedet. Først da de var på vej over viste den ene et identitetskort som skulle bevidne deres status. Pludselig lå der endnu en politibåd på styrbord side med 5 mand mere, så pludselig var vi omringet af en overvældende styrke. De rodede alt igennem. Skulle have bundpladerne op og var igennem alle skabe og kistbænke. Da de ikke fandt noget truede de med at arrestere os hvis vi ikke var væk herfra inden de kom tilbage. De klagede over at vi ikke havde Surinam gæsteflag, og på trods af at vi bar det gule Q flag, fik vi kun 24 timer til at indklarere. Vi var målløse da de var væk og måtte tage os til hovedet. Nå men vi måtte jo finde ud af hvordan vi skulle takle det, så vi lettede anker og fortsatte til Paramaribo og ankrede op udfor Torarica Hotel.
Det blev til den første af en del Kafka’ske oplevelser i Surinam. Efter mange forgæves forsøg og taxature lykkedes det os at få indklareret og få fat i et Surinam flag. Et kæmpe flag som en hustler ved navn Arnold skaffede os til overpris. Vi skulle bare vise de skide politifolk. Af yderligere events skal kort nævnes, løssluppen Loa, abeklatring på bolværk og muddersvømning kl. lort om natten, og div. tagen sig til hovedet begivenheder som det fører for vidt at forklare, endte vi efter et par dage i Domburg, som ligger små 6 sm længere opstrøms Surinam River. Her mødte vi Jacco og Jannie, vores dejlige hollandske venner som vi første gang mødte i Crosshaven, Irland.
Vi var 2 dage med dem i junglen i en lille landsby der hedder Jaw Jaw a Tela. Det var en fantastisk tur, hvor vi bla. var på Kaiman (krokodille) jagt. Vi fik en som vi spiste dagen efter. Det smagte som kylling, men meget bedre.
Da vi kom tilbage efter 3 dage var vores vindror væk. Herefter startede endnu en Kafka’sk begivenheds række, som det vil være for omfangsrigt at beskrive her. Men efter en uge lykkedes det os ved hjælp af nogle dejlige mennesker som vi har mødt, at få fat i et nyt. Vorieas (græsk/irsk tidligere dansk gift, ukulele spillende, Kurt Ravn syngende, fantastisk mand), Dinesh, Yellow and Blackie (Dinesh’s hundehvalpe), Dwight (Dineshs’ bror), Annelise og Ivan. I skal have så mange tak for hjælpen.
Peter Foerthmann fra Hamburg, som er producent af Windpilot, var virkelig helt på toppen og smed alt hvad han havde i hænderne for at hjælpe os. Fantastisk service.
Endelig efter små 14 dage, i en både mental og til tider fysisk vridemaskine, kunne vi igen stå ud på søen lettede over at se Paramaribo forsvinde i horisonten. Bortset fra de beklagelige ting vi oplevede her, var folk ellers generelt meget søde og imødekommende og Paramaribo var også en meget interessant by. Bla. Ligger Surinams største moske og den jødiske synagoge
lige ved siden af hinanden i fredelig sameksistens. Det ses ikke i andre lande. Surinam er en smeltedigel af sammenrendte kulturer og folkeslag som alle er Surinam’ere. Det kunne der læres meget af i europa.

Vorieas, vores græske, irsk gifte, dansk talende, Kurt Ravn syngende, ukulele spillende redningsmand. Vi savner dig

Muslims moske og jødisk synagoge som naboer.

Vorieas, “Orson II”, Dwight, Anita og Dinesh.

Marinaen i Domburg

Loa i Surinam River, Domburg. Se lige et gæsteflag.

Willem, Jannie, Menon, Jacco og Anita.

Vores domicil i Jaw Jaw

Jeg arbejder på noget video, men det tager tid og stabilt og hurtigt WIFI.

Så lykkedes det:

Related Images:

Las Palmas-Cap Verde-Sao Luis

Las Palmas – Mindelo

Vores ration af henkogt mad.

2 Kg Mahi-Mahi

Farvel til Las Palmas

Vi afgik fra Las Palmas lidt over kl. 16 efter at have toppet op på diesel. Ca. 50 liter har vi udover en tankfuld. ved små 2000 omdrejninger bruger vi mellem 1-1,5 liter i timen, så vi har til mange timer i tilfælde af vindstille. Vi kunne se frem til små 8 dage på det store altanterhav, så vi var spændte men forventningsfulde. Hvad ville turen bringe?
Vi fik den blide side af atlanten fra start, indtil vi kom fri af Gran Canaria, så fik vi med hammeren. Vinden tiltog fra 2-3 ms fra alle retninger til 10-15 ms NØ i løbet af små 5 minutter og her blev den de næste 5-6 dage. Vi gik hele den første nat med storen i 2. reb og kvart udrullet forsejl. 5-7 knob gik det gennem natten. Næste morgen droppede vi storen helt og gik herfra og resten af vejen for kun forsejl i forskellige grader af udrulning afhængig af vindstyrke. På 3. dagen smed vi fiskelinen og i løbet af en lille time havde vi en 2 kg Mahi mahi på krogen. Efter at være blevet foreviget som dokumentation blev den sendt til himmels med resten af vores linie akvavit, filetteret og lagt i citronlage krydret med citron pepper. Muuummmmssss. Ca. 150 meter agten for styrbord så jeg ud af øjenkrogene et kæmpe plask som om der var noget stort der var faldet i vandet. Det adskilte sig meget fra de ellers mange brækkende søer hele vejen rundt. Lige da jeg fokuserede på området kom en kaskelot springende op i sin fulde længde og tyngde for at lande med et kæmpe plask igen lige ved siden af den første. Det næste spektakulære vi så på turen var natten før vi kom til Mindelo. Vi ”badede” i morild og rundt omkring os så det ud som om der blev drysset selvlysende lydløse undervandsbomber ud, og en delfinflok trak lange slanger af morild efter sig langs med båden og på kryds og tværs ind foran. Det var et vildt fantastisk syn. Vi ankom til Mindelo kl. 04 om natten, og blev modtaget af 2 store og meget venlige sorte mænd som havde nattevagten i Marinaen.

Cap Verde-Sao Luis

Så er det jul igen

Hvem har ….. …. på mit hoved?

Stefan og Anne fra Zanzibar, som tog videre til Fernando Noronhja

Ækvatorgave fra Zanziba

Zanzibar og Loa

Efter en lang og dejlig uge i Mindelo på Sao Vicente (Cap Verde) begyndte vi mentalt at bygge op til den ”stooooore” tur over Atlanten. Vi ville afsted på 2017 siden af nytår, så vi smuttede 30. januar ca. kl. 14.30, kurs 230, ingen vind så langsom start. På det første stykke af vejen mellem Sao Vicente og Ilha Sao de Antao havde vi fuld fart på, mellem 8-9 ms. Vi havde rebet storen (2. reb) og rullet genoaen halvt ind. Så vi gik derudaf i fuld fart. Det blev mørkt allerede ved 7.30 tiden, Awesome Orson (vindroret) var indstillet, preventeren var sat og han håndterede herfra sejladsen igennem hele natten. Hele den første uge var præget af vindstyrker på mellem 9-12 ms fra NØ og med en god medløbende strøm kom vi ret hurtigt forud for vores plan som (optmistisk) var at tilbagelægge 120 Nm i døgnet. På udsnit af sporet haved vi en max. SOG på 11,4 knob og gns. SOG (speed over ground) på 5,9 knob. (se skærmprint), helt vildt. Monsterbølger (i vores perspektiv) på 4-5 m gjorde at vi må have surfet nedaf nogle grande eksemplarer for at opnå den warpspeed. Men Loa opførte sig som om hun er beregnet til havsejlads, glat og behændig. Den sidste uge blev vejret lidt mere adstadigt, vinden ihvertfald, den faldt til ca. 5-8 ms med enkelte vindstille perioder. Til gengæld fik vi mere ustadigt vejr med tungt skydække og -regn. På tredie sidste dagen d. 11. januar, krydsede vi ækvator som vi fejrede med resten af Michaels Kraken rom, Roberts Sake og noget mærkeligt likør som Anita havde købt i Mindelo. Vi mærkede tydeligt at vi fik et bump da vi krydsede, og ækvatorstregen så vi tydeligt på overfladen. Det var vist likør?
National Geographic var endnu engang ødsel og vi fik følgeskab i over en time af nogle meget store delfiner (troede først at det var Grindehvaler pga. størrelsen) og tre dage i træk ved sengetid landede en lille sort havfugl med meget alvorlige øjne under sin grå/hvide pande. Hvis der er nogen der kan identificere den, så skriv endelig. Den har svømmehud (lidt svært at se på filmen).
Den sidste dag og nat, prøvede vi at holde farten lidt nede da vi kunne se at vi ville ankomme midt om natten. Det havde vi ikke lyst til pga. tidevandet, og det viste sig at være en god ide, for der var for lavt til at vi kunne komme ind til marinaen da vi rundende pynten. Vi fik talt med Frank (Casa Frankie), som anbefalede os at lægge til ved Ilha do Medo lige ud for Sao Luis. Her lå vi til kl. ca. 14.30 på en bøje hvorefter vi gik mod marinaen. På vejen ind kom Pilot båden ud for at modtage os sammen med Frank og et par af hans venner. Vi blev tudet i land og vi fik en kold pils smidt over som blev nydt med største velbehag, før vi blev guided ind på en fin plads ved siden af en stor barsiliansk ketch med en herlig brasiliansk familie.
Efter at have betrådt jorden, hilst på modtagelseskommiten og drukket et par lokale brasiliaske specialiteter, gik turen direkte til karneval i Sao Luis. Mindblowing.

Gave fra Neptun på “Flyvergrillen”

Vores natlige besøgende i 3 dage

Er der nogen der har et bud?

Rom til ækvator

Max SOG og Avg. SOG på en delstrækning

Rute og track

Ækvator

Ilha medo, hvor vi venter på højvande før vi går ind.

Ilha do Medo udenfor Sao Luis

 

(To be continued……)

Related Images:

Canarie øerne

Canarie øerne

Så er vi ved at være færdige i EU. Den sidste udpost er Canarie øerne og herfra går det videre mod Cap Verde.

Turen fra nordspanien til Gran Canaria

Ruten til Cap Verde

Quinta do Lorde (Madeira) – Tazacorte (La Palma)

Efter en fantastisk uge på Madeira, drog vi sydover mod La Palma. Turen tog 2 ½ døgn hvilket betød at vi var i Tazacorte kl. 8 om aftenen i kul sort mørke. Havnen er lidt tricky at komme ind i specielt i mørke, men det gik fint og vi lagde os langskibs ved diesel pontonen. Hollænderne var allerede ankommet og de tog imod os med med en kold bajer. Vi drak den hurtigt og gik til køjs. Næste morgen blev vi henvist til en mere holdbar plads og her bliver vi en uges tid. Vi har planlagt at leje en bil sammen med hollænderne og den hentede vi i lufthavnen på andendagen. Vi fik den en hel uge til 35 EURO pr, par. En sprit ny VW Polo. Vi har allerede været på det højeste punkt på øen, Los Muchachos, som ligger på kraterkanten på hovedvulkanen Caldera de Taburiente.

Jannie og Jacco (Dejlige hollændre)

Fest med en stor flok hollændre. Super sjovt og lækre fisk til den store guldmedalje.

Tazacorte-Playa de Argaya (Gomera)

Det blev et sørgmodigt farvel til alle de fantastisske hollændere som vi har mødt gennem Jannie og Jacco. Vi blev dog alle enige om at vi ville mødes på vejen videre ud i den store verden. Jannie og Jacco ligger over i Tazacorte, de skal en tur hjem til Holland for at hilse på deres søn. Men når de tager afsted igen vil de sandsynligvis møde os i Surinam, og det glæder vi os meget til. Nu har vi ankret op i en bugt på Gomera, lige op ad en lille by der ser ud til at have stået stille siden 1968. Alle butikker sælger flippertøj og tjubanger og nogle mærklige tingester de kalder WindSword, vistnok. De lyder lidt som et lyssværd fra StarWars når man svinger det i luften. Så flipperne går rundt i byen og jagter fluer med deres WindSwords. Nutcases. Der var også mange tyskere. Men en dejlig ø. Vi har ligget her i 2 nætter og fortsætter mod Grand Canaria med et stop på Tenerife. Aftenen inden vi tog afsted lå der en Petrel (Stormfugl) og baskede i vandet. Den prøvede at komme i luften, men kunne af en eller anden grund ikke. Den havde kæmpet længe og var fuldsrændig våd og træt. Den tabte konstant hovedet og var på vej til at drukne. Jeg hoppede i kajakken, fik bakset den op og sejlede tilbage til Loa. Her indlogerede vi den i forreste del af kajakken under overtrækket. Så håbede vi at den ville komme sig i løbet af dagen efterhånden som den tørrede. Den var svag men tør næste morgen, og vi var ikke klar over om den ville overleve, men den får sgu en tur til Tenerife. Så afsted med “Petrella”, 35 sømil til Tenerife.

Corys Sherwater (Corys Skråpe) Unge der var ved at drukne.

Playa de Argaya (Gomera)-Pouerto de Los Cristianos (Tenerife)

På vej mod Pouerto de Los Cristianos (Tenerife) blev vi igen modtaget af en flok delfiner samt for første gang af 2 flokke grindehvaler. Anita fik derudover et telefon opkald fra Anders fra Vosgienne. Vosgienne er vores “niecer og nevøer” som vi har mødt flere gange ned gennem Portugal. Anders har desværre måtte opgive at tage over på den anden side i år, men vil finde et sted at lægge Vosgienne op for vinteren her på de Canariske øer. Måske tager han over til næste år. Puerto de Los Cristianos er en turist fælde af værste skuffe, men her er en dejlig strand med stægt flæsk i stride strømme og masser af larm. Så vi tager snart videre. Føst prøvede vi at finde en veterinær til vores fjerede ven, men da det var allerhelvedes aften (Halloween) var alt lukket. Vi prøvede tre forskellige, begge lukket. “Petrella” viste dog tegn på bedring og vi besluttede at sætte den fri på nogle sten ved en forholdsvis øde strandkant. Vi håber det bedste, men nu var det op til den selv. Vi drager videre, nu mod Grand Canaria hvor Louis, Louise og lille Hugo kommer og besøger os. Hvis alt går vel kommer Saskia, Dan, Loa og Bjørn også. Fantastisk, vi glæder os.

Maximo (Hollandske venner i solnedgang)

Pouerto de Los Cristianos (Tenerife)-Puerto Anfi del Mar (Gran Canaria)

En rig Nordmand (Björn Lynge) har bygget et turistpalads med tilhørende lystbådehavn i en lille gudsforladt bugt med en bette strand på sydøstkysten af Gran Canaria. Her lykkedes det os at få plads i hele den uge Hugo, Louise og Louis var på besøg. Det var godt at vi fik havneplads, for det gjorde det hele meget mere bekvemt i forhold til at have småbørn på besøg. Det gik super godt og Louise og Louis fik flere nye sider af Hugo at se og Anita og jeg havde det bare skønt med at nulre med ham. Hugo er jo en herlig glad og dejlig fyr. Efter en uge måtte den lille familie desværre hjem til kulden igen. Vi må ses i Caribien til foråret. Nu er Anita og jeg alene igen og vi skal til at komme videre.

Som far og farfar så søn

Anfi del Mar (Turist fælde)

2 glade drenge 🙂

Anfi del Mar-Pasito Blanco

Vi fulgtes med Maximo (nogle hollandske venner vi mødte i Tazacorte) til en lille bugt små 5 sømil sydligere. Her ankrede vi op for natten. Her var lidt uroligt til at begynde med, men henad aftenen blev forholdende meget behagelige og vi havde en hyggelig og stille nat. Ikke så mange turister som i Anfi del Mar.

Pasito Blanco-Las Palmas

Vi blev enige om at tage en natsejlads til Las Palmas, for vinden i dagtimerne kan være meget kraftig men lægger sig henad aftenen. Så vi smuttede ved 18 tiden, sådan lige i tusmørket, og var allerede fremme ved en firetiden om morgenen. Vinden stod i NØ, så vi startede ud med bide vind på bagbord halse og gik omkring 15 sømil stik øst. Her vendte vi og kunne holdestyrbord halse hele ven mod Las Palmas. Ind i mellem løjede vinden, og så havde vi svært ved at holde op på kursen, men langsom svingede vinden længere mod øst, og så komvi hele vejen til Las Palmas i bælg ragende mørke. Kl. ca. 7 var det lyst nok til at vi turde gå ind i den meget travle havn med næsten fuld ankerplads. De 250 ARC både lå stadig i havnen, så ingen pladser her. Vi ankrede op tæt på et dansk par, Hans og Karin fra Hvide Sande der lå i Lady K, en Gibsea 37. Vi kender Karin og Hans fra FTLF weekenden i Ebeltoft i Januar måned, og vi havde lige sagt hej til dem tidligere ved Anfi del Mar. Det er hyggeligt. Nu er Anita taget til København i en uge, så jeg må findepå en masse jeg kan lave i den uge.

ARC’en forlader Las Palmas

Papaya

Gran Canaria kaffe

Gran Canaria jul

 

Herfra går turen til Cap Verde

Related Images: