Porto Santo-Madeira

Porto Santo og Madeira

Lissabon-Porto Santo

I dagene op til turen til Porto Santo havde vi lige kigget på vejrfiler og forudsigelser for at få en fornemmelse af hvordan vejret artede sig. Den sidste aften inden vi tog afsted gik vi (Anita, Michael og jeg) en tur langs floden Tejo (Teho på portugisisk) og kiggede ud på det mørke ildevarslende vand. Man føler sig tryg når man står på den faste promenade med trafikstøjen og lysene fra byen i baggrunden.
5 dage og nætter på det store mørke ocean, uhhhhhhh…. scary. Allerede den første nat, hvor stjernerne en efter en dukkede op på aftenhimlen, stjernetegnene blev klarere og klarere efterhånden som solen og månen forsvandt, satelitterne drev i lige linier stille tværs igennem mælkevejen og sporadiske stjerneskud skar sig igennem himlen på kryds og tværs, så sidder man lige der midt i det store sorte intet (eller altet) med et smøret smil på læberne som er umuligt at tørre af. Det var hyggeligt og sjovt at have Michael med om bord. Vi fik fortrinlig forplejning, lidt for få øl og kedelig tankvand, men intet kunne tage glæden ved rejsen fra os. Den første dag var der ok vind, og vi fik tilbagelagt omkring 135 sømil. De næste par dage flovede vinden og vi måtte se forspringet skrumpe ind mil for mil. Den sidste dag kom der lidt vind igen, men da var det lizzom for sent at indhente det tabte. Så efter 5 dage var vi i Porto Santo. Michael havde medtaget nogle sanghæfter fra han mors fødselsdag som vi skrålede fra ende til anden. Vi så ingen delfiner eller hvaler på turen, gad vide hvorfor? Til gængæld fik vi set skildpadder sovende i overfladen på 3-4 tusinde meters vand. Vildt. 5 dage tog det at tilbagelægge 508 sømil beholdende, 464,5 gennem vandet, så vi har haft en del medstrøm.

Porto Santo- Enseada da Abra (Madeira)

Vi blev på Porto Santo i 8 dage. En dramatisk og tør men spændende ørken ø. En dag lejede vi knallerter og kørte øen rundt. Michael fik sit gamle knallert ‘jeg’ igen, og gav den alt hvad remmer og tøj kunne holde, mens Anita og jeg på samme knallert, kæmpede os op og ned af de stejle bjergveje. En super tur, hvor vi bla. fandt en strand med naturlige bade bassiner formet i klipperne. Efter et par dage måtte vi sige farvel til Michael, og så var Anita og jeg alene igen i den store verden. Det var fedt at have dig med Michael og vi fik en masse goe grin, go mad og drikke og gode oplevelser. Efter at have ligget i havnen i 4 dage lagde vi os ud på en bøje de sidste par dage for at spare lidt penge og for at få lidt privatliv. Her gav vi bunden en fortjent vasker. Den var ved at gro godt til og begroningen bevirkede at vi efterhånden havde mistet en hel knob på farten. Herfra slap vi fortøjningerne en tidlig morgen og drog videre til Madeira.

Enseada da Abra-Quinta doLorde (Madeira)

Da vi kom til Madeira efter en dejlig dagstur, hvor vi blev budt velkommen af en stor delfinflok, lagde vi os for anker i en dejlig bugt på sydsiden af den østligste spids af Madeira. Her smed vi kajakken i vandet næste morgen og sejlede ind til stranden hvor vi gik os en fantastisk tur langs med kysten. Den første nat lå vi sammen med Maaike-Saadet (vores hollandske venner, Jacco og Jannie) men de havde en fast aftale om at gå i havn i Quinta do Lorde næste morgen, så vi var alene igen og havde hele verden for os selv. Næste morgen var vinden drejet i syd og kysten var pludselig blevet til en læ kyst, så vi måtte se at komme i havn inden bølgerne blev for store. Vi fik en god plads i Quinta de Lorde og herfra havde vi let adgang til hele Madeira. Vi lejede en bil for tre dage sammen med Jacco og Jannie og med dem drog vi på udflugt rundt på den fantastiske ø. Gåture på imponerende levadaer, udsigtspunkter som man bare kan drømme om og smukke smukke farverige mangfoldige landskabstyper. Vi var flabbergasted, som man siger på godt dansk. Efter en uges tid i “himlen” var det tid til at komme videre. Vi skal til La Palma, så vi kan sikre os at vi kan nå at være på Gran Canaria d. 7 November, hvor Hugo,Louise og Louis kommer og besøger os i en uges tid. Det bliver dejligt.

Jacco og Jannie, vore dejlige venner fra Holland

Vejret har været fantastisk, Loa sejler som en drøm og vi fortsætter mod de Canariske øer, hvor vi skal have besøg af Louise,Louis og Hugo og forhåbentlig også af Saskia, Dan, Loa og Bjørn.

Related Images:

Spanien-Cap Verde

A Coruña-Camariñas

Efter 8 dage i La Coruña tog vi afsted videre mod Camariñas. Ca. 40 sømil langs den nordspanske kyst mod Finisterre. Vi havde ingen vind og store gamle dønninger stod fra nordvest rodet godt rundt med andre mindre dønninger fra alle retninger. Pyyhhh. Det var ikke så sjovt. Vi startede motoren og gik det meste af vejen med kun storen oppe. Turen tog ti timer, og vi ankrede op i en lille bugt lidt forbi Camarinãs. Her fik vi en dejlig aften nydning. Vejret minder meget om en kølig dansk sommer hvor vinden bider lidt i ører og næse. Man skulle ikke tro at vi var i Spanien. Vi bliver nok hængende her en dags tid, for det bliver lidt hårdt vejr i morgen. Derimod skulle det blive bedre i løbet af et par dage, så går vi videre til Corcubion, små 30 sm sydover.

Carmariñas-Corcurbion

En ok sejlads uden de store begivenheder. Vi ankrede op i bugten og tog en hyggeaften på Loa. Herfra kunne vi følge med i livet i Cee, en lidt større by i bunden af bugten, og Cocurbion. Næste formiddag padlede vi ind til byen som var meget hyggelig og typisk spansk med smalle gader og cafeer på hvert et gadehjørne. Vi havde lidt hård vind indefra bugten og vi sad lidt på pinde. Vores erfaring fra Skotland sidder stadig i hukommelsen, selvom vi har fået opgraderet vores ankergrej, så vi skyndte os at komme “hjem”. I morgen tager vi til Ribeira, igen små 30 sømil mod syd.

Corcurbion-San Vincente do Mar

Nåhhhhh nej, Vi skiftede mening 9 sømil før Santa Uxia de Ribeira og gik til San Vincente do Mar i stedet. Indenfor den sidste sømil skiftede vejret til en blid brise med dejlig varme fra land. Vi fandt en anker plads i mellem fem hollændere, en franskmand og en spanioler, lige ud for en fantastisk strand som lå i udkanten af byen. San Vincente do Mar må være et ferieresort for spaniolere, for der var vildt gang i den. Masser af stegt flæsk på stranden og da solen var gået ned strømmede der live Jazz ud af højttalerne på stand baren. Meget hyggeligt. Vi fik hængt hængekøjen op som sandsynligvis bliver den næstbedste investering vi har gjort. Vi bliver en hel dag og nyder tilværelsen. Vi padler ind til byen og lugter lidt til det spanske. Igen blev vi ramt af hård vind i løbet af natten, så vi havde hjertet oppe i halsen igen. I morgen går turen til Baiona, den sidste spanske by inden Portugal.

San Vicente do Mar-Baiona

Efter et par og tyve sømil mod den portugisiske grænse kom vi til Baiona. En virkelig lækker spansk by, meget turistet med fede strande og alskens udbud langs en lang promanade. Lige bagved promenaden kom det klassiske spanske bybillede igen. Alle steder i de smalle og til tider stejle gader var der udendørs servering af den ene eller anden art og det var stort hyggeligt. Vi fandt en Pub der hed Sirius Pub, som var specialiceret i at håndtere det sejlende folk, på den måde at forstå, at hvis sejlere har problemer af enhver art er det muligt at få hjælp her. Og så havde de en drøm af en lokal brygget Pale Ale, og de var skide søde. Da vi lagde til, så vi at Jako og Janni, to hollændere vi havde mødt i Crosshaven lå for anker, så der var glædeligt gensyn. Vi var en del sammen med dem og de var på Loa på besøg. Efter et par dage for anker i Baiona, tog vi videre til Viana de Castelo, den første portugisiske havn.

Protestantisk lidelse og tænders gnidsel

Portugal

Baiona-Viana de Castelo

Den første længerevarende spiler sejlads havde vi på den godt 30 sømil tur til Viana de Castelo. Herligt. Vi fik plads inde i en forholdsvis lille havn. Janni og Jako sejler i en stor 50 fods aluminiums båd, så de blev henvist til en ponton udenfor havnen, da de var for store til at gå ind. Vi havde et par sjove dage med dem og da der samtidig var festivitas i byen med fyrværkeri og div. festligheder, optog med musik , trommer og folkedragter, var omgivelserne sat. Øverst oppe i byen var der Taj Mahal lignende bygning, som vi lige måtte undersøge nærmere. Det var en slags kapel til ære for en vis Skt. Luiz. Herlig tur og god motion. Herfra sejler vi til Povoa de Varzim, stedet hvor vi parkerer Loa i et par uger mens vi tager til København. Hollænderne sejlede afsted til Azoerne men inden da aftalte vi at mødes på enten Madeira eller Canarie øerne. Nu får vi se.

Viana de Castelo-Povoa de Varzim

En lille tur på godt 20 sømil. Efter en halv sømil blev vi omsluttet af tæt tåge som varede det meste af vejen til Povoa de Varzim. Vi havde ok vind, en agten for tværs på bb halse det meste af vejen. AIS er Neptuns gave til det sejlende folk, Aaaaaaaamennnn. Kort før vi gik i havn blev tågen endnu tykkere, og vi kunne ikke se en hånd for os. GPS er Neptuns gave til det sejlende folk, Aaaaaamennnn. Vi var ikke mere end tyve meter fra den yderste nordlige mole, som skulle angribes sydfra, før vi kunne ane skyggen fra den. Da vi så den var det 90 grader styrbord indtil to grønne bøjer inde i havnen skulle passeres for ikke at strande på 0,9 meters dybde bag den sydlige mole. Herfra 90 grader sb igen og stik syd før vi kunne ane flydebroerne. Og så var det også begyndt at blæse op. Men ingen panik. Vi fik stille og roligt lagt os ind til en fri bro og fortøjret i god ro og orden. Så her bliver vi i mindst 14 dage. Vi har fået en pris på en måned, som vil svare til at vi betaler små 30 kr./dag med el. Det er sgu da ok. Der er Metro ti minutter fra havnen som går direkte til Porto, og med et skift er vi i lufthavnen. Hvad mere kan man forlange.

Povoa de Varzím-Leixoes

Efter 12 dages tur til Kbh. var vi atter tilbage i vores dejlige hjem. Turen til Kbh. var tæt pakket med højintensiv familie og venne samvær, 1 navnefest for dejlige Hugo, 3 fødselsdage, 3 kapsejladser og børne- og vennebesøg samt 3 gange tandlægebesøg. Så vi skulle lige bruge et par dage i Povoa de Varzím til at falde tilbage i rytmen igen.
Janne og John, I skal have så mange tak for jeres fantastiske gæstfrihed. Vi har virkelig nydt at være gæster hos jer og vi glæder os meget til at kunne møde jer et sted derude, formodentlig på Cuba. Tak også til Roskilde gæstfihed, samt dejlige sommerhus dage. Et skønt gensyn med goe´ venner.
Vi kom fra dejlige eftersommervarme Kbh. til en halvkold og diset havn i Portugal. Atlanterhavet er koldt, og når vinden står nord/nordvest blæser der kold luft ind over land som er årsagen til den kolde dis. Brrrrr……. max. 15 grader. Når solen får brændt disen væk i løbet af formiddagen bliver der dejligt lunt, men ikke voldsomt varmt.
For at komme igang med rutinerne sejlede til Leixoes. En kort men kedelig tur. Ingen vind og store gamle dønninger. Det sgu ikke sjovt. Vi tog på restaurant og fik os den lokale sangria og hjemmelavet tapas. Englene sang endnu engang.

Billeder fra Porto.

Leixioes-Aveiro

Vi smuttede ca. kl. 10. Der var ingen vind, men i løbet af den første time kom der godt gang i sejlene. Det meste af turen gik vi mellem 5 og 6 knob, agten for tværs/halvvind, så efter 7 timer lå vi for anker i Aveiro ved siden af Vosgienne fra Odense. Vi mødte dem i Leixoes og de skulle samme vej som os. Her lavede vi Alt godt fra havet med ris og tomat salat. Gudemad. Om morgenen blev vi vækket af en flok soldater der var på højlydt stroppetur på militær kasernen der lå lige udfor hvor vi var opankret.

Aveiro-Figuiere da Foz

I modsætning til Spanien hvor dybe fjorde skærer sig ind i landet hvor sandstrandene befinder sig i bunden af fjordene og afgrænses af dramatiske klippeformationer, er Portugal én lang sandstrand. Set udefra Atlanterhavet ser Portugal ud som en håndmad hvor byerne er spredt ud som pålæg på lyst brød i bunden og Figueira da Foz var ingen undtagelse. En havn med et mærkeligt system til indtjekning som gjorde det nærmest umuligt at sejle derfra og samtidig få udleveret sit depositum for adgangskortet. Meget pæn by, men vi fik ikke set så meget da vi havde travlt med at komme videre sydpå. Vi har haft nogle fantastiske sejldage. Lange bløde bølger god vind agten for tværs og og høj sol. Vi måtte bare have mere af den slags.

Figuero da Foz-Nazaré

En fantastisk sejlads førte os små 40 mil sydover til Nazaré. En vild smuk by der som topping på et stykke lyst brød ligger lige ned til en fantastisk sandstrand, hvor atlanterhavsbølgerne tordner ind med voldsom kraft. Det lyder nærmest som torden når de største af bølgerne hamrer mod strandkanten.Her fik vi at vide at der var målt bølger på 33 m. Der var badeforbud den dag vi var i byen, præcist 4 måneder efter at vi forlod LLB. Vi spiste dejlig fisk på en restaurant i en meget charmerende del af den gamle by. Bagefter tog vi en tur op til en bydel som lå oppe på et bjergparti bagved hovedbyen. Herfra var der en fantastisk udsigt over hele Nazaré bugten.

Nazaré-Peniché

Dejlig morgen, høj sol og let vind fra nord, what else 😉 Vi havde lige klargjort og var på vej ud, så ramte tågen os med fuld kraft. Det blev koldt og klamt og solen forsvandt jo lissom. Vinden aftog ikke, så det var bare at komme afsted. Det blev en lidt svær sejlads, for der blev spændt ben for de lange tunge bløde bølger af nogle mindre tværgående hvilket resulterede i ren popkornsejlads. Men efter små 5 timer lå vi i Peniche. Vist ikke en by med den store tiltrækning på cruise sejlere, hvilket er forståeligt da det nærmest umuligt at drive nogle personer op der vil tage imod os og have vores penge. Nå men vi må se i morgen…..

Peniché-Cascais

Her blev vi i 2 nætter da der var lovet meget store bølger og ikke meget vind på Atlanten de næste par dage. Ok, hyggelig by, med en fantastisk sandstrand og høje vesterhavsklitter. Vi gik en laaang tur for at finde gas til Cobb grillen, men uden resultat. Herfra gik turen videre til Cascais, den sidste by før Lissabon. Vinden var taget til, og bølgerne var tårn høje stadigvæk. En hurtig men ikke særlig behagelig tur, som kulminerede da vi rundede pynten lige før Cascais. Her blæste det helt vildt op men heldigvis var bølgerne blevet lidt mere spiselige, så vi rullede forsejlet ned og gik resten af vejen til Cascais bugten uden problemer. Her ankrede vi op lige ved siden af Vosgienne fra Odense. De dejlige unge mennesker som vi mødte første gang i Leixios. Vi endte med at tage på værsthus med hele Vosgienne besætningen og vi fik os en hyggelig aften/nat i det vilde Cascais liv. Rigtig sjovt. Det er nok her vi har fået tilnavnene onkel Kurt og tanta Anita.
Cascais er et fantastisk sted. Vildt charmerende med alt hvad der kan bydes på af mad, drikke, sol, sommer og strand.
Mens vi var i Cascais kom Brian og Johanne på besøg og overnattede en enkelt nat inden de skulle videre på Camino vandretur til Porto. Det var vildt hyggeligt, og ret sjovt at de lige var i Lissabon mens vi var på de kanter.
Et par dage før vi sejlede til Lissabon kom Mickael til Cascais. Vi havde en aftale med ham om at han kunne være med til at sejle Loa til Porto Santo, en lille ø små 40 sømil vest for Madeira. Gensynsglæden var stor da vi mødte ham på Cascais banegård.

Cascais-Lissabon

En lille tur til Lissabon var hurtigt overstået. Vi havde behov for at proviantere og bunkre diesel og vand. Vi fandt en sted i Lissabon der mindede lidt om en blanding af Christiania og Kødbyen hvor vi fik det lækreste mad længe. Vi fik et par lange gåture langs promenaden ud til floden Tejo i løbet af de to dage vi var i Lissabon. Men vi fik gjort klar til turen til Madeira, små 500 sømil, omkring 5 dage. Vejrvinduet var klart og strategien var lagt. Farvel til det europæiske kontinent og den Iberiske halvø.

Det var så kontinentet. Herfra går turen videre til de atlantiske øer Porto Santo, Madeira, Canarie øerne og sluttelig Cap Verde.

Related Images:

Biscayen

Crosshaven-La Coruña

Så er det nu. Vi må se at komme til Spanien. Jeg har fulgt med i vejrudviklingen den sidste uges tid for bare at få en overordnet fornemmelse af det store vejr billede. Vores hollandske venner i Maaike-Saadet, var taget afsted på en vejrsituation der skulle passe dem. De tog afsted i en rigtig pivert. Det blæste mindst 10 ms da de tog afsted. Jeg downloadede en Weather fax som antydede at en storm var “under development” ud for NewFoundland, men også at den først vil være i midtaltanten 4 dage senere. Den viste også at der var kraftig vind ud for den irske kyst, 10-15 ms. Den sidste gripfil jeg hentede ned inden afgang, antydede at vinden var vest/sydvest men rimelig kraftig ud for Irland, men efterhånden ville den falde og give os fin let til frisk vestlig vind i løbet af de næste døgn. Vi var lidt nervøse over den udviklende storm over New Foundland, men hva’, den kommer først om 4 dage. Så vi smed fortøjningerne og tog afsted en halv dag før planlagt, så mente vi at vi havde en bedre margin end hvis vi ventede til næste morgen. Kl. 16.30 var vi ude af Crosshaven og på vej over Biscayen. Vi havde sat 4 waypoints på ruten som skulle svare til at vi sejlede 120 sømil/døgn hvilket skulle svare til en gennemsnits hastighed på 5 knob.
Allerede ved udsejlingen fra Crosshaven begyndte atlanterhavet at gøre indtryk. Det hårde vejr der havde været de forgående dage havde efterladt nogle velvoksne dønninger fra sydvest og vinden stod i samme retning. Vi havde 2. reb i storen og forsejlet var rullet ca. 50% ind. Vi skulle holde en beholden kurs på 180 (stik syd) men vores sejlede kurs skulle helt op på mellem 190 og 200 for at vi kunne gå 180, og da vinden ikke var stik vest men vest/sydvest var vi flere gange oppe at køre foran for tværs og indimellem bide vind. Igen måtte vi prise os lykkelige for vores vindror, awsome Orson (Den tredie mand). Det klarer alle skær.

Det første døgn var koldt, hårdt blæsende og meget ukomfortabelt. Søsygen sneg sig stille og roligt ind og vi blev meget billige på kost. Vi loggede for det meste af tiden mellem 6 og 7 knob og det gik raskt over atlantens bølger. Loa tog imod alt hvad atlanterhavet bød på og overraskede ikke negativt på nogen måde. Kurt krøb ind under spray-hooden i sin overlevelsesdragt og Anita røg i slingrekøjen i salonen. Sådan gik den første nat. Næste dag fejrede vi at vi var nået 20-25 sømil længere ud end vi havde planlagt, så gennemsnitsfarten har ligget på over 6 knob. Det måtte fejres med en go irsk IPA. Det eneste det var muligt at få ned. Ellers var 2. dagen og natten en gentagelse af den første, og vi holdt kadencen. I løbet af andendagen havde vi holdt øje med barometertrykket, og var blevet lidt bekymret da det var faldende. Hvad nu hvis det stormlavtryk som var blevet annonceret havde haft mere fart på end forventet? Turde ikke tænke tanken til ende. Nåhh, men på 3. dagen begyndte det gode vejr. Vinden faldt så meget at vi besluttede os for at sætte jerngenuaen. Solen kom frem, barometeret var igen stigende og delfinerne var begyndte at lege foran os, til vores store begejstring. Vi var også begyndt at spise, og søsygen forsvindende. Tøjet var også ved at komme af og alt blev herefter meget nemmere. Vi holdt også kadencen på 3. dagen og natten gik med stjernekiggeri. Den 4. dag var det blevet rigtigt sommer, ingen vind og solen stod højt på himlen og det var tid til bar røv og viklers. Endelig!!!!!! Snart 3 måneder med i fuld sejl ornat hver eneste dag var overstået. Kl. ca. 19.00 var vi i A Coruña. En vild fed tur som vi aldrig glemmer.

Vores trip distance viste 560,8 sømil, mens vores beholdende distance var 523,39 sømil, hvilket antyder at vi har haft en del modstrøm som igen siger noget om at vi har haft god fart på. Rutens distance siger 512 sømil +/- ??.

Related Images:

Inverness – Cork

Caledonian Canal (Invernes-Fort Williams)

I Invernes lånte vi nogle cykler i marinaen og tog på indkøb og sightseeing i byen. Vi fandt en Aldi og der var sågar også en Lidl. Hmmm… de tyskere er vist alle steder. Vi havde håbet på at finde en god pub hvor vi kunne sidde udendørs og nyde bylivet, men det var der nu ikke så meget af.

Næste morgen sejlede vi ud, rundt om hjørnet til indsejlingen til kanalen. Her betalte vi for licensen, 50,20£. Et latterligt lille beløb for 8 dage i kanalen. Det er udenfor sæsonen så derfor meget billigere end beregnet.

På tværs i kanalens 2. sluse. No harm done

Tysk børnefamilie med en meget skinger kaptajn (Far)

Turen gennem CaledonianCanal. Sigsag delen er krydssejlads på Loch Ness i stiv vestenvind.

Vi fulgtes med Henrik og Charlotte i gennem de første par sluser. Den første gik uden problemer, men i den anden slap forfortøjningen midt i den værste malstrøm og vi lagde os på tværs af bassinet. Heldigvis var Charlotte hurtig og greb os i forpulpitten og holdt os fast indtil hjælpen kom fra slusepasseren. Han smed en line til Anita og trak os tilbage igen. Henrik var cool nok til at tage billeder. Så no harm done. Kun søde kommentarer som ‘no problem, it has happened before, so no worries ……’ underforstået, ‘hold kæft nogle amatører’. Sidenhen er alt klappet. Vi ankrede op og spiste frokost ved Urqhart Castle, en gammel slotsruin 1/3 nede af Loch Nes på styrbord side. Vinden lå i stik vest, mellem 5-8 ms, men efter pausen besluttede vi os for at “sejle” Loch Nes. Det blev til 27 vendinger fra Urqhart Castle til Fort Augustus. Herlig tur.

Smukt sted, Fort Augustus. Der var lovet hård kuling næste dag, så vi tog en ekstra dag her inden vi fortsatte til Laggan Locks. Her holdt vi Anitas 25 års fødselsdag, med sækkepibe fra morgenstunden og middag på The Eagle Barge. En gammel flodpram der var laver til knejpe og spisested. Dejlig lammeskank og god pils.

Så afsted mod Neptunes staircase. De sidste sluser før vi forlader kanalen. Vinden er gået i øst, det er koldt og det p….. ned fra morgenstunden. Men hvor er her skønt. Sover længe, drikker morgenkaffe, sover lidt mere og hygger i dejlig radiator varme. Kurt fik engang en radiator af Hans Rysgård og den har flere gange reddet vores liv. Tak skal du ha’ Hans.

I morgen fortsætter vi mod Kurt’s lille landstykke som ligger mellem Fort Williams og Oban.

Caledonian canal

Øvrige indtryk fra kanalen:

Foccasio redningskrans-Lavet i Omnia ovn

En lille film med indslag fra turen gennem kanalen.

Caledonian Canal – Cuil Bay

Drama!!

Fra Caledonian Canal ville vi opankre i en lille bugt, Cuil Bay, halvvejs mellem udsejlingen fra Caledonian Canal og Oban. Vi skulle besøge Kurt´s kvadratfod store besiddelse, som han har fået af Louis i 60 års fødseldags gave. Vi var der i løbet af et par timer. Vejret var fornuftigt uden at være prangende. Vi ankrede op, fik blæst kajakken op og padlede i land. Vi havde koordinaterne på besiddelsen, men vi bestemte os for at vente til i morgen, da det ikke lå lige rundt om hjørnet, og det var ved at blive sent. I løbet af natten blæste det meget op, vi satte ankeralarm og gik til køjs. Næste morgen padlede vi ind igen og gik langs landevejen mod Kurt’s besiddelse. På vejen fik vi udsyn over bugten og kunne se Loa “ligge” trygt i bunden af bugten. Så vi skulle til at gå videre da vi lige kiggede en ekstra gang for at være helt sikre. WHAAATTTT!!!! Loa driver. Loa var på vej ud i bugten helt alene. “Endelig… fri som en fugl”. Hvad fanden gør vi. Vores hjem er ved at stikke af fra os, og her står vi i indkørslen til en skotsk familie med to kæmpe storgøende hunde. Nikole kom ud og gav os ret. “Jeres hjem driver da”. Hop ind i min bil, så kører vi ud og henter hjælp. Det var da en dejlig god ide, så vi blev kørt til kajakken på stranden, kastede os ud i bølgerne og padlede så mælkesyren stod ud af ørerne. Vi havde heldigvis medvind, og vi gjorde gode fremskridt. Efterhånden var
vi indenfor en afstand der gjorde at vi blev overbevist om at vi næsten var hjemme. Så kom der en motorbåd med to friske skotter som Nicole havde fået fat på. Reddet!!!!! Vi fik standset Loa og fik manøvreret os til en fortøjringsbøje der kunne holde for natten. Som “belønning” havde en af vores redningsmænd lagt 6 kammuslinger på kajakken som hurtigt blev omsat til noget dejligt spiseligt. Dagen efter blev så dagen hvor vi tog på ekskursion til Kurt´s besiddelse. Endelig lykkedes det. I regnvejr men i godt humør. Vi fandt besiddelsen og fik en lille Laphroaigh whiskey på stedet. Derefter tilbage til Loa og videre til Oban. Det er ikke så nemt at have en besiddelse i Skotland. Det er hårdt arbejde.

6 Kammuslinger lå på kajakken efter den store redning.

Cuil Bay-Oban
En pragtfuld tur til Oban. Oban Marine ligger på en ø lige udenfor Oban, så for at komme til Oban, som er en meget hyggelig og køn by, var der småbåds transport til byen. Vi havde et par skønne dage her.

Oban-Crinan Canal.
En herlig lænsetur med vilde strømforløb lige inden vi kom til Crinan Basin. Det er nok noget af det smukkeste sted vi har lagt til indtil videre samtidig med at vejret faktisk var meget fint.
Vi gik en tur i resterne af den oprindelige skotske regnskov, blev det påstået. Dejligt sted.

Crinian canal

Det tager bare en dag at sejle Crinan Canal, men sluserne er manuelle, og da Anita har lidt problemer med sin arm, var vi glade for at få hjælp fra Swiss II, 6 svejtsere med højt humør. Alt
gik glat og vi endte i Adhraigh henad aftenen. Anita og jeg gik en tur ned af hovedgaden for at finde den lokale pub. Total mennesketom og lidt trøstesløs hovedgade, men vi fandt den og gik
ind, og en ny verden åbnede sig for os. En bartender og 6-8 folk fordelt ved to borde i hver sin ende af knejpen, var til tirsdagsquiz. Vi bestilte et par pint of bitter, og så fortsatte
sceneriet ellers hvor det slap da vi trådte ind. Bartenderen læste spørgsmål op som de to grupper skulle gætte og få point for. Vi fik også et sæt spørgsmål, og prøvede at være med. Det gik
vist ikke så godt. Da quizzen var færdig fik vi en sludder med bartenderen som var meget hyggelig og oplysende. Bla. vidste han at kiosken lidt længere henne af gaden havde stik til iPAD og
at han åbnede kl. 06.00. Perfekt, lige hvad jeg manglede efter vores uheld med saltvandet i iPad’en.

Crinan Canal-Campbeltown
Vi sagde farvel til Svejtserne. De havde EL-problemer og måtte til Tabert for at få det lavet, mens vi skulle videre til Campbeltown. En dejlig tur som 5 sm før Campbeltown nåede sit højdepunkt
med en stor flok på omkring 30 delfiner hoppede og spang rundt om os så vandet kogte og som fulgte os lidt på vej. Fantastisk oplevelse.

Ikonisk fyrtår ved indsejlingen til Campbeltown

Øvrige indtryk fra den sidste del af Skotland.

Farewell Skotland

Next stop Northern Ireland and the Republic of Ireland

Irland fra nord til syd.

Campbeltown-Carrickfergus

Turen til Nordirland fra Campeltown tog ca. 10 timer og foregik uden de store sværdslag. Da vi ankom til Carrickfergus blev vi modtaget med vink og smil og welcome fra et selskab der sad og hyggede i en Sigma 35. Det viste sig senere at det var en del af en hel flotille af Irere fra Wicklow, midtvejs på den Irske østkyst. Vi havde det irske besøgsflag under højre salling, og det gik op for as at det nok var derfor irerne syntes at vi skulle modtages med fynd og klem. Senere på dagen gjorde de os høfligt opmærksom på at det jo ikke var irland vi var kommet til, men Nord Irland, og det er britisk og ikke alle i Nord Irland ville se mildt på den slags. Ned med det irske flag og op med det britiske. Flovt. I løbet af 2. dagen blev vi inviteret til at deltage i deres BBQ som blev afholdt på et værtshus midt i byen. Det endte med sang og skrål og en masse øl og tilsidst endte vi i Carrickfergus’ Sejlklubs klubhus, som nærmest var at sammenligne med Langeliniepavilionen. En masse hyggelige mennesker som alle var meget højtrøstede og i godt humør. Det blev sent og vi skulle afsted næste morgen. May the road rise behind you, blev vi hilst med på Gaelisk af Charlie. Fed aften. Vi fik sagt go’ nat og tak for en fed aften til Charlie, Barry, Colum og Onja, og på gensyn i Wicklow. Vi regnede med at gå til Wicklow på et tidspunkt på vej sydover.

Carrickfergus-Bangor

Bangor er endnu en forstad, som ligger på sydsiden af indsejlingen til Belfast. Der er ikke mere end 6 sm tværs over, så den var hurtigt overstået. Bangor marina er stor og dyr, men lækker. Der var meget livigt og vi var på en anbefalet bar der hed Jenny Watts hvor vi fik en go’ IPA. Vi overværede også Orange ordenen blamere sig selv med deres sære udklædning og provokerende manifestation af britisk overherredømme marcherende gennem gaderne. Det er tæt på d. 12. juli hvor de fejrer et vundet slag for et par hundrede år siden, så de var ude og øve sig.
Vi købte 15 meter mere ankerkæde og et tungere anker.

Bangor-Copeland Island

Små 6 sm øst for Bangor ligger en lille ø der hedder Copeland Island. Her tog vi en nat for anker. Dejligt at være væk fra storbyen og nyde en dejlig solnedgang. Det var dog stadig koldt, men vi havde selskab af flere sæler i løbet af dagen.

Copeland Island-Ardglas

Fra morgenstunden lå vinden lige til et spilerben direkte til Ardglas, så der blev hurtigt rigget til spilersejlads for bagbord halse. Første spilermulighed på hele turen, forventningen var stor. Vejret var fint, 3-4 ms fra nord. Op med ankeret, ud med genuaen, stagen op til vandret, spileren underlig frem til stagen og op med toppen. 20 cm. fra at være oppe slap krogen af en eller anden grund, og spileren var i vandet. For h…… £$@$£@£8 ‘*^¨¤%#”&/%¤#%#¤ og en masse andre forbandelser.
Vi kom til Ardglas i adstadigt tempo og fik en hyggelig aften her, hvor vi mødte Owen og hans far som var fra på vej til Carringford med deres HR 40. Owen tilbød at kravle i masten og hente vores spilerfald ned igen. Han ville komme over inden vi stak afsted næste morgen.

Ardglas-Carlingford

Owen kom fra morgenstunden kravlede i masten og hentede spilerfaldet ned igen. Sej knægt ham Owen som var ca. 18 år og ville læse til Marine biolog på universitetet i Galway. Vi var hurtigt i Carlingford som var en meget hyggelig irsk middelalderby hvor vi bla. røg ind på et værtshus med vild gang i den levende musik og fed stemning.

Carlingford-Howth (Dublin)

Turen til Howth marina (Dublin) gik også uden problemer. Vejret var begyndt at blive lidt varmere og det var helt tilforladeligt vejr. Poul kom på besøg og vi mødtes inde i Dublin på hvad det må betegnes som Dublins hovedgade. Herligt gensyn med vores gamle nabo, så vi måtte straks in og få en pint af noget godt øl. Det blev på Riverside Pub ned til floden Jiffey. Vi tog toget tilbage til Howth og indlogerede Poul i bagbord køje i salonen. De næste par dage hyggede vi i Howth og Kurt var lige et smut til Dublin for at få repareret den iPAD der havde fået problemer på Nordsøen.

Howth-Wicklow

Muligheden for en spiler tur til Wicklow var måske indenfor rækkevidde indtil vi kom ud i det irske hav, hvor det viste sig at den nordlige vind som var blevet lovet var blevet til en NØ i stedet, dvs. en halvvind med 6-7 m/s, så ingen spilersejlads i denne omgang heller. I Wicklow lagde vi os for anker den første nat. Wicklow er gratis og næste morgen lagde vi os ind til kajen, en høj mur af hvor tidevandet løftede hhv. sænkede os mellem 3 og 4 meter et par gange i døgnet. Det er sjovt med det tidevand. Det er en ny dimension at skulle forholde sig til. Men det gik fint. I Wicklow fandt vi en hyggelig pub hvor vi gik ind for at få en øl og noget at spise. Her kom Kerrie, bartenderen, imødekommende hen og spugte hvad hun kunne hjælpe os med. Vi fortalte hende at vi lige var sejlet ind til Wicklow og var blevet lidt sultne og tørstige. Hun fortale at hun udover at være bartender betyrede sejlklubben og vi bare skulle få fat i hende hvis der var noget. Vi fortalte hende at vi havde mødt hele Wicklows sejlklub i Carrickfergus og at hun skulle hilse Charlie og Barry fra os. Hun fór hen til telefonen, ringede til Charlie og Barry, og et kvarter efter stod Barry i puben og hilste på. Vi fik nøglen til klubhuset og skulle bare benytte os af alle faciliteterne så meget vi lystede. Det er Irsk gæstfrihed.

Wicklow-Arklow

Vi havde en meget hyggelig sejltur til Arklow. Vinden er ekstremt skiftende i det irske hav, og det var ikke anderledes på denne tur. Poul skulle hjem fra Arklow, så vi gik et par små ture i byen fandt tog stationen som vi ikke havde brug for alligevel da Poul endte med at tage en meget hurtigere bus direkte til Dublin lufthavn. I første omgang havde vi lagt os udenfor marinaen på en ponton, men da vi havde sagt farvel til Poul, rykkede vi ind i marinaen for en nat til. Vi blev nødt til at vente til noget slemt vejr havde lagt sig nede ved sydkysten. Vi fik fyldt diesel på for ca. 5 kr. literen. Her må sejlskibe godt bruge farvet brændstof. Igen fik vi en fortrinlig hjælp af folk. Havnefogedens søn kørte ud og hentede diesel for os. Alle er bare vildt hjælpsomme. Dejligt.

Arklow-Kilmore Qay

Vi havde en ret vild tur til Kilmore Qay, den første marina efter at have rundet det SØ’lige hjørne af Irland. Det meste af vejen havde vi medstrøm, og på et tidspunkt sejlede vi 6 knob gennem vandet men den beholdne fart var på 9 knob, så det gik stærkt. Da vi kom tættere på det SØ’lige hjørne kolliderede strømmen med bølgerne der kom ind fra atlanterhavet. Bølgerne var enorme og var fra det dårlige vejr fra dagen før, så vi kom ind i den vildeste tørretumbler jeg har oplevet. Forestil jer de popkorn vi ryger ind i ved den nye krydstogtskaj ved københavn når vinden er SØ, blot med 10 gange større bølger. Voldsomt men Loa klarede den fint. Desværre døde vinden også lidt, så vi var totalt i søernes vold. Men endelig kom vi til Kilmore key hvor vi mødte Marian og Connor, endnu engang 2 dejlige Irer i deres TwoCan, 40 fods stor alubåd, langturssejlere gennem mange år. Der var vist ikke et sted som de ikke havde været. Vi tog på fiske restaurant med dem og fik sludret en masse.

Skilt foran indgang til en legeplads. Altså kun for børn der kan læse.

Kilmore Qay-Crosshaven (Cork)

Fra Kilmore Qay gik turen til Crosshaven. Igen en meget udfordrende sejlads. Ca. 60 sm, som endte med at tage 17 timer efter at have sejlet 78 sm, pga. vindskifte både retning og styrke. 180 grader både frem og tilbage et par gange. Vi ankom til Crosshaven ca. 00.30 i bælg mørke i modstrøm og snævert farvand. Vi fandt en bøje og fortøjrede os her for den første nat. Næste morgen lagde vi os til kaj lige bagved et hollandsk par i Maaike-Saadet, en kæmpe aluminiums sejlbåd. Janni og Jaco. Anita etablerede kontakt med dem og de inviterede os til en kop kaffe, bajer, rødvin og let spiseligt tilbehør. Her sad vi i flere timer og sludrede og hørte om deres vilde ture rundt om i verden. De havde vist også været over det hele og havde sejlet i uendeligt mange år. Havde bla. ligget på Islandsbrygge i en hel måned for ti år siden. Ellers fortalte de om deres ture til Patagonien, Nordvestpassagen, Lofoten etc. Vilde mennesker men meget afslappede og søde. Det havde ligger i Crosshaven i 3-4 dage og ville benytte sig af det vejrvindue der lige lå for dem i dag, så de er afsted over Spanien via Canarieøerne til Azorerne. Måske møder vi dem på Canarieørerne. Hvem ved. Lige nu skal vi vente på et vejrvindue til os, så skal vi toppe op på forsyningerne og så afsted.

Glæd jer til turen over Biscayen. Snarest.

Related Images:

København-Invernes

Så blev det alvor. Nu er eventyret startet og afsted går det op langs den svenske skærgårdkyst.

For our American family:

Then the dream became real. Now the adventure has started and up along the Swedish archipelago it goes.

Vejret er fra starten råkold men klart. Vinden har vi med os de første par dage helt op til Gottskär. Inden da tog vi en overnatning i hhv. Torekov og Varberg hvor vi lige nåede at udforske den spændende gamle danske borg fra Carl d. XI’s tid, som var et resultat af de dansk-svenske krige back then.

The weather is raw and cold from the start but clear. We have the wind with us the first few days right up to Gottskär.
Before that we had one night in Torekov and Varberg where we just explored the exciting old Danish castle from Carl D. XI’s and Chr. IX time,
which was a result of the Danish-Swedish war’s back then.

Herefter gik turen til Styrssö Bratten, en smuuuuukkkk ø lige syd for Göteborg. For fulde segl på en foran på tværs mellem 7-12 ms. Vi rebede både store og genua, fandt balancen og susede deropad uden problemer. På de åbne steder havde vi bølger i 2-3 meter størrelse, men under øerne havde vi dejligt fladt vand.

Then the trip went to Styrssö Bratten, a beauuuuutifull island just south of Gothenburg. Full sail on port tack, strength 7-12 ms. We reefed both main and genoa, found the balance and hurled northbound without any problems. In the open seas we had waves in 2-3 meters size, but under the islands we had nice flat and following seas.

Möllösund blev næste stop. Små 15 sm nord for Marstrand, som vi langsomt og måbende gled igennem, og med kikkerten for øjnene blev enige om at vi havde sparet i tusindvis af kroner ved ikke at lægge til her. Den ene forretning efter den anden, og bæverdinger af alle observanser faldbød alskens herligheder. Så…. savlende gled vi videre til Möllösund.

Möllösund was next stop. A little 15 nautical miles north of Marstrand, which we slowly and gently slipped through, and with the binoculars on the eyes agreed that we had saved thousands of danish kroners by not moring here. One business after another, Café’s and bars of all observances sled by. So we went drooling on to Möllösund.

Den spejdende fiskerkone (ikke Anita) – Möllösund

Fra Möllösund til Hunnebostrand gennem Sotekanalen. Hele vejen skiftende fra mellem foran for tværs til bidevind. Små 30 sm. Koldt igen men klart vejr, lavt hængende skyer men tørt. Fantastisk tur. Alt klappede igen.

From Möllösund to Hunnebostrand through the Sotekanalen. All the way shifting from front to cross to bite winding. Small 30 nm. Cold again but clear weather, low hanging clouds but dry. Fantastic sailing. Everything works well again.

Turen fra Hunnebostrand til Strømstad, ca. 40 sm, 2 små vendinger og ellers bidevind hele vejen på ydersiden af skærgården. Høj sol, meget klart vejr, let til frisk vind, NNV, dejlig sejlads. Vi bliver et par dage i Strömstad. Fed havn, dejlige toilet- og badeforhold, WIFI, så vi kan opdatere hjemmeside. Vejret er fantastisk og lidt byliv er da heller ikke at fornægte. Fand lige en bæverding hvor de serverer mums IPA.

The trip from Hunnebostrand to Strømstad, approx. 40 nm, 2 small turns and otherwise bite winds all the way on the outside of the archipelago. High sunny, very clear weather, easy to fresh wind, NNV, nice sailing. We will stay for a few days in Strömstad. Nice and lively harbor, lovely toilet and bathing facilities, WIFI, so we can update the website. The weather
is fantastic and a little touch of city life is also not to be denied. Just found a bar where they serve different IPA’s.

Øvrige uspecificerede indtryk fra turen op langs skærgården

Fra Strømstad tager vi til Koster naturreservat et par dage for at akklimatisere efter den larmende storby. Herefter går vi vestover langs den norske kyst.

From Stømstad we go to Koster nature reserve for a couple of days to recreate after the big city life. After that we go west along the Norwegian coast.

Norge

Fra Strømstad sejlede vi vestpå, over “motorvejen” til Kosterøerne. Kosterøerne er betegnet som et Naturreservat, men der er alligevel ca. 3000 fastboende. Et lille hyggeligt typisk svensk samfund. Vi fandt en lille bugt syd for Egernsund hvor vi ankrede op. Vejret var fantastisk, total klar himmel og meget let vind fra syd-sydvest. Vi pumpede kajakken op og roede ind til stranden hvor vi gik en hyggelig tur langs kysten.

Fra Kosterøerne til Mandal og en smuttur til Stavanger for at se Preikstolen

Koster-Stavern
Vi vågnede næste morgen og kiggede ud på en meget tung morgendis. Let vind fra sydvest. Vi sneg os afsted omkring kl. 9.00 mens alle nordmændende lå og snuede i deres kæmpe badekar.
Ud på ruten, snuden mod nord, falde ind i rytmen og så afsted. Nord for Kosterøerne gik vi først nordvest. Da vi kom fri af Kosterøerne kom bølgerne rasende sydfra helt fra Skagen, og de var store. Søsygen lå lige under overfladen. Vinden tiltog til omkring 7-8 ms fra SV. Vi startede ud med at rebe forseglet da vi gik mellem 6 og 7 knob for at opretholde en god balance, og da den først var fundet satte vi “Orson”, Den tredje mand (Orson Welles film fra 50’erne) til. Orson er vores vindror (Windpilot Pacific Light). Han styrede det meste af resten af vejen. Sigtbarheden var omkring 100-150 meter og vi hørte de første tudehorn halvvejs ude på det store hav. Så er det godt med AIS. Vi havde fuldt styr på deres position, uden at kunne se dem. Jeg tør ikke tænke på hvordan vi havde
reageret hvis vi ikke havde haft AIS. Pludselig efter 4 timers sejlads forsvandt disen og solen skinnede fra en skyfri himmel og englene sang. Efter seks en halv time landede vi i Stavern, en lille by yderst i fjorden ind til Larvik. Vinden vil tage til fra vest i morgen, op til 9 ms, så vi tager 2 dage i Stavern da vi får den lige i hovedet. Mandag vil vinden falde og gå tilbage i syd, og så fortsætter vi mod Kristiansand.

Mindesmærke fra 1. verdenskrig. Custoden, Terje Christensen fortalte et par gode historier exclusivt til os Danskere.

Stavern-Sandoya
Vi smuttede lige omkring 09:00 ud i en tyk grøddis. Vi røg ud i nogle store oceandønninger og søsygen kom stille luskende ind under huden. Vinden tog samtidig af og vi baljede rundt
det meste af dagen. Vi besluttede at gå indenskærs for at finde en velegnet ankerplads. Efter tre forsøg lykkedes det at finde en lille bugt hvor 20 meter var det mindst dybe vi kunne
finde. Lidt dybt men det fungerede. Vi gik tidligt til køjs, fattede en go’ bog og var hurtigt ekspedert over i en anden verden. Go’ nat.

Sandoya-Arendal
Dagen startede ud med en tyk grød af dis, ingen vind og den vind der kom var stik imod. Det er dog begyndt at blive varmere det kunn vi mærke fra morgenstunden. Da vi slap skærerne gik kursen syd-vest over og vi kunne lige holde en fornuftig bidevind et godt stykke ud i skagerak. Vi havde to vendinger inden vi kunne holde Arendal oppe. Vinden var meget vekslende
i styrke, men i stabil retning. VNV. Da vi gik ind i Arendalfjorden forsvandt skyerne og solen brød frem med et brag, og resten af dagen har været fantastisk. Arendal er en livlig by med masser af restauranter, en slags Nyhavn og en dejlig gæstehavn lige i centrum.

Det danske flag blev luftet. Vi spurgte i hvilken anledning, og de fortalte at det var jo vores flag på den tid.

Arendal-Grimstad
En vestenvind på mellem 6 og 7 ms gav os omkring 27 stagvendinger på turen. Vi havde heldigvis strømmen med os. Ca. 1-2 knob, så selv med alle stagvendingerne gik det forholdsvist tjept,
og vi var i Grimstad i god tid. Der er ikke så meget at sige om Grimstad andet end en sød lille by.

Grimstad-Kristiansand
Små 30 sømil i tæt dis og tungt vejr. Startede ud i meget let vind som tog til, lidt efter lidt. Stagede genuaen i starten men da vinden tog til halede vi stagen ned. Det meste af turen
havde vi halvvind på bagbord halse fra SSØ. Orson styrede en pæn del af vejen til UG, men da skærene blev for tætte overtog vi selv styringen. Efter omkring 6 timer ankom vi til Kristiansand gæstehavn. Det var pinse weekend, så søndag og mandag er der lukket mht. alt. En meget sød normand(kvinde) fra en Shell tank kørte os rundt i Kristinasand for at finde gas som vi var løbet tør for. Det lykkedes ikke, men vi fik da gjort det vi kunne. Nu prøver vi at overleve med Cobb grillen indtil vi kommer til Skotland.
Vi kunne først få billetter til Stavanger tirsdag da NSB praktisk talt ikke kørte i pinsen. Vi står op kl 04:00 og tager toget lidt over 05:00 og er i Stavanger kl. 08:00. Herfra med færge over fjorden og så bus til foden af Preikstolen.

Preikstolen. 600-700 meter frit fald lige ned i lysefjorden, der er 400 meter dyb.

Predikestolen i Stavanger kirke fra 1200 tallet.

Onsdag og torsdag er der lovet hårdt vejr, op til 19 sm, så vi venter med at tage afsted til fredag, hvor det ser ud til at vi får et ok vejrvindue til overfarten til Invernes.

Lidt yderligere indtryk fra Norge.

Har problemer med at få film lagt ind, men det løser sig nok henad vejen. På gensyn fra S/Y Loa 🙂

Norge-Invernes

Endelig fandt vi noget stabilt/hurtigt WIFI. Vi er blevet lidt bagudopdaterende, men nu indhenter vi forhåbentlig lidt af det.

Kristiansand-Flekkoya

Vi var løbet tør for gas og ville gerne have noget gas med på overfarten. En rigtig venlig nordmand, Harald Feyling hjalp os med at finde én der kunne fylde gas på beholderen. SørGas, Valentin Leventov, tror jeg nok. En spøjs russer blev vi enige om. Varme drikke på nattenvagten er et must. Vi havde mødt Harald dagen før i hans Sport-/Spejder ekviperings forretning i Kristiansand, hvor vi skulle ind for at finde et par sejlerstøvler til Anita. En utrolig dejlig, åben og hjælpsom mand. Tusind mange tak, Harald, hvis du læser dette, du vil blive husket og vi ønsker dig alt det bedste.
Da vi havde fået fyldt gas på blev vi enige om at tage afsted mod Mandal. Vi havde hørt så meget om Mandal, at vi lige ville tage den vej forbi inden overfarten. Da vi kom fri af skærgården stod bølgerne ind som højhuse og vinden var lige på, så vi vendte om og lagde til på en lille ø udenfor Kristianssand der hedder Flekkoya. Dejlig lille overnatning vi fik her i ly og pragtfuldt vejr.

Flekkoya-Mandal

Grøddis fra morgenstunden, modvind og motorsejlads, men vi ville afsted, så det blev en kedelig sejlads til Mandal. Efter små fem timer var vi til en smuk lille by i en beskyttet bugt. Det blev til 4 overnatninger, da vejret ikke gav os de store muligheder for at tage afsted. Der lå en hård vestlig kuling langs sydkysten af Norge, så vi holdt lige vejret et par dage. Det så ud til at blive bedre i løbet af et par dage. Vi fandt en promenade restaurant som havde eget bryggeri, med en dansk brygmester. Vi slubrede et par dejlige “danske” IPA’er (ca. 80 kr./stk) i os, fik opdateret hjemmesiden ved hjælp af deres WIFI.

“Vi tager afsted i morgen” var beslutningen. Der lå stadig noget kuling på kysten, men den skulle dreje mere i nord så vi ville få en bedre kurs mod Invernes på en halvvind/foran for tværs. Senere, ca. 40-50 sm ude i rum sø, ville den dreje i syd og så skulle det blive ferie resten af vejen, for den ville stå i syd de næste 2 og en halv dag.

Mandal-Fraserburgh

1. dag/nat
Troede vi. Laaang næse. Alt skete som lovet, bare for sent og langt fra nok. Vi fik hverken halvvinden fra nord og søndenvinden slog aldrig rigtig igennem. Vi røg ud i hård vind og skyskrabere af bølger, med storen i andet reb og forsejlet rullet ind til en lille trekant på forstaget. Loa bjærgede sig fint og vi havde rigtig god balance, så det var bare at bide tænderne sammen. Nu skulle det være. Søsygen ramte mig først men den første dag ramte os begge ret hårdt og vi var trætte da det blev nat. Stadig kæmpe bølger. Efterhånden vænnede vi os dog til situationen og alt gik fint, bortset fra at der var kommet noget saltvand ind lige ned i PC’en som døde ud som et lys. Saltvand er ikke godt for PC’ere. Så vores backup navigation var hermed væk. Scheisse!!!!! Godt vi har iPad’en. Whaaaatttt!!!!!! Hvorfor er iPad’en sort? Den havde fået en lille dråbe saltvand i ladestikket fandt jeg ud af senere. Så var der min iPhone og Anita’s iPad tilbage. Godt, og de virker, afsted igen. I løbet af natten aftog vind og bølger gradvist som forventet, og en lille vinddrejning mod sydvest betød at vi måtte vende til en foran for tværs/bide vind på bagbord halse. Vi kunne lige akkurat holde 290 grader. Tanken var at vi skulle have sejlet en blød bue sydover og langsomt dreje nord, men det blev en skarp vending nordover alt for langt sydover. Så en pæn omvej. Sejlervilkår!!

2. dag/nat
Vinden aftog henad morgen/formiddag og det endte med at vi startede jerngenoaen og samtidig holdt begge sejl oppe,så vi fløj derudaf mod Peterhead alt hvad remmer og tøj kunne holde. Vinden holdt sig resten af dagen med skiftede styrker og vi begyndte at spotte gasfelter rundt om i horisonten. Jeg var stadig skidt, men Anita gik på hovedet i en gang hjemmelavet spagetti bolognaise, lavede kaffe og styrede alle pantry faciliteter med hård hånd. Hun er sgu sej, mens jeg ikke var meget værd. Nætterne er f…… kolde, men jeg har heldigvis en fed overlevelses dragt til at putte mig i.

3. dag/nat
Puha. Nu begynder turen at trække tænder ud. Vi har ikke haft meget afslapning, men ensformigheden og kulden er hård. Vi holder humøret oppe ved tanken om hvad der venter forude.

4. dag/nat
Vi landende ved Fraserburgh midt om natten hvor vi ankrede op i en dejlig bugt lige udenfor Fraserburgh. Vi turde ikke gå ind midt om natten da vi ikke var klar over hvordan tidevands- forholdende var. Men vi kontaktede havnen om morgenen og blev budt velkommen. Havnen er en rigtig fiskerihavn og vi var de eneste pindesejler i hele havnen. Men alle tog imod os med vinken og hjælpsomhed. Vi blev hjulpet med diesel af en herlig Jaguar kørende fisker med petroliums blåt hår, Wul, som også smed 7 dejlige hummere ned til os inden vi sejlede videre. Derudover kom et par
andre fisker med makreller til os, 10-12 stykker. Så vi har levet af fisk og hummer lige siden.

Wul, den glade giver og hjælper. Wonderful fisherman.

Fraserburgh-Buckie

Fra Fraserburgh tog vi til Buckie, med en opankring på vejen. Et fantastisk fuglefjeld med vild aktivitet. Vinden står i vest/nordvest fra nu af, så det bliver for motor videre derindaf. Buckie var et hul af rang, men igen meget søde og imødekommende mennesker bla. en englænder der talte flydende dansk, og som havde en utrolig spændende historie.

Ankerplads på vej mod Buckie.

Buckie-Invernes.

Motor på hele turen, men vejret var fantastisk. Vi så flere delfiner og en mangfoldighed af fugle. Suler, Mallemukker, Alke etc. Vi ankom til Invernes i løbet af aftenen og fandt en god plads i marinaen, lige overfor et andet dansk par i en Centerline 40. Det var Charlotte og Henrik fra Middelfart som var kommet et par dage før os fra Agersund i Norge, lidt længere ude end Mandal. Meget hyggelige folk. Det viste sig at vi har et sammenfald af sejlervenner og Henrik har tidligere sejlet og ejet Matcher 31, og han kender til Anders, Michael og han skulle hilse os fra Jan Hansen, Quantum. Verden er lille. Charlotte og Henrik er også på vej til Caribien, men fra Canarieøerne. Nu følges vi ad i kanalen, så ser vi om vores veje krydses videre frem.

Lidt yderligere indtryk fra turen.

Hilsen fra Fort Augustus, lige efter Loch Nes. Her er god WIFI og vi får lidt stormvejr i løbet af dagen, så hjemmelig hygge og hjemmeside på dagsordenen. Måske kan jeg få oploaded noget film også. Vi får se.

Knus til alle fra S/Y Loa

Related Images:

Afgang

De sidste krampetrækninger, så er det good bye.

Alt skal chekkes, og listen er lang.

Magreteholm, østmole.

Så skal der gnubbes

Erfaringer udveksles, eller ……..?

Ser fint ud. Godkendt

Så må der slappes.

——————- oooo OOO oooo ——————

Så oprandt dagen………!!!!!

Vi var vildt spændte. Det sidste punkt på det sidste års liste skulle effektueres.
Alt skred dog planmæssigt frem.
Teltet blev med kyndig hjælp stillet op. Tak til alle folkene fra LLB.

Over the Hill kom kl. 12. sharp og lavede lydprøve.

Grillen blev tændt og de første gæster dukkede op.

Kl. 13. var pølserne færdige og Ale no. 16 var blevet kølet af og parat til udskænkning. Tak til Poul.

Der kom flere og flere gæster og i løbet af kort tid var kajen fuld af glade mennesker, skønnet til
mellem 100 og 150.

Over the Hill var i topform og gav alt hvad remmer og tøj kunne holde.

Vejret var som bestilt, høj sol og en let og frisk brise fra øst.
Dronningen defilerede majestætisk forbi i Dannebrog ca. kl. 14, ligeledes som planlagt, og kl. 15.30 blev Loa klargjort til afgang.

Præcist kl. 16.00 afsejlede Loa med flotille og fuld musik fra LLB ud i den store verden.

I første omgang til Skovshoved. Her afventede vi at Louis og Louise (søn og kæreste) skulle nedkomme med Hugo. Det skete kl. 05.14 natten d. 13.

4 Kg og 51 cm.

Vi havde en uforglemmelig dag fuld af glæde og kærlighed i samvær med så mange fantastiske mennesker og denne dag vil vi aldrig glemme. Dagen inden havde vi gjort Loa sejlklar og efterhånden fundet plads til alt, men tungt læsset med dejlige gaver, måtte vi begynde forfra. Det er imponerende hvad der kan stuves sammen i en lille båd.

Vi ligger nu i Mölle havn og er ved at komme os oven på den fantastiske dag. Vi regner med at fortsætte mod Varberg i morgen.

Vores kontor i Mölle, støvregn og koldt men godt humør.

Tak fra hjertet til alle.