Vi havde besluttet os til at tage direkte fra Bonaire til USA via Puerto Rico. Det gjorde vi allerede i foråret da vi var i Kbh., så vi måtte se at få Visa i en fart. Vi havde udfyldt div. spørgeskemaer på nettet og fået en aftale om interview på den amerikanske ambassade i Kbh. Når man skal til USA i sit eget transportmiddel (her Loa) skal man have et nonimmigrant visa, også kaldet B1/B2 visa. En ESTA ansøgning som alle danskere skal udfylde når de flyver til USA, er ikke tilstrækkelig. Vi fik visa til 10 år. Det må vist være tilstrækkeligt.
Puerto Rico til West Palm Beach, Florida (Blåt spor)
Vi afsejlede fra Bonaire en herlig morgen i fint vejr og var efter fire dage på Puerto Rico’s sydøstlige ende i en pragtfuld havn, Palma del Mare, med swimmingpool med udsigt udover det Caribiske hav. Vi havde næsten lige lagt til og fået overstået indklareringsformaliteterne da vi fik besøg af Asenita og Jerry, som vi havde mødt på Bonaire. De havde et hus på Puerto Rico, ikke langt fra vores havn. De inviterede os ud at spise mexicansk og en tur i ud en skøn naturpark med vandfald og urskov. Herligt. Øen var stadig præget af ødelæggelserne efter Irma og Michael men det var ikke så slemt lige i det område hvor vi var. Dog så vi en vindmøllepark hvor alle vingerne var flået af og et skovområde hvor alle trætoppene var væk.
Vi var her en lille uge men måtte igen til at tænke på at komme afsted så vi kunne nå at være i North Carolina inden vintervejret sætter ind. Med vinden i den rigtige retning (øst/sydøst) og Golf strømmen med, beregnede vi ca. 10 dage til at komme til South Port i North Carolina. Her ville vi have et godt udgangspunkt til at få ordnet/tjekket og efterset div. og i det hele taget få udført noget vedligehold på Loa. Det var tanken. MEEEEEENNNNNN………
På vejen op langs Floridas kyst blev vi nødt til at gå ind i West Palm Beach da vi var ved at løbe tør for kaffe og øl. DET GÅR BARE IKKE!!!! Så her var vi et par dage. Den dyreste nat ever. Ca. 600kr./nat. Vi fik tilbudt kørelejlighed til supermarked af søde folk. Inden vi steg ud blev vi spurgt om vi var ”belivers” hmm….. øhhh….. sagde Anita og forsvandt nud af bilen. Kurt svarede at han var sikker på at ham der, vorherre sikkert var en flink mand. Forundret steg vi ud af bilen. Hvad skete der lige der???? Da vi i stormagasinet stod klar til at betale , blev vi igen mødt af det religiøse syd. Kassedamen pegede på sit ur, der måtte ikke købes vin/øl i kirketiden, det var søndag. Vi blev henvist til anden side af gaden ….. måske kan vorherre ikke se så langt.
Dagen efter fandt vi en gratis ankerplads. Afsted med os dagen efter. Vi havde stadig forhåbning om at nå til South Port for vinteren. 2 dage ude, og ca. 15 sømil fra kysten vendte vinden i nord og det blev freezing koldt. Vi lå på det tidspunkt udfor St. Augustine og tænkte at vi går ind og venter på et ordentligt vejrvindue. Vi havde sejlet i modvind det meste af natten og bølgerne var efterhånden rimeligt velvoksne, men med en styrbord halvvind ind mod kysten gik det over stok og sten. Vi fik en røvtur af rang, så slemt at roret næsten brækkede af. Dog ikke mere end at vi lige kunne manøvrere ind til den nærmeste marina. Heldigvis havde de mulighed for at reparere roret, så det blev aftalt og efter 14 dage og meget fattigere, var vi klar igen.
I mellemtiden havde vi været i North Carolina til Thanksgiving hos Anitas familie og ville nu sejle videre nordpå til North Carolina til jul.
Så tilbage til St. Augustin for at gøre klar til nye eventyr.
Efter 4-5 dage på ICW (Inter Coastal Waterway) blev Kurt nødt til at tage til Kbh. pga. dødsfald i familien, og vi måtte indstille sejladsen igen. Vi lagde ned for vinteren i Isle Of Hope Marine, lidt syd for Savannah, Georgia. En dejlig marina hvor vi fik en rigtig god aftale for 3 måneder. Så var tanken at vi ville vende tilbage i starten af februar for at drage sydpå igen. Men først ville vi lige se nærmere på Savannah, en fantastisk sydstats by med en masse historie.
Desværre brændte vores Isotherm, Waeco kølebox sammen så vi måtte bestille og vente på et nyt. Vi kan jo ikke komme videre uden kolde bajere. Efter fjorten dage havde vi planlagt at sejle sydpå til St. Augustin for at udforske den ældste europæiske bosættelse på den amerikanske østkyst. Vi sagde farvel til alle de gode venner vi i mellemtiden havde fået i Savannah og stak af. Ca. 1 sm syd for marinaen døde motoren.!!!!!! Whhaaaaaatttt the f… Op med genoa’en og rundt på en femøre. Heldigvis var vinden i den rigtige retning så vi kunne lige akkurat klare modstrømmen og arbejde os tilbage til marinaen og lægge os på yderste mole.
Det viste sig at udstødningsknæet var flækket og alt kølevandet var løbet ud af motoren. Det eneste sted på det amerikanske fastland hvor der findes reservedele til Solê motorer er i Vancouver, Canada. Så Kurt ringede til Karl Thorsen, Nautical Star Marina og bestilte en ny køleenhed til motoren. Så nu venter vi bare på at reservedelene dukker op før vi kan komme videre.
Ja, USA har været et dyrt bekendtskab. Men vi har trods alt tilbagelagt mere end 12.000 sømil så mon ikke en vis udskiftning er forventeligt. Vi har haft det fortrinligt, og ser nu frem til Bahamas og Cuba.
En lille film fra USA turen