Sao Luis til Surinam

Så lykkedes det at finde et nogenlunde stabilt WIFI. Vi er på Trinidad, Chaguaramas, i øjeblikket, men her et lille tilbageblik.

Sao Luis-Ilha Joao-Isla Diablo-Surinam

Sao Luis

Sao Luis er en vild by på mange måder. Den er meget gammel og slidt, men utrolig charmerende med et liv der siger spar to. Der går næsten ikke en dag uden der er festivitas et eller andet sted. Vi hyggede stort i en hel uge i Casa Frankie hvorfra vi tog vores smutture rundt i byen og målløse bevidnede dagliglivet i den fantastiske by. Frank er ved at udvide sine aktiviteter og er igang med at istandsætte endnu et gammelt faldefærdigt hus hvor han vil indrette endnu et pensionat i samme fantastiske ånd. Derudover er han ved at lave et eventsted/bar med servering af div. Vi tog en dag bussen til  det nordlige Sao Luis til et strand/spise mekka hvor vi fik os lidt godt til halsen og sul til dellerne. Vi havde en rørende afsked med Frank og Patricia og Patricias datter Victoria og hele Marina Arvens faste klientel.

Ilha Joao

Efter små 14 dage i Sao Luis drog vi videre mod en lille Brasiliansk ø, Ilha Joao, 80 sm nord for Sao Luis. Her mødte vi to herlige franske par, som kom og hentede os. Vi havde kastet anker i en lille kanal mellem en høj sandbanke og mangroveskoven og kunne ikke se at der lå en lille landsby rundt om hjørnet. Vi hyggede her et par dage og nød den meget specielle natur og det primitive liv der levedes på øen. En fisker kom forbi den sidste dag og solgte os et kilo fantastiske hjemmefangede kæmperejer som vi nød godt af de næste par dage.

Wahoo
12-15 kg

Noddy og Nutty efter en hård nat.

Djævleøen, Fransk Guyana.

Turen fra Ilha Joao til Djævleøen er ca. 500 sm og tog os omkring 4 dage. En udfordrende tur med meget varierende vejrforhold. Regn i stride strømme, dejlig sol, ingen sol, megen vind, lidt vind etc. og da vi mødte franskmændende fra Ilha Joao, blev vi enige om at det havde været en lidt hård tur. Vi fangede dog en kæmpe Wahoo på omkring 15 kg som vi delte ud af til trøst. Det er en fantastisk fisk.
Djævleøerne, som består af 3 øer, hører til Fransk Guyana, og ligger lige udenfor byen Kourou. Det er herfra ESA sender raketter ud i himmelrummet med satelliter. Europas modsvar til Cape Canaveral. Når der er opsendelse bliver Djævleøerne lukket. Øerne har en meget interessant historie som rækker langt tilbage i Frankrigs historie og vidner om tidligere tiders umenneskeligheder og dårskab men har samtidig en fantastisk natur. Filmen Papillion med Steve McQeen og Dustin Hoffman fra 60’erne forgår delvist her.

Hr. Nilson
ESA affyringsrampe.
Silvia og Marc, dejlige mennesker fra Frankrig

Domburg, Surinam

Surinam er det tidligere Hollandske Guyana som blev selvstændigt i 1975. Her oplevede vi vores første prøvelser med sydamerikansk macho politi. Vi skulle op ad Surinam River, og havde timet vores indsejling efter tidevandet. Men selvom tidevandet skulle have have hjulpet os ind, havde vi rimelig hård modstrøm. Derfor valgte vi at gå end i en mindre biflod for at ankre op og vente til strømmen vendte. Vi havde lige smidt anker da en fladbundet aluminiums pram med 5 store sorte mænd bumpede ind i os og ville om bord. Anita spugte vredt hvad de havde gang i og hvad de ville. “Police. Are you illegal?”. Der var ikke noget der antydede at de var politimænd, og piratfrygten sad lidt i baghovedet. Først da de var på vej over viste den ene et identitetskort som skulle bevidne deres status. Pludselig lå der endnu en politibåd på styrbord side med 5 mand mere, så pludselig var vi omringet af en overvældende styrke. De rodede alt igennem. Skulle have bundpladerne op og var igennem alle skabe og kistbænke. Da de ikke fandt noget truede de med at arrestere os hvis vi ikke var væk herfra inden de kom tilbage. De klagede over at vi ikke havde Surinam gæsteflag, og på trods af at vi bar det gule Q flag, fik vi kun 24 timer til at indklarere. Vi var målløse da de var væk og måtte tage os til hovedet. Nå men vi måtte jo finde ud af hvordan vi skulle takle det, så vi lettede anker og fortsatte til Paramaribo og ankrede op udfor Torarica Hotel.
Det blev til den første af en del Kafka’ske oplevelser i Surinam. Efter mange forgæves forsøg og taxature lykkedes det os at få indklareret og få fat i et Surinam flag. Et kæmpe flag som en hustler ved navn Arnold skaffede os til overpris. Vi skulle bare vise de skide politifolk. Af yderligere events skal kort nævnes, løssluppen Loa, abeklatring på bolværk og muddersvømning kl. lort om natten, og div. tagen sig til hovedet begivenheder som det fører for vidt at forklare, endte vi efter et par dage i Domburg, som ligger små 6 sm længere opstrøms Surinam River. Her mødte vi Jacco og Jannie, vores dejlige hollandske venner som vi første gang mødte i Crosshaven, Irland.
Vi var 2 dage med dem i junglen i en lille landsby der hedder Jaw Jaw a Tela. Det var en fantastisk tur, hvor vi bla. var på Kaiman (krokodille) jagt. Vi fik en som vi spiste dagen efter. Det smagte som kylling, men meget bedre.
Da vi kom tilbage efter 3 dage var vores vindror væk. Herefter startede endnu en Kafka’sk begivenheds række, som det vil være for omfangsrigt at beskrive her. Men efter en uge lykkedes det os ved hjælp af nogle dejlige mennesker som vi har mødt, at få fat i et nyt. Vorieas (græsk/irsk tidligere dansk gift, ukulele spillende, Kurt Ravn syngende, fantastisk mand), Dinesh, Yellow and Blackie (Dinesh’s hundehvalpe), Dwight (Dineshs’ bror), Annelise og Ivan. I skal have så mange tak for hjælpen.
Peter Foerthmann fra Hamburg, som er producent af Windpilot, var virkelig helt på toppen og smed alt hvad han havde i hænderne for at hjælpe os. Fantastisk service.
Endelig efter små 14 dage, i en både mental og til tider fysisk vridemaskine, kunne vi igen stå ud på søen lettede over at se Paramaribo forsvinde i horisonten. Bortset fra de beklagelige ting vi oplevede her, var folk ellers generelt meget søde og imødekommende og Paramaribo var også en meget interessant by. Bla. Ligger Surinams største moske og den jødiske synagoge
lige ved siden af hinanden i fredelig sameksistens. Det ses ikke i andre lande. Surinam er en smeltedigel af sammenrendte kulturer og folkeslag som alle er Surinam’ere. Det kunne der læres meget af i europa.

Vorieas, vores græske, irsk gifte, dansk talende, Kurt Ravn syngende, ukulele spillende redningsmand. Vi savner dig
Muslims moske og jødisk synagoge som naboer.
Vorieas, “Orson II”, Dwight, Anita og Dinesh.
Marinaen i Domburg
Loa i Surinam River, Domburg. Se lige et gæsteflag.
Willem, Jannie, Menon, Jacco og Anita.
Vores domicil i Jaw Jaw

Jeg arbejder på noget video, men det tager tid og stabilt og hurtigt WIFI.

Så lykkedes det:

En mening om “Sao Luis til Surinam”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.