USA til Bahamas

Vores spor fra Orienta, North Carolinal ned til Alicetown, Bimini (Bahamas)

Endelig slap USA’s østkyst os. Efter en dramatisk tur mod Oriental i North Carolina, med Dorian the huricane lige i hælene, og 1 måned på land, hvor vi fik ny propel og skaft, ordnet bund og div andre småting, har vi arbejdet os langsomt mod syd fra Oriental hele vejen ned til Miami. Allerede inden vi forlod Oriental var vi klar over at vores cruising license var ved at udløbe og at Kurts opholdstilladelse også var ved at udløbe. Men vi var hele tiden overbeviste om at vi nok skulle nå Bahamas inden da. Vi skulle bare finde det rigtige vejr vindue. Meeennn….! Golfstrøm, nordenvind og vintertid er en rigtig dårlig kombination og vi var nødsaget til i hvert fald at skulle nå helt ned til Fort Lauderdale før vi kunne komme sikkert over Golfstrømmen til Bahamas. Vejrvinduer åbner og lukker med meget små marginer på denne tid af året.

Dorian the huricane. Dagen før den ramte os. Vi er ved det røde kryds.

Hver gang vi kom til et nyt CBP (Custom and Border Protection) district meldte vi os som ankommet og selvom vores cruising license var udløbet skulle vi bare tage ind til den nærmeste Marina og betale en afgift så skulle det være tilstrækkeligt. Når vi så kom til den nærmeste Marina havde de ingen anelse om hvad vi snakkede om og de kunne ikke tage sig af den slags. Vi var derfor stadig i vildrede mht. hvor lovlige vi var og havde absolut ikke lyst til at blive opbragt af hverken coast guarden eller marine politiet.

1 år gammelt og træt Star Sprangled Banner.
Gammel John Deer til salg.
Halloween på det lokale bryggeri i Oriental.
Ny bundmaling.
Dobbelt regnbue på ICW.
En fin lille sandø lige overfor Beaufort, NC.
San Augustine, fantastisk by.
San Augustine
San Augustine

På vejen sydpå mens vi lå for anker i Vero Beach, fik vi ellers besøg af Jørgen og Hanne fra Lilletut, vores genboer fra Langelinie. Hanne og Jørgen var på besøg hos nogle amerikanske venner som de havde mødt på deres tur gennem de franske kanaler i 2017. Vejret var ikke det bedste den dag Jørgen og Hanne kom, men det var et herligt gensyn som skulle fejres med en go øl med udsigt over atlanten. Men vi måtte i stedet velkomstskåle i Jørgen og Hannes hotelværelse mens vores tøj blev tørret.

Loa crew med Jørgen
Loa crew med Hanne

På vejen videre fra Vero Beach fandt vi nogle pragtfulde ankerpladser ude i den vilde natur. Peck Lake var specielt dejligt hvor vi lå godt beskyttet tæt på en mangrove kyst med en lille strand hvor vi kunne lægge kajakken (Guleroden).

I West Palm Beach fandt vi en god ankerplads hvor vi kunne padle direkte ind til byen og binde os op på en gratis dinghy bro. Herfra havde vi 50 meter til det nærmeste ´fedtede hjørne´, Bradley Saloon. Go mad og go IPA. Vi endte med at blive her i næsten en måned med at vente på godt vejr. Når der endelig var et godt vejr vindue havde jeg imellemtiden bestilt et eller andet fra Amazon som vi skulle vente på og imens blev vejr vinduet lukket igen med udsigt til det næste 1½ uge senere. Det gentog sig et par gange før det lykkedes os at komme videre. Vi mødte et par dejlige unge mennesker som vi senere fulgtes med hele resten af vejen til Miami.

Vildt kapok træ. West Palm Beach i baggrunden.
Samme kapok træ.
Figentræ
Matt and Joyce fra S/Y Duchess
Juletræ i The Irish Bar, West Palm Beach.
Loa crew i julehumør
Julegave¤?

Turen fra West Palm Beach indebar at vi skulle under mere end 20 broer som alle skulle kaldes med VHF. Mange af broerne havde de besynderligste lange navne, N.E. 14th Street Bridge og når de skulle kaldes på VHF kanal 9 gik det tit galt for en dansk tunge når vi skulle gentage navnet to gange. Bridge blev ind i mellem til Bitch hvilket var ret uheldigt specielt i de tilfælde hvor brooperatøren var kvindelig, hvad de ofte var. Men vi fik aftalt med Matt og Joyce at de meldte os til broen sammen med dem.

Fort Lauderdale. Vi tog toget hertil.
Fort Lauderdale vilddyr.

Lidt nord for Miami fandt vi et naturområde der hed Oleta River State Park hvor vi ankrede op i en lille uges tid. Efter to dage ankom nogle venner som vi havde mødt helt tilbage fra Savannah, for næsten ¾ år siden. Det var hyggeligt at se dem igen. De ville også til Bahamas men havde de samme vejrmæssige udfordringer som os. De venter vist stadig på bedre vejr.

Oleta River State Park.
Duchess crew sammen med Loa crew på Grand Banks 45, som vi holdt juleaften på dagen efter. Her fik vi brusebad som julegave.
På vej til Miami
På vej til Miami
Stadig Miami.
Miami by day fra Virginia Key
Miami skyline fra vores ankrings plads i Virginia Key.

Den 30. December kom der endelig melding om at et snævert vejr vindue for østlig sejlads var ved at åbne sig, så vi hoppede på limpinden og drog øst på. Det blev til alt den bide vind vi kunne holde meget kedelig sø og med en kurs på 120 grader nordgående Golfstrøm og et regnvejr af rang nåede vi til godt 14 sømil nord for Bimini. Her vendte vinden 90 grader i løbet af 5 minutter og så måtte vi igen gå bide vind og modstrøm 14 sømil syd mod indsejlingen til Alicetown på Bimini. Det var blevet nat i mellemtiden og man går ikke ind i Alicetown uden at kunne se indsejlingen. Det er svært nok i fuldt dagslys og vi var da også ret tæt på at at blive grundejere på Bimini. Men ind kom vi. Her er vi så nu og skal til at overveje hvad vores næste træk bliver.

Vi skal i hverfald ned sydpå til en ø række der hedder Exumas.

Tak for denne gang, USA. Du var sgu en dyr oplevelse, men når vi tænker os om, så kunne vi være strandet på en lille ø i Caribien hvor vi ikke kunne have fået noget som helst repareret eller dele leveret. Så alt i alt har vi været heldige, vi har mødt så mange fantastiske og hjælpsomme og gæstfrie mennesker og vi har fået så mange kontakter at vi bliver helt trætte når vi prøver at holde dem alle opdateret med vores videre planer. Vi har desuden nydt godt af at være tæt på Anitas familie af flere omgange.

Der arbejdes på en lille film……….!

Godt nytår til alle fra Bahamas.
Sidste del af USA, for denne gang.