Bonaire til USA

Vi havde besluttet os til at tage direkte fra Bonaire til USA via Puerto Rico. Det gjorde vi allerede i foråret da vi var i Kbh., så vi måtte se at få Visa i en fart. Vi havde udfyldt div. spørgeskemaer på nettet og fået en aftale om interview på den amerikanske ambassade i Kbh. Når man skal til USA i sit eget transportmiddel (her Loa) skal man have et nonimmigrant visa, også kaldet B1/B2 visa. En ESTA ansøgning som alle danskere skal udfylde når de flyver til USA, er ikke tilstrækkelig. Vi fik visa til 10 år. Det må vist være tilstrækkeligt.

Bonaire til Puerto Rico (Grønt spor)
Puerto Rico til West Palm Beach, Florida (Blåt spor)

 Vi afsejlede fra Bonaire en herlig morgen i fint vejr og var efter fire dage på Puerto Rico’s sydøstlige ende i en pragtfuld havn, Palma del Mare, med swimmingpool med udsigt udover det Caribiske hav. Vi havde næsten lige lagt til og fået overstået indklareringsformaliteterne da vi fik besøg af Asenita og Jerry, som vi havde mødt på Bonaire. De havde et hus på Puerto Rico, ikke langt fra vores havn. De inviterede os ud at spise mexicansk og en tur i ud en skøn naturpark med vandfald og urskov. Herligt. Øen var stadig præget af ødelæggelserne efter Irma og Michael men det var ikke så slemt lige i det område hvor vi var. Dog så vi en vindmøllepark hvor alle vingerne var flået af og et skovområde hvor alle trætoppene var væk.

Palma Del Mare
Jerry og Asenitas hus
Udsigten fra Jerry og Asenita’s hus
I regnskoven
I regnskoven

Vi var her en lille uge men måtte igen til at tænke på at komme afsted så vi kunne nå at være i North Carolina inden vintervejret sætter ind. Med vinden i den rigtige retning (øst/sydøst) og Golf strømmen med, beregnede vi ca. 10 dage til at komme til South Port i North Carolina. Her ville vi have et godt udgangspunkt til at få ordnet/tjekket og efterset div. og i det hele taget få udført noget vedligehold på Loa. Det var tanken. MEEEEEENNNNNN………

På vejen op langs Floridas kyst blev vi nødt til at gå ind i West Palm Beach da vi var ved at løbe tør for kaffe og øl. DET GÅR BARE IKKE!!!! Så her var vi et par dage. Den dyreste nat ever. Ca. 600kr./nat. Vi fik tilbudt kørelejlighed til supermarked af søde folk. Inden vi steg ud blev vi spurgt om vi var ”belivers”  hmm….. øhhh….. sagde Anita og forsvandt nud af bilen. Kurt svarede at han var sikker på at ham der, vorherre sikkert var en flink mand. Forundret steg vi ud af bilen. Hvad skete der lige der???? Da vi i stormagasinet stod klar til at betale , blev vi igen mødt af det religiøse syd. Kassedamen pegede på sit ur, der måtte ikke købes vin/øl i kirketiden, det var søndag. Vi blev henvist til anden side af gaden ….. måske kan vorherre ikke se så langt.

West Palm Beach

Dagen efter fandt vi en gratis ankerplads. Afsted med os dagen efter. Vi havde stadig forhåbning om at nå til South Port for vinteren. 2 dage ude, og ca. 15 sømil fra kysten vendte vinden i nord og det blev freezing koldt. Vi lå på det tidspunkt udfor St. Augustine og tænkte at vi går ind og venter på et ordentligt vejrvindue. Vi havde sejlet i modvind det meste af natten og bølgerne var efterhånden rimeligt velvoksne, men med en styrbord halvvind ind mod kysten gik det over stok og sten. Vi fik en røvtur af rang, så slemt at roret næsten brækkede af. Dog ikke mere end at vi lige kunne manøvrere ind til den nærmeste marina. Heldigvis havde de mulighed for at reparere roret, så det blev aftalt og efter 14 dage og meget fattigere, var vi klar igen.

West Palm Beach til St. Augustine. I løbet af den sidste nat satte Norden hårdt ind og det blev koldt og vi måtte gå bide vind for at holde South Port. Det droppede vi og gik mod St. Augustine i stedet. Dyrt men nødvendigt move!!!!!!
Smadret ror
Close up

 I mellemtiden havde vi været i North Carolina til Thanksgiving hos Anitas familie og ville nu sejle videre nordpå til North Carolina til jul.

Halvamerikaneren i forårs påklædning.

Anita og Anna i solskin udenfor vores hjem i Cary, NC.
Det danske flag vajer stolt
Vores baghave i Cary, NC
Fru Higgins i sit eget spor.
Så kan det vist ikke blive mere D….
Vores Airbnb ven i Ashville.
Skulptur udenfor Ashvilles bibliotek. Ashville er den by i USA med flest mikro bryggerier. Dejlig by.

Så tilbage til St. Augustin for at gøre klar til nye eventyr.

Udsnit af ICW. Fra Kilkenny Marina til Isle of Hope Marina. Den røde ring svarer til 12 sømil.

Efter 4-5 dage på ICW (Inter Coastal Waterway) blev Kurt nødt til at tage til Kbh. pga. dødsfald i familien, og vi måtte indstille sejladsen igen. Vi lagde ned for vinteren i Isle Of Hope Marine, lidt syd for Savannah, Georgia. En dejlig marina hvor vi fik en rigtig god aftale for 3 måneder. Så var tanken at vi ville vende tilbage i starten af februar for at drage sydpå igen. Men først ville vi lige se nærmere på Savannah, en fantastisk sydstats by med en masse historie.

Dejlig marina
Burgerboat hver onsdag. Var det ikke en go ide i LLB?
Burger far og burger mor
John Herndon komponisten til Moon River
Floddamper på Savannah River
Masser af små parker med enorme egetræer
Katedral i Savannah
Vær ikke i tvivl. Du kan altid få fat i en gun og umiddelbar instruktion.
Randy og Kurt på plankem
Holly, Randy og Anita i rask trav i Wormsloe

Desværre brændte vores Isotherm, Waeco kølebox sammen så vi måtte bestille og vente på et nyt. Vi kan jo ikke komme videre uden kolde bajere. Efter fjorten dage havde vi planlagt at sejle sydpå til St. Augustin for at udforske den ældste europæiske bosættelse på den amerikanske østkyst. Vi sagde farvel til alle de gode venner vi i mellemtiden havde fået i Savannah og stak af. Ca. 1 sm syd for marinaen døde motoren.!!!!!! Whhaaaaaatttt the f… Op med genoa’en og rundt på en femøre. Heldigvis var vinden i den rigtige retning så vi kunne lige akkurat klare modstrømmen og arbejde os tilbage til marinaen og lægge os på yderste mole.

Vores redningshelte, Hank og Diesel, der trak os ind til den inderste bro.

Det viste sig at udstødningsknæet var flækket og alt kølevandet var løbet ud af motoren. Det eneste sted på det amerikanske fastland hvor der findes reservedele til Solê motorer er i Vancouver, Canada. Så Kurt ringede til Karl Thorsen, Nautical Star Marina og bestilte en ny køleenhed til motoren. Så nu venter vi bare på at reservedelene dukker op før vi kan komme videre.

Ny køler

Ja, USA har været et dyrt bekendtskab. Men vi har trods alt tilbagelagt mere end 12.000 sømil så mon ikke en vis udskiftning er forventeligt. Vi har haft det fortrinligt, og ser nu frem til Bahamas og Cuba.

Et lille smut til Beaufort, lidt nord for Savannah
To store frontal boosters???
Hudson, Ann og Anita

En lille film fra USA turen

Curacao-Bonaire

Bonaire

Bonaire, det vildeste dykkerparadis i det Caribiske hav. Bonaire er en del af De Hollandske Antiller som ligger 60-70 sm nord for den Venezuelanske nordkyst. De kaldes også for ABC øerne (Aruba, Bonaire & Cuarcao). Efter 4 måneder på Curacao med et smut på 3 uger i Kbh., tog vi  på Bonaire og var fastgroet her i 3 måneder med turkist vand og koralsand lige op ad Bonaire’s hovedstad Kralendijk. En meget lille by med en dejlig karibisk atmosfære. Lige under Loa havde vi et dyreliv af en anden verden og med små dagture til forskellige af kystens dykkerbøjer havde vi adgang til fantastiske koralrev hvor muræner, skilpadder, pincetfisk, englefisk, kuffertfisk, trumpetfisk, pilrokker etc. etc. udkæmper den daglige kamp for overlevelse, forsvarer deres territorier og gør hvad de ellers skal gøre for at være det de er.

Her blev vi hængende til orkansæsonen var overstået ca. start- midt november. Så sejlede vi til Puerto Rico (det tog små 4 dage) og indklarerede i USA. Puerto Rico er jo et protektorat under USA, og var jo meget hårdt ramt af vist både Irma og Michael i 2016. Trump formåede jo at forulempe den stakkels ø efterfølgende med hans fantastiske ego.

De nedenstående billeder og film består af en god asorteret blanding fra både Curacao og Bonaire og det efterfølgende indlæg vil så blive lidt om Puerto Rico og USA’s østkyst og vores oplevelser her med bla. ICW (Inter Coastal Waterway) og familiebesøget i North Carolina.

Promenaden i Kralendijk. Med Loa i baggrunden.

 

International promenade bar.

 

Hovedgaden i Kralendijk, Bonaire

 

Dykkernes paradis

 

Typisk Bonaire hegn

Bonaire regatta. Hovedfeltet bagude…….

 

Bonaire regatta. …….Maxomo forude (Maxi 1300)

 

Hovedfeltet ligger stille

 

I mål

 

 

 

 

 

 

 

Sydlige Caribien

Domburg (Surinam)-Man of War Bay (Tobago)

Surinam-Tobago spor

Vi sejlede i 3 ½ dage videre op langs kysten, forbi Guyana (Engelsk Guyana) og Venezuela og endte på Tobago, i Man of War Bay, hvor sorte rasta Nigel fra Blågårdsgade en dag modtog os på broen med et friskt “Hej København, Jeg bor på Blågårdsgade og har en datter der hedder Lulu”. Det viser sig at Lulu er niece til Sally, vores nabo i LLB. Hvor lille er verden så??
Tobago er Paradis på jord. Jaahhh mannn. Okæ, mannn. Sunshine, Sunshine reggae, men myndighederne kan godt lide gammeldags carbon papir. Spørg evt. far eller mor.

Får, geder, høns, katte og hunde har det skønt her. Frit gående rundt i det ganske landskab.

Man of War Bay (Tobago)-Chaguaramas (Trinidad)

Vi havde en aftale med Bente og Benny (Kurt’s tidligere kollega gennem mange år) på Trinidad som vi var på nippet til at måtte droppe pga. vindror situationen, men vi nåede det lige med en dags forsinkelse. De havde lejet en lille hytte oppe i bjergene på nordkysten af Trinidad. Vi mødtes på Loa den første dag og sejlede en lille tur til Scotland Bay, omkring to sm fra Charguaramas. Her havde vi en herlig badedag i en fantastisk natur. Vi sejlede tilbage til vores bøje henad eftermiddagen, og kørte herfra med Bente og Benny gennem Port of Spain, købte ind til et par dage, og videre ad små bjergveje med ufattelige stigninger til deres bjerghytte. Et lille vidunder af tømmersnilde. Der var ikke brugt et eneste søm eller skrue, men alt var notet sammen, og alt gjort af lokalt hardwood af en slags. Fantastisk fint. Vi overnattede her to nætter i hemsen og hyggede med Bente og Benny, spiste god mad og gik på bjergvandring indtil vi måtte tilbage til Loa og lave lidt arbejde med vandpumpen som skulle skiftes. Tak for et par fantastiske dage i Trinidads bjerge.

Benny og Bente i palmernes skygge

Fantastisk hytte som Bente og Benny havde lejet. Her overnattede vi to nætter. Pragtfuldt

Charguarams (Trinidad)-Prickley Bay (Grenada)

Overfarten til Grenada fra Trinidad blev karakteriseret af bidevindssejlads, modstrøm og popkornsvand de første mange timer. Årsagen til at vi havnede under de forhold var at vi blev nødt til at lægge en rute som skulle sikre at vi ikke kom ud for at blive overfaldet af Venezuelanske pirater. Derfor måtte vi lægge en østlig kurs som skulle sikre at vi kom øst om de Venezuelanske gasfelter i god afstand, og dermed følge Trinidads nordkyst i østlig retning hvor strøm og vind er imod. Så vi havde en hård tid indtil vi gradvis kunne begynde at falde af i mere nordlig retning. Først henad morgenen begyndte det at ligne ordentlige cruise forhold. Men igen havde vi stor glæde af vores vindror, som håndterede bidevind sejlads som en mis. Vi pakkede os godt ind under sprayhood’en under hele sejladsen. Turen var en af de mindre sjove, og tog næsten et døgn. Til gengæld havnede vi i Prickley Bay under de bedst mulige forhold med høj sol og stille vand. Nu nyder vi vores liv igen.
Havde det ikke været for toldmandens ekstremt nedladende arrogance havde vi haft en hel første dag med lutter opture. Men han var dog det værste af slagsen. Ikke et ord mere om ham.
Grenada er en meget fin ø, meget venlige mennesker dejlig natur og vejret er jo Caribisk. Desværre kunne vi ikke blive her så længe da vi havde aftale med Helle om at mødes på Curacao, så vi blev her kun i 3 dage før vi måtte bryde op.

Flyvende

Tilgiv mig mine synder

Omringet Loa, Prickley Bay, Grenada

Saint George

Saint George

 

Grenada-Curacao

Turen fra Grenada til Curacao var planlagt til at vare ca. 3 dage men endte med at tage lidt over 3 1/2 dag. Da vi var nord for Bonaire kl. 12 eftermiddag var vi klar over at vi ikke kunne nå indsejlingen til Spanish Water på Curacao inden det blev mørkt. Alle steder vi havde læst blev vi anbefalet at undgå at sejle ind ved nattetide da indsejlingen er meget snæver. Så vi satte farten ned og indstillede os til at ligge bi resten af natten udenfor indsejlingen. Det var lidt træls men da morgenlyset gradvist begyndte at afdække konturerne af det spøgelsesagtige landskab som nattemørket havde præget vores forestilling med, åbenbarede der sig et paradis som vi ikke rigtigt kunne forestille os ville være et sted hvor vi kunne indgå. Men vi havde en aftale så vi gik ind i Spanish Water med små forventninger om at vores midler var tilstrækkelige til at bliver her i blot en lille uges tid. I den første marina på vejen ind gennem den snævre kanal lå der en lyst yacht med helikopter stående på agterdækket, og de øvrige fartøjer i marinaen havde dingy’er på størrelse med Loa hængende i kraner med 150 hp påhængsmotorer i hækken. Vi lukkede øjnene og fortsatte mod den marina som vi havde aftalt at skulle mødes med Anita’s veninde Helle om 2 dage. Marinaen hedder Seru Boca Marine og ligger i den sydvestlige del af Spanish Water bugten, er en hyggelig lille, forholdsvis billig marina med stor sikkerhed og alle de nødvendige faciliteter, bla. et effektivt WIFI. Derudover har vi kva vores plads i marinaen, adgang til det nærliggende hotels pool, pragtfulde koralsand strand og 20% på drikkevarer i strandbaren. Sååååhhh….. whats not to like. To gange om ugen bliver vi af Norwin fragtet til det nærmeste supermarked for at tanke op på lagrene. Det hører også med til at opholde sig her.
Helle stødte til os på Iguana cafe i Wilhelmstad lige ved siden af svingbroen mellem bydelene Punda og Otrobanda. Broen er fra 1830’erne og er for nyligt blevet restaureret. En mærkelig men sjov konstruktion. Nu om dage bliver den åbnet/lukket af nogle kraftige påhængsmotorer der trækker/skubber den ene ende af broen. Gad vide hvad de gjorde før damp-/dieselmotoren blev opfundet.
Helle blev indlogeret i bagbord køje i salonen, og herfra udgik hendes 12 dages ophold hos os på Curacao, med en lille afstikker på to dage på Klein Curacao, en lille paradisisk ø 15 sømil sysdøst for Curacao. Turen tog omkring 6 timer, da vi måtte krydse hele vejen, så det endte med at vi fik sejlet 22 sømil. Stakkels Helle. Men hun kom hurtigt over strabadserne og dagen efter hoppede vi alle i vandet og svømmede ind på den dejlige koralsand strand vist nok med et par kolde i køletasken. Hjemturen gik plat læns i næsten lige linie tilbage til Seru Boca marina på små 3 timer.

Seru Boca Resort

Klein Curacao

Willemstad

Kolibri i Bourgonvilla busk

Sao Luis til Surinam

Så lykkedes det at finde et nogenlunde stabilt WIFI. Vi er på Trinidad, Chaguaramas, i øjeblikket, men her et lille tilbageblik.

Sao Luis-Ilha Joao-Isla Diablo-Surinam

Sao Luis

Sao Luis er en vild by på mange måder. Den er meget gammel og slidt, men utrolig charmerende med et liv der siger spar to. Der går næsten ikke en dag uden der er festivitas et eller andet sted. Vi hyggede stort i en hel uge i Casa Frankie hvorfra vi tog vores smutture rundt i byen og målløse bevidnede dagliglivet i den fantastiske by. Frank er ved at udvide sine aktiviteter og er igang med at istandsætte endnu et gammelt faldefærdigt hus hvor han vil indrette endnu et pensionat i samme fantastiske ånd. Derudover er han ved at lave et eventsted/bar med servering af div. Vi tog en dag bussen til  det nordlige Sao Luis til et strand/spise mekka hvor vi fik os lidt godt til halsen og sul til dellerne. Vi havde en rørende afsked med Frank og Patricia og Patricias datter Victoria og hele Marina Arvens faste klientel.

Ilha Joao

Efter små 14 dage i Sao Luis drog vi videre mod en lille Brasiliansk ø, Ilha Joao, 80 sm nord for Sao Luis. Her mødte vi to herlige franske par, som kom og hentede os. Vi havde kastet anker i en lille kanal mellem en høj sandbanke og mangroveskoven og kunne ikke se at der lå en lille landsby rundt om hjørnet. Vi hyggede her et par dage og nød den meget specielle natur og det primitive liv der levedes på øen. En fisker kom forbi den sidste dag og solgte os et kilo fantastiske hjemmefangede kæmperejer som vi nød godt af de næste par dage.

Wahoo

12-15 kg

Noddy og Nutty efter en hård nat.

Djævleøen, Fransk Guyana.

Turen fra Ilha Joao til Djævleøen er ca. 500 sm og tog os omkring 4 dage. En udfordrende tur med meget varierende vejrforhold. Regn i stride strømme, dejlig sol, ingen sol, megen vind, lidt vind etc. og da vi mødte franskmændende fra Ilha Joao, blev vi enige om at det havde været en lidt hård tur. Vi fangede dog en kæmpe Wahoo på omkring 15 kg som vi delte ud af til trøst. Det er en fantastisk fisk.
Djævleøerne, som består af 3 øer, hører til Fransk Guyana, og ligger lige udenfor byen Kourou. Det er herfra ESA sender raketter ud i himmelrummet med satelliter. Europas modsvar til Cape Canaveral. Når der er opsendelse bliver Djævleøerne lukket. Øerne har en meget interessant historie som rækker langt tilbage i Frankrigs historie og vidner om tidligere tiders umenneskeligheder og dårskab men har samtidig en fantastisk natur. Filmen Papillion med Steve McQeen og Dustin Hoffman fra 60’erne forgår delvist her.

Hr. Nilson

ESA affyringsrampe.

Silvia og Marc, dejlige mennesker fra Frankrig

Domburg, Surinam

Surinam er det tidligere Hollandske Guyana som blev selvstændigt i 1975. Her oplevede vi vores første prøvelser med sydamerikansk macho politi. Vi skulle op ad Surinam River, og havde timet vores indsejling efter tidevandet. Men selvom tidevandet skulle have have hjulpet os ind, havde vi rimelig hård modstrøm. Derfor valgte vi at gå end i en mindre biflod for at ankre op og vente til strømmen vendte. Vi havde lige smidt anker da en fladbundet aluminiums pram med 5 store sorte mænd bumpede ind i os og ville om bord. Anita spugte vredt hvad de havde gang i og hvad de ville. “Police. Are you illegal?”. Der var ikke noget der antydede at de var politimænd, og piratfrygten sad lidt i baghovedet. Først da de var på vej over viste den ene et identitetskort som skulle bevidne deres status. Pludselig lå der endnu en politibåd på styrbord side med 5 mand mere, så pludselig var vi omringet af en overvældende styrke. De rodede alt igennem. Skulle have bundpladerne op og var igennem alle skabe og kistbænke. Da de ikke fandt noget truede de med at arrestere os hvis vi ikke var væk herfra inden de kom tilbage. De klagede over at vi ikke havde Surinam gæsteflag, og på trods af at vi bar det gule Q flag, fik vi kun 24 timer til at indklarere. Vi var målløse da de var væk og måtte tage os til hovedet. Nå men vi måtte jo finde ud af hvordan vi skulle takle det, så vi lettede anker og fortsatte til Paramaribo og ankrede op udfor Torarica Hotel.
Det blev til den første af en del Kafka’ske oplevelser i Surinam. Efter mange forgæves forsøg og taxature lykkedes det os at få indklareret og få fat i et Surinam flag. Et kæmpe flag som en hustler ved navn Arnold skaffede os til overpris. Vi skulle bare vise de skide politifolk. Af yderligere events skal kort nævnes, løssluppen Loa, abeklatring på bolværk og muddersvømning kl. lort om natten, og div. tagen sig til hovedet begivenheder som det fører for vidt at forklare, endte vi efter et par dage i Domburg, som ligger små 6 sm længere opstrøms Surinam River. Her mødte vi Jacco og Jannie, vores dejlige hollandske venner som vi første gang mødte i Crosshaven, Irland.
Vi var 2 dage med dem i junglen i en lille landsby der hedder Jaw Jaw a Tela. Det var en fantastisk tur, hvor vi bla. var på Kaiman (krokodille) jagt. Vi fik en som vi spiste dagen efter. Det smagte som kylling, men meget bedre.
Da vi kom tilbage efter 3 dage var vores vindror væk. Herefter startede endnu en Kafka’sk begivenheds række, som det vil være for omfangsrigt at beskrive her. Men efter en uge lykkedes det os ved hjælp af nogle dejlige mennesker som vi har mødt, at få fat i et nyt. Vorieas (græsk/irsk tidligere dansk gift, ukulele spillende, Kurt Ravn syngende, fantastisk mand), Dinesh, Yellow and Blackie (Dinesh’s hundehvalpe), Dwight (Dineshs’ bror), Annelise og Ivan. I skal have så mange tak for hjælpen.
Peter Foerthmann fra Hamburg, som er producent af Windpilot, var virkelig helt på toppen og smed alt hvad han havde i hænderne for at hjælpe os. Fantastisk service.
Endelig efter små 14 dage, i en både mental og til tider fysisk vridemaskine, kunne vi igen stå ud på søen lettede over at se Paramaribo forsvinde i horisonten. Bortset fra de beklagelige ting vi oplevede her, var folk ellers generelt meget søde og imødekommende og Paramaribo var også en meget interessant by. Bla. Ligger Surinams største moske og den jødiske synagoge
lige ved siden af hinanden i fredelig sameksistens. Det ses ikke i andre lande. Surinam er en smeltedigel af sammenrendte kulturer og folkeslag som alle er Surinam’ere. Det kunne der læres meget af i europa.

Vorieas, vores græske, irsk gifte, dansk talende, Kurt Ravn syngende, ukulele spillende redningsmand. Vi savner dig

Muslims moske og jødisk synagoge som naboer.

Vorieas, “Orson II”, Dwight, Anita og Dinesh.

Marinaen i Domburg

Loa i Surinam River, Domburg. Se lige et gæsteflag.

Willem, Jannie, Menon, Jacco og Anita.

Vores domicil i Jaw Jaw

Jeg arbejder på noget video, men det tager tid og stabilt og hurtigt WIFI.

Så lykkedes det:

Las Palmas-Cap Verde-Sao Luis

Las Palmas – Mindelo

Vores ration af henkogt mad.

2 Kg Mahi-Mahi

Farvel til Las Palmas

Vi afgik fra Las Palmas lidt over kl. 16 efter at have toppet op på diesel. Ca. 50 liter har vi udover en tankfuld. ved små 2000 omdrejninger bruger vi mellem 1-1,5 liter i timen, så vi har til mange timer i tilfælde af vindstille. Vi kunne se frem til små 8 dage på det store altanterhav, så vi var spændte men forventningsfulde. Hvad ville turen bringe?
Vi fik den blide side af atlanten fra start, indtil vi kom fri af Gran Canaria, så fik vi med hammeren. Vinden tiltog fra 2-3 ms fra alle retninger til 10-15 ms NØ i løbet af små 5 minutter og her blev den de næste 5-6 dage. Vi gik hele den første nat med storen i 2. reb og kvart udrullet forsejl. 5-7 knob gik det gennem natten. Næste morgen droppede vi storen helt og gik herfra og resten af vejen for kun forsejl i forskellige grader af udrulning afhængig af vindstyrke. På 3. dagen smed vi fiskelinen og i løbet af en lille time havde vi en 2 kg Mahi mahi på krogen. Efter at være blevet foreviget som dokumentation blev den sendt til himmels med resten af vores linie akvavit, filetteret og lagt i citronlage krydret med citron pepper. Muuummmmssss. Ca. 150 meter agten for styrbord så jeg ud af øjenkrogene et kæmpe plask som om der var noget stort der var faldet i vandet. Det adskilte sig meget fra de ellers mange brækkende søer hele vejen rundt. Lige da jeg fokuserede på området kom en kaskelot springende op i sin fulde længde og tyngde for at lande med et kæmpe plask igen lige ved siden af den første. Det næste spektakulære vi så på turen var natten før vi kom til Mindelo. Vi ”badede” i morild og rundt omkring os så det ud som om der blev drysset selvlysende lydløse undervandsbomber ud, og en delfinflok trak lange slanger af morild efter sig langs med båden og på kryds og tværs ind foran. Det var et vildt fantastisk syn. Vi ankom til Mindelo kl. 04 om natten, og blev modtaget af 2 store og meget venlige sorte mænd som havde nattevagten i Marinaen.

Cap Verde-Sao Luis

Så er det jul igen

Hvem har ….. …. på mit hoved?

Stefan og Anne fra Zanzibar, som tog videre til Fernando Noronhja

Ækvatorgave fra Zanziba

Zanzibar og Loa

Efter en lang og dejlig uge i Mindelo på Sao Vicente (Cap Verde) begyndte vi mentalt at bygge op til den ”stooooore” tur over Atlanten. Vi ville afsted på 2017 siden af nytår, så vi smuttede 30. januar ca. kl. 14.30, kurs 230, ingen vind så langsom start. På det første stykke af vejen mellem Sao Vicente og Ilha Sao de Antao havde vi fuld fart på, mellem 8-9 ms. Vi havde rebet storen (2. reb) og rullet genoaen halvt ind. Så vi gik derudaf i fuld fart. Det blev mørkt allerede ved 7.30 tiden, Awesome Orson (vindroret) var indstillet, preventeren var sat og han håndterede herfra sejladsen igennem hele natten. Hele den første uge var præget af vindstyrker på mellem 9-12 ms fra NØ og med en god medløbende strøm kom vi ret hurtigt forud for vores plan som (optmistisk) var at tilbagelægge 120 Nm i døgnet. På udsnit af sporet haved vi en max. SOG på 11,4 knob og gns. SOG (speed over ground) på 5,9 knob. (se skærmprint), helt vildt. Monsterbølger (i vores perspektiv) på 4-5 m gjorde at vi må have surfet nedaf nogle grande eksemplarer for at opnå den warpspeed. Men Loa opførte sig som om hun er beregnet til havsejlads, glat og behændig. Den sidste uge blev vejret lidt mere adstadigt, vinden ihvertfald, den faldt til ca. 5-8 ms med enkelte vindstille perioder. Til gengæld fik vi mere ustadigt vejr med tungt skydække og -regn. På tredie sidste dagen d. 11. januar, krydsede vi ækvator som vi fejrede med resten af Michaels Kraken rom, Roberts Sake og noget mærkeligt likør som Anita havde købt i Mindelo. Vi mærkede tydeligt at vi fik et bump da vi krydsede, og ækvatorstregen så vi tydeligt på overfladen. Det var vist likør?
National Geographic var endnu engang ødsel og vi fik følgeskab i over en time af nogle meget store delfiner (troede først at det var Grindehvaler pga. størrelsen) og tre dage i træk ved sengetid landede en lille sort havfugl med meget alvorlige øjne under sin grå/hvide pande. Hvis der er nogen der kan identificere den, så skriv endelig. Den har svømmehud (lidt svært at se på filmen).
Den sidste dag og nat, prøvede vi at holde farten lidt nede da vi kunne se at vi ville ankomme midt om natten. Det havde vi ikke lyst til pga. tidevandet, og det viste sig at være en god ide, for der var for lavt til at vi kunne komme ind til marinaen da vi rundende pynten. Vi fik talt med Frank (Casa Frankie), som anbefalede os at lægge til ved Ilha do Medo lige ud for Sao Luis. Her lå vi til kl. ca. 14.30 på en bøje hvorefter vi gik mod marinaen. På vejen ind kom Pilot båden ud for at modtage os sammen med Frank og et par af hans venner. Vi blev tudet i land og vi fik en kold pils smidt over som blev nydt med største velbehag, før vi blev guided ind på en fin plads ved siden af en stor barsiliansk ketch med en herlig brasiliansk familie.
Efter at have betrådt jorden, hilst på modtagelseskommiten og drukket et par lokale brasiliaske specialiteter, gik turen direkte til karneval i Sao Luis. Mindblowing.

Gave fra Neptun på “Flyvergrillen”

Vores natlige besøgende i 3 dage

Er der nogen der har et bud?

Rom til ækvator

Max SOG og Avg. SOG på en delstrækning

Rute og track

Ækvator

Ilha medo, hvor vi venter på højvande før vi går ind.

Ilha do Medo udenfor Sao Luis

 

(To be continued……)

Canarie øerne

Canarie øerne

Så er vi ved at være færdige i EU. Den sidste udpost er Canarie øerne og herfra går det videre mod Cap Verde.

Turen fra nordspanien til Gran Canaria

Ruten til Cap Verde

Quinta do Lorde (Madeira) – Tazacorte (La Palma)

Efter en fantastisk uge på Madeira, drog vi sydover mod La Palma. Turen tog 2 ½ døgn hvilket betød at vi var i Tazacorte kl. 8 om aftenen i kul sort mørke. Havnen er lidt tricky at komme ind i specielt i mørke, men det gik fint og vi lagde os langskibs ved diesel pontonen. Hollænderne var allerede ankommet og de tog imod os med med en kold bajer. Vi drak den hurtigt og gik til køjs. Næste morgen blev vi henvist til en mere holdbar plads og her bliver vi en uges tid. Vi har planlagt at leje en bil sammen med hollænderne og den hentede vi i lufthavnen på andendagen. Vi fik den en hel uge til 35 EURO pr, par. En sprit ny VW Polo. Vi har allerede været på det højeste punkt på øen, Los Muchachos, som ligger på kraterkanten på hovedvulkanen Caldera de Taburiente.

Jannie og Jacco (Dejlige hollændre)

Fest med en stor flok hollændre. Super sjovt og lækre fisk til den store guldmedalje.

Tazacorte-Playa de Argaya (Gomera)

Det blev et sørgmodigt farvel til alle de fantastisske hollændere som vi har mødt gennem Jannie og Jacco. Vi blev dog alle enige om at vi ville mødes på vejen videre ud i den store verden. Jannie og Jacco ligger over i Tazacorte, de skal en tur hjem til Holland for at hilse på deres søn. Men når de tager afsted igen vil de sandsynligvis møde os i Surinam, og det glæder vi os meget til. Nu har vi ankret op i en bugt på Gomera, lige op ad en lille by der ser ud til at have stået stille siden 1968. Alle butikker sælger flippertøj og tjubanger og nogle mærklige tingester de kalder WindSword, vistnok. De lyder lidt som et lyssværd fra StarWars når man svinger det i luften. Så flipperne går rundt i byen og jagter fluer med deres WindSwords. Nutcases. Der var også mange tyskere. Men en dejlig ø. Vi har ligget her i 2 nætter og fortsætter mod Grand Canaria med et stop på Tenerife. Aftenen inden vi tog afsted lå der en Petrel (Stormfugl) og baskede i vandet. Den prøvede at komme i luften, men kunne af en eller anden grund ikke. Den havde kæmpet længe og var fuldsrændig våd og træt. Den tabte konstant hovedet og var på vej til at drukne. Jeg hoppede i kajakken, fik bakset den op og sejlede tilbage til Loa. Her indlogerede vi den i forreste del af kajakken under overtrækket. Så håbede vi at den ville komme sig i løbet af dagen efterhånden som den tørrede. Den var svag men tør næste morgen, og vi var ikke klar over om den ville overleve, men den får sgu en tur til Tenerife. Så afsted med “Petrella”, 35 sømil til Tenerife.

Corys Sherwater (Corys Skråpe) Unge der var ved at drukne.

Playa de Argaya (Gomera)-Pouerto de Los Cristianos (Tenerife)

På vej mod Pouerto de Los Cristianos (Tenerife) blev vi igen modtaget af en flok delfiner samt for første gang af 2 flokke grindehvaler. Anita fik derudover et telefon opkald fra Anders fra Vosgienne. Vosgienne er vores “niecer og nevøer” som vi har mødt flere gange ned gennem Portugal. Anders har desværre måtte opgive at tage over på den anden side i år, men vil finde et sted at lægge Vosgienne op for vinteren her på de Canariske øer. Måske tager han over til næste år. Puerto de Los Cristianos er en turist fælde af værste skuffe, men her er en dejlig strand med stægt flæsk i stride strømme og masser af larm. Så vi tager snart videre. Føst prøvede vi at finde en veterinær til vores fjerede ven, men da det var allerhelvedes aften (Halloween) var alt lukket. Vi prøvede tre forskellige, begge lukket. “Petrella” viste dog tegn på bedring og vi besluttede at sætte den fri på nogle sten ved en forholdsvis øde strandkant. Vi håber det bedste, men nu var det op til den selv. Vi drager videre, nu mod Grand Canaria hvor Louis, Louise og lille Hugo kommer og besøger os. Hvis alt går vel kommer Saskia, Dan, Loa og Bjørn også. Fantastisk, vi glæder os.

Maximo (Hollandske venner i solnedgang)

Pouerto de Los Cristianos (Tenerife)-Puerto Anfi del Mar (Gran Canaria)

En rig Nordmand (Björn Lynge) har bygget et turistpalads med tilhørende lystbådehavn i en lille gudsforladt bugt med en bette strand på sydøstkysten af Gran Canaria. Her lykkedes det os at få plads i hele den uge Hugo, Louise og Louis var på besøg. Det var godt at vi fik havneplads, for det gjorde det hele meget mere bekvemt i forhold til at have småbørn på besøg. Det gik super godt og Louise og Louis fik flere nye sider af Hugo at se og Anita og jeg havde det bare skønt med at nulre med ham. Hugo er jo en herlig glad og dejlig fyr. Efter en uge måtte den lille familie desværre hjem til kulden igen. Vi må ses i Caribien til foråret. Nu er Anita og jeg alene igen og vi skal til at komme videre.

Som far og farfar så søn

Anfi del Mar (Turist fælde)

2 glade drenge 🙂

Anfi del Mar-Pasito Blanco

Vi fulgtes med Maximo (nogle hollandske venner vi mødte i Tazacorte) til en lille bugt små 5 sømil sydligere. Her ankrede vi op for natten. Her var lidt uroligt til at begynde med, men henad aftenen blev forholdende meget behagelige og vi havde en hyggelig og stille nat. Ikke så mange turister som i Anfi del Mar.

Pasito Blanco-Las Palmas

Vi blev enige om at tage en natsejlads til Las Palmas, for vinden i dagtimerne kan være meget kraftig men lægger sig henad aftenen. Så vi smuttede ved 18 tiden, sådan lige i tusmørket, og var allerede fremme ved en firetiden om morgenen. Vinden stod i NØ, så vi startede ud med bide vind på bagbord halse og gik omkring 15 sømil stik øst. Her vendte vi og kunne holdestyrbord halse hele ven mod Las Palmas. Ind i mellem løjede vinden, og så havde vi svært ved at holde op på kursen, men langsom svingede vinden længere mod øst, og så komvi hele vejen til Las Palmas i bælg ragende mørke. Kl. ca. 7 var det lyst nok til at vi turde gå ind i den meget travle havn med næsten fuld ankerplads. De 250 ARC både lå stadig i havnen, så ingen pladser her. Vi ankrede op tæt på et dansk par, Hans og Karin fra Hvide Sande der lå i Lady K, en Gibsea 37. Vi kender Karin og Hans fra FTLF weekenden i Ebeltoft i Januar måned, og vi havde lige sagt hej til dem tidligere ved Anfi del Mar. Det er hyggeligt. Nu er Anita taget til København i en uge, så jeg må findepå en masse jeg kan lave i den uge.

ARC’en forlader Las Palmas

Papaya

Gran Canaria kaffe

Gran Canaria jul

 

Herfra går turen til Cap Verde

Porto Santo-Madeira

Porto Santo og Madeira

Lissabon-Porto Santo

I dagene op til turen til Porto Santo havde vi lige kigget på vejrfiler og forudsigelser for at få en fornemmelse af hvordan vejret artede sig. Den sidste aften inden vi tog afsted gik vi (Anita, Michael og jeg) en tur langs floden Tejo (Teho på portugisisk) og kiggede ud på det mørke ildevarslende vand. Man føler sig tryg når man står på den faste promenade med trafikstøjen og lysene fra byen i baggrunden.
5 dage og nætter på det store mørke ocean, uhhhhhhh…. scary. Allerede den første nat, hvor stjernerne en efter en dukkede op på aftenhimlen, stjernetegnene blev klarere og klarere efterhånden som solen og månen forsvandt, satelitterne drev i lige linier stille tværs igennem mælkevejen og sporadiske stjerneskud skar sig igennem himlen på kryds og tværs, så sidder man lige der midt i det store sorte intet (eller altet) med et smøret smil på læberne som er umuligt at tørre af. Det var hyggeligt og sjovt at have Michael med om bord. Vi fik fortrinlig forplejning, lidt for få øl og kedelig tankvand, men intet kunne tage glæden ved rejsen fra os. Den første dag var der ok vind, og vi fik tilbagelagt omkring 135 sømil. De næste par dage flovede vinden og vi måtte se forspringet skrumpe ind mil for mil. Den sidste dag kom der lidt vind igen, men da var det lizzom for sent at indhente det tabte. Så efter 5 dage var vi i Porto Santo. Michael havde medtaget nogle sanghæfter fra han mors fødselsdag som vi skrålede fra ende til anden. Vi så ingen delfiner eller hvaler på turen, gad vide hvorfor? Til gængæld fik vi set skildpadder sovende i overfladen på 3-4 tusinde meters vand. Vildt. 5 dage tog det at tilbagelægge 508 sømil beholdende, 464,5 gennem vandet, så vi har haft en del medstrøm.

     

Porto Santo- Enseada da Abra (Madeira)

Vi blev på Porto Santo i 8 dage. En dramatisk og tør men spændende ørken ø. En dag lejede vi knallerter og kørte øen rundt. Michael fik sit gamle knallert ‘jeg’ igen, og gav den alt hvad remmer og tøj kunne holde, mens Anita og jeg på samme knallert, kæmpede os op og ned af de stejle bjergveje. En super tur, hvor vi bla. fandt en strand med naturlige bade bassiner formet i klipperne. Efter et par dage måtte vi sige farvel til Michael, og så var Anita og jeg alene igen i den store verden. Det var fedt at have dig med Michael og vi fik en masse goe grin, go mad og drikke og gode oplevelser. Efter at have ligget i havnen i 4 dage lagde vi os ud på en bøje de sidste par dage for at spare lidt penge og for at få lidt privatliv. Her gav vi bunden en fortjent vasker. Den var ved at gro godt til og begroningen bevirkede at vi efterhånden havde mistet en hel knob på farten. Herfra slap vi fortøjningerne en tidlig morgen og drog videre til Madeira.

     

Enseada da Abra-Quinta doLorde (Madeira)

Da vi kom til Madeira efter en dejlig dagstur, hvor vi blev budt velkommen af en stor delfinflok, lagde vi os for anker i en dejlig bugt på sydsiden af den østligste spids af Madeira. Her smed vi kajakken i vandet næste morgen og sejlede ind til stranden hvor vi gik os en fantastisk tur langs med kysten. Den første nat lå vi sammen med Maaike-Saadet (vores hollandske venner, Jacco og Jannie) men de havde en fast aftale om at gå i havn i Quinta do Lorde næste morgen, så vi var alene igen og  havde hele verden for os selv. Næste morgen var vinden drejet i syd og kysten var pludselig blevet til en læ kyst, så vi måtte se at komme i havn inden bølgerne blev for store. Vi fik en god plads i Quinta de Lorde og herfra havde vi let adgang til hele Madeira. Vi lejede en bil for tre dage sammen med Jacco og Jannie og med dem drog vi på udflugt rundt på den fantastiske ø. Gåture på imponerende levadaer, udsigtspunkter som man bare kan drømme om og smukke smukke farverige mangfoldige landskabstyper. Vi var flabbergasted, som man siger på godt dansk. Efter  en uges tid i “himlen” var det tid til at komme videre. Vi skal til La Palma, så vi kan sikre os at vi kan nå at være på Gran Canaria d. 7 November, hvor Hugo,Louise og Louis kommer og besøger os i en uges tid. Det bliver dejligt.

Jacco og Jannie, vore dejlige venner fra Holland

Mindst 20 knob. Det er utroligt

Funchal, Madeira

Vejret har været fantastisk, Loa sejler som en drøm og vi fortsætter mod de Canariske øer, hvor vi skal have besøg af Louise,Louis og Hugo og forhåbentlig også af Saskia, Dan, Loa og Bjørn.

Spanien-Cap Verde

A Coruña-Camariñas

Lokal tøjvask

Motortjek

Ikke Loa efter Biscayen, nej.

A Curoña havnepromenade

Søfarernes skytsengel

Havnefront i A Coruña

Ditto

Efter 8 dage i La Coruña tog vi afsted videre mod Camariñas. Ca. 40 sømil langs den nordspanske kyst mod Finisterre. Vi havde ingen vind og store gamle dønninger stod fra nordvest rodet godt rundt med andre mindre dønninger fra alle retninger. Pyyhhh. Det var ikke så sjovt. Vi startede motoren og gik det meste af vejen med kun storen oppe. Turen tog ti timer, og vi ankrede op i en lille bugt lidt forbi Camarinãs. Her fik vi en dejlig aften nydning. Vejret minder meget om en kølig dansk sommer hvor vinden bider lidt i ører og næse. Man skulle ikke tro at vi var i Spanien. Vi bliver nok hængende her en dags tid, for det bliver lidt hårdt vejr i morgen. Derimod skulle det blive bedre i løbet af et par dage, så går vi videre til Corcubion, små 30 sm sydover.

Carmariñas-Corcurbion

En ok sejlads uden de store begivenheder. Vi ankrede op i bugten og tog en hyggeaften på Loa. Herfra kunne vi følge med i livet i Cee, en lidt større by i bunden af bugten, og Cocurbion. Næste formiddag padlede vi ind til byen som var meget hyggelig og typisk spansk med smalle gader og cafeer på hvert et gadehjørne. Vi havde lidt hård vind indefra bugten og vi sad lidt på pinde. Vores erfaring fra Skotland sidder stadig i hukommelsen, selvom vi har fået opgraderet vores ankergrej, så vi skyndte os at komme “hjem”. I morgen tager vi til Ribeira, igen små 30 sømil mod syd.

Corcurbion-San Vincente do Mar

Nåhhhhh nej, Vi skiftede mening 9 sømil før Santa Uxia de Ribeira og gik til San Vincente do Mar i stedet. Indenfor den sidste sømil skiftede vejret til en blid brise med dejlig varme fra land. Vi fandt en anker plads i mellem fem hollændere, en franskmand og en spanioler, lige ud for en fantastisk strand som lå i udkanten af byen. San Vincente do Mar må være et ferieresort for spaniolere, for der var vildt gang i den. Masser af stegt flæsk på stranden og da solen var gået ned strømmede der live Jazz ud af højttalerne på stand baren. Meget hyggeligt. Vi fik hængt hængekøjen op som sandsynligvis bliver den næstbedste investering vi har gjort. Vi bliver en hel dag og nyder tilværelsen. Vi padler ind til byen og lugter lidt til det spanske. Igen blev vi ramt af hård vind i løbet af natten, så vi havde hjertet oppe i halsen igen. I morgen går turen til Baiona, den sidste spanske by inden Portugal.

San Vicente do Mar-Baiona

Efter et par og tyve sømil mod den portugisiske grænse kom vi til Baiona. En virkelig lækker spansk by, meget turistet med fede strande og alskens udbud langs en lang promanade. Lige bagved promenaden kom det klassiske spanske bybillede igen. Alle steder i de smalle og til tider stejle gader var der udendørs servering af den ene eller anden art og det var stort hyggeligt. Vi fandt en Pub der hed Sirius Pub, som var specialiceret i at håndtere det sejlende folk, på den måde at forstå, at hvis sejlere har problemer af enhver art er det muligt at få hjælp her. Og så havde de en drøm af en lokal brygget Pale Ale, og de var skide søde. Da vi lagde til, så vi at Jako og Janni, to hollændere vi havde mødt i Crosshaven lå for anker, så der var glædeligt gensyn. Vi var en del sammen med dem og de var på Loa på besøg. Efter et par dage for anker i Baiona, tog vi videre til Viana de Castelo, den første portugisiske havn.

Katolske lidelse og tænders gnidsel.

Protestantisk lidelse og tænders gnidsel

Arbeit……

… machs frei.

Cocurbion havnefront

Finisterre

Loa fanget af vores hollandske venner

 

Portugal

Baiona-Viana de Castelo

Den første længerevarende spiler sejlads havde vi på den godt 30 sømil tur til Viana de Castelo. Herligt. Vi fik plads inde i en forholdsvis lille havn. Janni og Jako sejler i en stor 50 fods aluminiums båd, så de blev henvist til en ponton udenfor havnen, da de var for store til at gå ind. Vi havde et par sjove dage med dem og da der samtidig var festivitas i byen med fyrværkeri og div. festligheder, optog med musik , trommer og folkedragter, var omgivelserne sat. Øverst oppe i byen var der Taj Mahal lignende bygning, som vi lige måtte undersøge nærmere. Det var en slags kapel til ære for en vis Skt. Luiz. Herlig tur og god motion. Herfra sejler vi til Povoa de Varzim, stedet hvor vi parkerer Loa i et par uger mens vi tager til København. Hollænderne sejlede afsted til Azoerne men inden da aftalte vi at mødes på enten Madeira eller Canarie øerne. Nu får vi se.

Viana de Castelo-Povoa de Varzim

En lille tur på godt 20 sømil. Efter en halv sømil blev vi omsluttet af tæt tåge som varede det meste af vejen til Povoa de Varzim. Vi havde ok vind, en agten for tværs på bb halse det meste af vejen. AIS er Neptuns gave til det sejlende folk, Aaaaaaaamennnn. Kort før vi gik i havn blev tågen endnu tykkere, og vi kunne ikke se en hånd for os. GPS er Neptuns gave til det sejlende folk, Aaaaaamennnn. Vi var ikke mere end tyve meter fra den yderste nordlige mole, som skulle angribes sydfra, før vi kunne ane skyggen fra den. Da vi så den var det 90 grader styrbord indtil to grønne bøjer inde i havnen skulle passeres for ikke at strande på 0,9 meters dybde bag den sydlige mole. Herfra 90 grader sb igen og stik syd før vi kunne ane flydebroerne. Og så var det også begyndt at blæse op. Men ingen panik. Vi fik stille og roligt lagt os ind til en fri bro og fortøjret i god ro og orden. Så her bliver vi i mindst 14 dage. Vi har fået en pris på en måned, som vil svare til at vi betaler små 30 kr./dag med el. Det er sgu da ok. Der er Metro ti minutter fra havnen som går direkte til Porto, og med et skift er vi i lufthavnen. Hvad mere kan man forlange.

Disco kirken.

Povoa de Varzím-Leixoes

Efter 12 dages tur til Kbh. var vi atter tilbage i vores dejlige hjem. Turen til Kbh. var tæt pakket med højintensiv familie og venne samvær, 1 navnefest for dejlige Hugo, 3 fødselsdage, 3 kapsejladser og børne- og vennebesøg samt 3 gange tandlægebesøg. Så vi skulle lige bruge et par dage i Povoa de Varzím til at falde tilbage i rytmen igen.
Janne og John, I skal have så mange tak for jeres fantastiske gæstfrihed. Vi har virkelig nydt at være gæster hos jer og vi glæder os meget til at kunne møde jer et sted derude, formodentlig på Cuba. Tak også til Roskilde gæstfihed, samt dejlige sommerhus dage. Et skønt gensyn med goe´ venner. 
Vi kom fra dejlige eftersommervarme Kbh. til en halvkold og diset havn i Portugal. Atlanterhavet er koldt, og når vinden står nord/nordvest blæser der kold luft ind over land som er årsagen til den kolde dis. Brrrrr……. max. 15 grader. Når solen får brændt disen væk i løbet af formiddagen bliver der dejligt lunt, men ikke voldsomt varmt.
For at komme igang med rutinerne sejlede til Leixoes. En kort men kedelig tur. Ingen vind og store gamle dønninger. Det sgu ikke sjovt. Vi tog på restaurant og fik os den lokale sangria og hjemmelavet tapas. Englene sang endnu engang.

Billeder fra Porto.

Leixioes-Aveiro

Vi smuttede ca. kl. 10. Der var ingen vind, men i løbet af den første time kom der godt gang i sejlene. Det meste af turen gik vi mellem 5 og 6 knob, agten for tværs/halvvind, så efter 7 timer lå vi for anker i Aveiro ved siden af Vosgienne fra Odense. Vi mødte dem i Leixoes og de skulle samme vej som os. Her lavede vi Alt godt fra havet med ris og tomat salat. Gudemad. Om morgenen blev vi vækket af en flok soldater der var på højlydt stroppetur på militær kasernen der lå lige udfor hvor vi var opankret.

Aveiro-Figuiere da Foz

I modsætning til Spanien hvor dybe fjorde skærer sig ind i landet hvor sandstrandene befinder sig i bunden af fjordene og afgrænses af dramatiske klippeformationer, er Portugal én lang sandstrand. Set udefra Atlanterhavet ser Portugal ud som en håndmad hvor byerne er spredt ud som pålæg på lyst brød i bunden og Figueira da Foz var ingen undtagelse. En havn med et mærkeligt system til indtjekning som gjorde det nærmest umuligt at sejle derfra og samtidig få udleveret sit depositum for adgangskortet. Meget pæn by, men vi fik ikke set så meget da vi havde travlt med at komme videre sydpå. Vi har haft nogle fantastiske sejldage. Lange bløde bølger god vind agten for tværs og og høj sol. Vi måtte bare have mere af den slags.

Figuero da Foz-Nazaré

En fantastisk sejlads førte os små 40 mil sydover til Nazaré. En vild smuk by der som topping på et stykke lyst brød ligger lige ned til en fantastisk sandstrand, hvor atlanterhavsbølgerne tordner ind med voldsom kraft. Det lyder nærmest som torden når de største af bølgerne hamrer mod strandkanten.Her fik vi at vide at der var målt bølger på 33 m. Der var badeforbud den dag vi var i byen, præcist 4 måneder efter at vi forlod LLB. Vi spiste dejlig fisk på en restaurant i en meget charmerende del af den gamle by. Bagefter tog vi en tur op til en bydel som lå oppe på et bjergparti bagved hovedbyen. Herfra var der en fantastisk udsigt over hele Nazaré bugten.

Nazaré-Peniché

Dejlig morgen, høj sol og let vind fra nord, what else 😉 Vi havde lige klargjort og var på vej ud, så ramte tågen os med fuld kraft. Det blev koldt og klamt og solen forsvandt jo lissom. Vinden aftog ikke, så det var bare at komme afsted. Det blev en lidt svær sejlads, for der blev spændt ben for de lange tunge bløde bølger af nogle mindre tværgående hvilket resulterede i ren popkornsejlads. Men efter små 5 timer lå vi i Peniche. Vist ikke en by med den store tiltrækning på cruise sejlere, hvilket er forståeligt da det nærmest umuligt at drive nogle personer op der vil tage imod os og have vores penge. Nå men vi må se i morgen…..

Peniché-Cascais

Her blev vi i 2 nætter da der var lovet meget store bølger og ikke meget vind på Atlanten de næste par dage. Ok, hyggelig by, med en fantastisk sandstrand og høje vesterhavsklitter. Vi gik en laaang tur for at finde gas til Cobb grillen, men uden resultat. Herfra gik turen videre til Cascais, den sidste by før Lissabon. Vinden var taget til, og bølgerne var tårn høje stadigvæk. En hurtig men ikke særlig behagelig tur, som kulminerede da vi rundede pynten lige før Cascais. Her blæste det helt vildt op men heldigvis var bølgerne blevet lidt mere spiselige, så vi rullede forsejlet ned og gik resten af vejen til Cascais bugten uden problemer. Her ankrede vi op lige ved siden af Vosgienne fra Odense. De dejlige unge mennesker som vi mødte første gang i Leixios. Vi endte med at tage på værsthus med hele Vosgienne besætningen og vi fik os en hyggelig aften/nat i det vilde Cascais liv. Rigtig sjovt. Det er nok her vi har fået tilnavnene onkel Kurt og tanta Anita.
Cascais er et fantastisk sted. Vildt charmerende med alt hvad der kan bydes på af mad, drikke, sol, sommer og strand.
Mens vi var i Cascais kom Brian og Johanne på besøg og overnattede en enkelt nat inden de skulle videre på Camino vandretur til Porto. Det var vildt hyggeligt, og ret sjovt at de lige var i Lissabon mens vi var på de kanter.
Et par dage før vi sejlede til Lissabon kom Mickael til Cascais. Vi havde en aftale med ham om at han kunne være med til at sejle Loa til Porto Santo, en lille ø små 40 sømil vest for Madeira. Gensynsglæden var stor da vi mødte ham på Cascais banegård.

Cascais-Lissabon

En lille tur til Lissabon var hurtigt overstået. Vi havde behov for at proviantere og bunkre diesel og vand. Vi fandt en sted i Lissabon der mindede lidt om en blanding af Christiania og Kødbyen hvor vi fik det lækreste mad længe. Vi fik et par lange gåture langs promenaden ud til floden Tejo i løbet af de to dage vi var i Lissabon. Men vi fik gjort klar til turen til Madeira, små 500 sømil, omkring 5 dage. Vejrvinduet var klart og strategien var lagt. Farvel til det europæiske kontinent og den Iberiske halvø.

Det var så kontinentet. Herfra går turen videre til de atlantiske øer Porto Santo, Madeira, Canarie øerne og sluttelig Cap Verde.

Biscayen

Crosshaven-La Coruña

Så er det nu. Vi må se at komme til Spanien. Jeg har fulgt med i vejrudviklingen den sidste uges tid for bare at få en overordnet fornemmelse af det store vejr billede. Vores hollandske venner i Maaike-Saadet, var taget afsted på en vejrsituation der skulle passe dem. De tog afsted i en rigtig pivert. Det blæste mindst 10 ms da de tog afsted. Jeg downloadede en Weather fax som antydede at en storm var “under development” ud for NewFoundland, men også at den først vil være i midtaltanten 4 dage senere. Den viste også at der var kraftig vind ud for den irske kyst, 10-15 ms. Den sidste gripfil jeg hentede ned inden afgang, antydede at vinden var vest/sydvest men rimelig kraftig ud for Irland, men efterhånden ville den falde og give os fin let til frisk vestlig vind i løbet af de næste døgn. Vi var lidt nervøse over den udviklende storm over New Foundland, men hva’, den kommer først om 4 dage. Så vi smed fortøjningerne og tog afsted en halv dag før planlagt, så mente vi at vi havde en bedre margin end hvis vi ventede til næste morgen. Kl. 16.30 var vi ude af Crosshaven og på vej over Biscayen. Vi havde sat 4 waypoints på ruten som skulle svare til at vi sejlede 120 sømil/døgn hvilket skulle svare til en gennemsnits hastighed på 5 knob.
Allerede ved udsejlingen fra Crosshaven begyndte atlanterhavet at gøre indtryk. Det hårde vejr der havde været de forgående dage havde efterladt nogle velvoksne dønninger fra sydvest og vinden stod i samme retning. Vi havde 2. reb i storen og forsejlet var rullet ca. 50% ind. Vi skulle holde en beholden kurs på 180 (stik syd) men vores sejlede kurs skulle helt op på mellem 190 og 200 for at vi kunne gå 180, og da vinden ikke var stik vest men vest/sydvest var vi flere gange oppe at køre foran for tværs og indimellem bide vind. Igen måtte vi prise os lykkelige for vores vindror, awsome Orson (Den tredie mand). Det klarer alle skær.

Det første døgn var koldt, hårdt blæsende og meget ukomfortabelt. Søsygen sneg sig stille og roligt ind og vi blev meget billige på kost. Vi loggede for det meste af tiden mellem 6 og 7 knob og det gik raskt over atlantens bølger. Loa tog imod alt hvad atlanterhavet bød på og overraskede ikke negativt på nogen måde. Kurt krøb ind under spray-hooden i sin overlevelsesdragt og Anita røg i slingrekøjen i salonen. Sådan gik den første nat. Næste dag fejrede vi at vi var nået 20-25 sømil længere ud end vi havde planlagt, så gennemsnitsfarten har ligget på over 6 knob. Det måtte fejres med en go irsk IPA. Det eneste det var muligt at få ned. Ellers var 2. dagen og natten en gentagelse af den første, og vi holdt kadencen. I løbet af andendagen havde vi holdt øje med barometertrykket, og var blevet lidt bekymret da det var faldende. Hvad nu hvis det stormlavtryk som var blevet annonceret havde haft mere fart på end forventet? Turde ikke tænke tanken til ende. Nåhh, men på 3. dagen begyndte det gode vejr. Vinden faldt så meget at vi besluttede os for at sætte jerngenuaen. Solen kom frem, barometeret var igen stigende og delfinerne var begyndte at lege foran os, til vores store begejstring. Vi var også begyndt at spise, og søsygen forsvindende. Tøjet var også ved at komme af og alt blev herefter meget nemmere. Vi holdt også kadencen på 3. dagen og natten gik med stjernekiggeri. Den 4. dag var det blevet rigtigt sommer, ingen vind og solen stod højt på himlen og det var tid til bar røv og viklers. Endelig!!!!!! Snart 3 måneder med i fuld sejl ornat hver eneste dag var overstået. Kl. ca. 19.00 var vi i A Coruña. En vild fed tur som vi aldrig glemmer.

Vores trip distance viste 560,8 sømil, mens vores beholdende distance var 523,39 sømil, hvilket antyder at vi har haft en del modstrøm som igen siger noget om at vi har haft god fart på. Rutens distance siger 512 sømil +/- ??.

Inverness – Cork

Caledonian Canal (Invernes-Fort Williams)

I Invernes lånte vi nogle cykler i marinaen og tog på indkøb og sightseeing i byen. Vi fandt en Aldi og der var sågar også en Lidl. Hmmm… de tyskere er vist alle steder. Vi havde håbet på at finde en god pub hvor vi kunne sidde udendørs og nyde bylivet, men det var der nu ikke så meget af.

 

 Næste morgen sejlede vi ud, rundt om hjørnet til indsejlingen til kanalen. Her betalte vi for licensen, 50,20£. Et latterligt lille beløb for 8 dage i kanalen. Det er udenfor sæsonen så derfor meget billigere end beregnet.

På tværs i kanalens 2. sluse. No harm done

Tysk børnefamilie med en meget skinger kaptajn (Far)

Turen gennem CaledonianCanal. Sigsag delen er krydssejlads på Loch Ness i stiv vestenvind.

Vi fulgtes med Henrik og Charlotte i gennem de første par sluser. Den første gik uden problemer, men i den anden slap forfortøjningen midt i den værste malstrøm og vi lagde os på tværs af bassinet. Heldigvis var Charlotte hurtig og greb os i forpulpitten og holdt os fast indtil hjælpen kom fra slusepasseren. Han smed en line til Anita og trak os tilbage igen. Henrik var cool nok til at tage billeder. Så no harm done. Kun søde kommentarer som ‘no problem, it has happened before, so no worries ……’ underforstået, ‘hold kæft nogle amatører’. Sidenhen er alt klappet. Vi ankrede op og spiste frokost ved Urqhart Castle, en gammel slotsruin 1/3 nede af Loch Nes på styrbord side. Vinden lå i stik vest, mellem 5-8 ms, men efter pausen besluttede vi os for at “sejle” Loch Nes. Det blev til 27 vendinger fra Urqhart Castle til Fort Augustus. Herlig tur.

Urqhart Castle ved Loch Ness

Smukt sted, Fort Augustus. Der var lovet hård kuling næste dag, så vi tog en ekstra dag her inden vi fortsatte til Laggan Locks. Her holdt vi Anitas 25 års fødselsdag, med sækkepibe fra morgenstunden og middag på The Eagle Barge. En gammel flodpram der var laver til knejpe og spisested. Dejlig lammeskank og god pils.

Det glade fødselsdagsbarn

The Eagle Barge ved Loch Laggan

Så afsted mod Neptunes staircase. De sidste sluser før vi forlader kanalen. Vinden er gået i øst, det er koldt og det p….. ned fra morgenstunden. Men hvor er her skønt. Sover længe, drikker morgenkaffe, sover lidt mere og hygger i dejlig radiator varme. Kurt fik engang en radiator af Hans Rysgård og den har flere gange reddet vores liv. Tak skal du ha’ Hans.

I morgen fortsætter vi mod Kurt’s lille landstykke som ligger mellem Fort Williams og Oban.

Caledonian canal

Øvrige indtryk fra kanalen:

Velkomst kommité

Vi så lidt af hvert

Foccasio redningskrans-Lavet i Omnia ovn

Glad styrmand

Endnu en sluse

En lille film med indslag fra turen gennem kanalen.

Caledonian Canal – Cuil Bay

Drama!!

Fra Caledonian Canal ville vi opankre i en lille bugt, Cuil Bay, halvvejs mellem udsejlingen fra Caledonian Canal og Oban. Vi skulle besøge Kurt´s kvadratfod store besiddelse, som han har fået af Louis i 60 års fødseldags gave. Vi var der i løbet af et par timer. Vejret var fornuftigt uden at være prangende. Vi ankrede op, fik blæst kajakken op og padlede i land. Vi havde koordinaterne på besiddelsen, men vi bestemte os for at vente til i morgen, da det ikke lå lige rundt om hjørnet, og det var ved at blive sent. I løbet af natten blæste det meget op, vi satte ankeralarm og gik til køjs. Næste morgen padlede vi ind igen og gik langs landevejen mod Kurt’s besiddelse. På vejen fik vi udsyn over bugten og kunne se Loa “ligge” trygt i bunden af bugten. Så vi skulle til at gå videre da vi lige kiggede en ekstra gang for at være helt sikre. WHAAATTTT!!!! Loa driver. Loa var på vej ud i bugten helt alene. “Endelig… fri som en fugl”. Hvad fanden gør vi. Vores hjem er ved at stikke af fra os, og her står vi i indkørslen til en skotsk familie med to kæmpe storgøende hunde. Nikole kom ud og gav os ret. “Jeres hjem driver da”. Hop ind i min bil, så kører vi ud og henter hjælp. Det var da en dejlig god ide, så vi blev kørt til kajakken på stranden, kastede os ud i bølgerne og padlede så mælkesyren stod ud af ørerne. Vi havde heldigvis medvind, og vi gjorde gode fremskridt. Efterhånden var
vi indenfor en afstand der gjorde at vi blev overbevist om at vi næsten var hjemme. Så kom der en motorbåd med to friske skotter som Nicole havde fået fat på. Reddet!!!!! Vi fik standset Loa og fik manøvreret os til en fortøjringsbøje der kunne holde for natten. Som “belønning” havde en af vores redningsmænd lagt 6 kammuslinger på kajakken som hurtigt blev omsat til noget dejligt spiseligt. Dagen efter blev så dagen hvor vi tog på ekskursion til Kurt´s besiddelse. Endelig lykkedes det. I regnvejr men i godt humør. Vi fandt besiddelsen og fik en lille Laphroaigh whiskey på stedet. Derefter tilbage til Loa og videre til Oban. Det er ikke så nemt at have en besiddelse i Skotland. Det er hårdt arbejde.

  

Whiskey er ikke lige min stærke side

6 Kammuslinger lå på kajakken efter den store redning.

Loa før frigørelsesforsøget

  

Cuil Bay-Oban
En pragtfuld tur til Oban. Oban Marine ligger på en ø lige udenfor Oban, så for at komme til Oban, som er en meget hyggelig og køn by, var der småbåds transport til byen. Vi havde et par skønne dage her.

Oban-Crinan Canal.
En herlig lænsetur med vilde strømforløb lige inden vi kom til Crinan Basin. Det er nok noget af det smukkeste sted vi har lagt til indtil videre samtidig med at vejret faktisk var meget fint.
Vi gik en tur i resterne af den oprindelige skotske regnskov, blev det påstået. Dejligt sted.

Crinian canal

 

Det tager bare en dag at sejle Crinan Canal, men sluserne er manuelle, og da Anita har lidt problemer med sin arm, var vi glade for at få hjælp fra Swiss II, 6 svejtsere med højt humør. Alt
gik glat og vi endte i Adhraigh henad aftenen. Anita og jeg gik en tur ned af hovedgaden for at finde den lokale pub. Total mennesketom og lidt trøstesløs hovedgade, men vi fandt den og gik
ind, og en ny verden åbnede sig for os. En bartender og 6-8 folk fordelt ved to borde i hver sin ende af knejpen, var til tirsdagsquiz. Vi bestilte et par pint of bitter, og så fortsatte
sceneriet ellers hvor det slap da vi trådte ind. Bartenderen læste spørgsmål op som de to grupper skulle gætte og få point for. Vi fik også et sæt spørgsmål, og prøvede at være med. Det gik
vist ikke så godt. Da quizzen var færdig fik vi en sludder med bartenderen som var meget hyggelig og oplysende. Bla. vidste han at kiosken lidt længere henne af gaden havde stik til iPAD og
at han åbnede kl. 06.00. Perfekt, lige hvad jeg manglede efter vores uheld med saltvandet i iPad’en.

Kurt åbner sluser.

  

Crinan Canal-Campbeltown
Vi sagde farvel til Svejtserne. De havde EL-problemer og måtte til Tabert for at få det lavet, mens vi skulle videre til Campbeltown. En dejlig tur som 5 sm før Campbeltown nåede sit højdepunkt
med en stor flok på omkring 30 delfiner hoppede og spang rundt om os så vandet kogte og som fulgte os lidt på vej. Fantastisk oplevelse.

Ikonisk fyrtår ved indsejlingen til Campbeltown

Øvrige indtryk fra den sidste del af Skotland.

En enlig Lama (Peru ????)

Endnu en ruin

Farewell Skotland

Next stop Northern Ireland and the Republic of Ireland

Irland fra nord til syd.

Campbeltown-Carrickfergus

Turen til Nordirland fra Campeltown tog ca. 10 timer og foregik uden de store sværdslag. Da vi ankom til Carrickfergus blev vi modtaget med vink og smil og welcome fra et selskab der sad og hyggede i en Sigma 35. Det viste sig senere at det var en del af en hel flotille af Irere fra Wicklow, midtvejs på den Irske østkyst. Vi havde det irske besøgsflag under højre salling, og det gik op for as at det nok var derfor irerne syntes at vi skulle modtages med fynd og klem. Senere på dagen gjorde de os høfligt opmærksom på at det jo ikke var irland vi var kommet til, men Nord Irland, og det er britisk og ikke alle i Nord Irland ville se mildt på den slags. Ned med det irske flag og op med det britiske. Flovt. I løbet af 2. dagen blev vi inviteret til at deltage i deres BBQ som blev afholdt på et værtshus midt i byen. Det endte med sang og skrål og en masse øl og tilsidst endte vi i Carrickfergus’ Sejlklubs klubhus, som nærmest var at sammenligne med Langeliniepavilionen. En masse hyggelige mennesker som alle var meget højtrøstede og i godt humør. Det blev sent og vi skulle afsted næste morgen. May the road rise behind you, blev vi hilst med på Gaelisk af Charlie. Fed aften. Vi fik sagt go’ nat og tak for en fed aften til Charlie, Barry, Colum og Onja, og på gensyn i Wicklow. Vi regnede med at gå til Wicklow på et tidspunkt på vej sydover.

Vores irske venner fra Wicklow sejlklub

Carrickfergus-Bangor

Bangor er endnu en forstad, som ligger på sydsiden af indsejlingen til Belfast. Der er ikke mere end 6 sm tværs over, så den var hurtigt overstået. Bangor marina er stor og dyr, men lækker. Der var meget livigt og vi var på en anbefalet bar der hed Jenny Watts hvor vi fik en go’ IPA. Vi overværede også Orange ordenen blamere sig selv med deres sære udklædning og provokerende manifestation af britisk overherredømme marcherende gennem gaderne. Det er tæt på d. 12. juli hvor de fejrer et vundet slag for et par hundrede år siden, så de var ude og øve sig.
Vi købte 15 meter mere ankerkæde og et tungere anker.

Bangor-Copeland Island

Små 6 sm øst for Bangor ligger en lille ø der hedder Copeland Island. Her tog vi en nat for anker. Dejligt at være væk fra storbyen og nyde en dejlig solnedgang. Det var dog stadig koldt, men vi havde selskab af flere sæler i løbet af dagen.

Copeland Island-Ardglas

Fra morgenstunden lå vinden lige til et spilerben direkte til Ardglas, så der blev hurtigt rigget til spilersejlads for bagbord halse. Første spilermulighed på hele turen, forventningen var stor. Vejret var fint, 3-4 ms fra nord. Op med ankeret, ud med genuaen, stagen op til vandret, spileren underlig frem til stagen og op med toppen. 20 cm. fra at være oppe slap krogen af en eller anden grund, og spileren var i vandet. For h…… £$@$£@£8 ‘*^¨¤%#”&/%¤#%#¤ og en masse andre forbandelser.
Vi kom til Ardglas i adstadigt tempo og fik en hyggelig aften her, hvor vi mødte Owen og hans far som var fra på vej til Carringford med deres HR 40. Owen tilbød at kravle i masten og hente vores spilerfald ned igen. Han ville komme over inden vi stak afsted næste morgen.

Ardglas-Carlingford

Owen kom fra morgenstunden kravlede i masten og hentede spilerfaldet ned igen. Sej knægt ham Owen som var ca. 18 år og ville læse til Marine biolog på universitetet i Galway. Vi var hurtigt i Carlingford som var en meget hyggelig irsk middelalderby hvor vi bla. røg ind på et værtshus med vild gang i den levende musik og fed stemning.

Carlingford-Howth (Dublin)

Turen til Howth marina (Dublin) gik også uden problemer. Vejret var begyndt at blive lidt varmere og det var helt tilforladeligt vejr. Poul kom på besøg og vi mødtes inde i Dublin på hvad det må betegnes som Dublins hovedgade. Herligt gensyn med vores gamle nabo, så vi måtte straks in og få en pint af noget godt øl. Det blev på Riverside Pub ned til floden Jiffey. Vi tog toget tilbage til Howth og indlogerede Poul i bagbord køje i salonen. De næste par dage hyggede vi i Howth og Kurt var lige et smut til Dublin for at få repareret den iPAD der havde fået problemer på Nordsøen.

Howth-Wicklow

Muligheden for en spiler tur til Wicklow var måske indenfor rækkevidde indtil vi kom ud i det irske hav, hvor det viste sig at den nordlige vind som var blevet lovet var blevet til en NØ i stedet, dvs. en halvvind med 6-7 m/s, så ingen spilersejlads i denne omgang heller. I Wicklow lagde vi os for anker den første nat. Wicklow er gratis og næste morgen lagde vi os ind til kajen, en høj mur af hvor tidevandet løftede hhv. sænkede os mellem 3 og 4 meter et par gange i døgnet. Det er sjovt med det tidevand. Det er en ny dimension at skulle forholde sig til. Men det gik fint. I Wicklow fandt vi en hyggelig pub hvor vi gik ind for at få en øl og noget at spise. Her kom Kerrie, bartenderen, imødekommende hen og spugte hvad hun kunne hjælpe os med. Vi fortalte hende at vi lige var sejlet ind til Wicklow og var blevet lidt sultne og tørstige. Hun fortale at hun udover at være bartender betyrede sejlklubben og vi bare skulle få fat i hende hvis der var noget. Vi fortalte hende at vi havde mødt hele Wicklows sejlklub i Carrickfergus og at hun skulle hilse Charlie og Barry fra os. Hun fór hen til telefonen, ringede til Charlie og Barry, og et kvarter efter stod Barry i puben og hilste på. Vi fik nøglen til klubhuset og skulle bare benytte os af alle faciliteterne så meget vi lystede. Det er Irsk gæstfrihed.

Havhingsten på molevæggen i Wicklow

Wicklow-Arklow

Vi havde en meget hyggelig sejltur til Arklow. Vinden er ekstremt skiftende i det irske hav, og det var ikke anderledes på denne tur. Poul skulle hjem fra Arklow, så vi gik et par små ture i byen fandt tog stationen som vi ikke havde brug for alligevel da Poul endte med at tage en meget hurtigere bus direkte til Dublin lufthavn. I første omgang havde vi lagt os udenfor marinaen på en ponton, men da vi havde sagt farvel til Poul, rykkede vi ind i marinaen for en nat til. Vi blev nødt til at vente til noget slemt vejr havde lagt sig nede ved sydkysten. Vi fik fyldt diesel på for ca. 5 kr. literen. Her må sejlskibe godt bruge farvet brændstof. Igen fik vi en fortrinlig hjælp af folk. Havnefogedens søn kørte ud og hentede diesel for os. Alle er bare vildt hjælpsomme. Dejligt.

Arklow-Kilmore Qay

Vi havde en ret vild tur til Kilmore Qay, den første marina efter at have rundet det SØ’lige hjørne af Irland. Det meste af vejen havde vi medstrøm, og på et tidspunkt sejlede vi 6 knob gennem vandet men den beholdne fart var på 9 knob, så det gik stærkt. Da vi kom tættere på det SØ’lige hjørne kolliderede strømmen med bølgerne der kom ind fra atlanterhavet. Bølgerne var enorme og var fra det dårlige vejr fra dagen før, så vi kom ind i den vildeste tørretumbler jeg har oplevet. Forestil jer de popkorn vi ryger ind i ved den nye krydstogtskaj ved københavn når vinden er SØ, blot med 10 gange større bølger. Voldsomt men Loa klarede den fint. Desværre døde vinden også lidt, så vi var totalt i søernes vold. Men endelig kom vi til Kilmore key hvor vi mødte Marian og Connor, endnu engang 2 dejlige Irer i deres TwoCan, 40 fods stor alubåd, langturssejlere gennem mange år. Der var vist ikke et sted som de ikke havde været. Vi tog på fiske restaurant med dem og fik sludret en masse.

Skilt foran indgang til en legeplads. Altså kun for børn der kan læse.

Voksenlegeplads.

Kilmore Qay-Crosshaven (Cork)

Fra Kilmore Qay gik turen til Crosshaven. Igen en meget udfordrende sejlads. Ca. 60 sm, som endte med at tage 17 timer efter at have sejlet 78 sm, pga. vindskifte både retning og styrke. 180 grader både frem og tilbage et par gange. Vi ankom til Crosshaven ca. 00.30 i bælg mørke i modstrøm og snævert farvand. Vi fandt en bøje og fortøjrede os her for den første nat. Næste morgen lagde vi os til kaj lige bagved et hollandsk par i Maaike-Saadet, en kæmpe aluminiums sejlbåd. Janni og Jaco. Anita etablerede kontakt med dem og de inviterede os til en kop kaffe, bajer, rødvin og let spiseligt tilbehør. Her sad vi i flere timer og sludrede og hørte om deres vilde ture rundt om i verden. De havde vist også været over det hele og havde sejlet i uendeligt mange år. Havde bla. ligget på Islandsbrygge i en hel måned for ti år siden. Ellers fortalte de om deres ture til Patagonien, Nordvestpassagen, Lofoten etc. Vilde mennesker men meget afslappede og søde. Det havde ligger i Crosshaven i 3-4 dage og ville benytte sig af det vejrvindue der lige lå for dem i dag, så de er afsted over Spanien via Canarieøerne til Azorerne. Måske møder vi dem på Canarieørerne. Hvem ved. Lige nu skal vi vente på et vejrvindue til os, så skal vi toppe op på forsyningerne og så afsted.

Vores irske spor

Glæd jer til turen over Biscayen. Snarest.