Crosshaven-La Coruña
SĂĄ er det nu. Vi mĂĄ se at komme til Spanien. Jeg har fulgt med i vejrudviklingen den sidste uges tid for bare at fĂĄ en overordnet fornemmelse af det store vejr billede. Vores hollandske venner i Maaike-Saadet, var taget afsted pĂĄ en vejrsituation der skulle passe dem. De tog afsted i en rigtig pivert. Det blæste mindst 10 ms da de tog afsted. Jeg downloadede en Weather fax som antydede at en storm var “under development” ud for NewFoundland, men ogsĂĄ at den først vil være i midtaltanten 4 dage senere. Den viste ogsĂĄ at der var kraftig vind ud for den irske kyst, 10-15 ms. Den sidste gripfil jeg hentede ned inden afgang, antydede at vinden var vest/sydvest men rimelig kraftig ud for Irland, men efterhĂĄnden ville den falde og give os fin let til frisk vestlig vind i løbet af de næste døgn. Vi var lidt nervøse over den udviklende storm over New Foundland, men hva’, den kommer først om 4 dage. SĂĄ vi smed fortøjningerne og tog afsted en halv dag før planlagt, sĂĄ mente vi at vi havde en bedre margin end hvis vi ventede til næste morgen. Kl. 16.30 var vi ude af Crosshaven og pĂĄ vej over Biscayen. Vi havde sat 4 waypoints pĂĄ ruten som skulle svare til at vi sejlede 120 sømil/døgn hvilket skulle svare til en gennemsnits hastighed pĂĄ 5 knob.
Allerede ved udsejlingen fra Crosshaven begyndte atlanterhavet at gøre indtryk. Det hårde vejr der havde været de forgående dage havde efterladt nogle velvoksne dønninger fra sydvest og vinden stod i samme retning. Vi havde 2. reb i storen og forsejlet var rullet ca. 50% ind. Vi skulle holde en beholden kurs på 180 (stik syd) men vores sejlede kurs skulle helt op på mellem 190 og 200 for at vi kunne gå 180, og da vinden ikke var stik vest men vest/sydvest var vi flere gange oppe at køre foran for tværs og indimellem bide vind. Igen måtte vi prise os lykkelige for vores vindror, awsome Orson (Den tredie mand). Det klarer alle skær.
Det første døgn var koldt, hårdt blæsende og meget ukomfortabelt. Søsygen sneg sig stille og roligt ind og vi blev meget billige på kost. Vi loggede for det meste af tiden mellem 6 og 7 knob og det gik raskt over atlantens bølger. Loa tog imod alt hvad atlanterhavet bød på og overraskede ikke negativt på nogen måde. Kurt krøb ind under spray-hooden i sin overlevelsesdragt og Anita røg i slingrekøjen i salonen. Sådan gik den første nat. Næste dag fejrede vi at vi var nået 20-25 sømil længere ud end vi havde planlagt, så gennemsnitsfarten har ligget på over 6 knob. Det måtte fejres med en go irsk IPA. Det eneste det var muligt at få ned. Ellers var 2. dagen og natten en gentagelse af den første, og vi holdt kadencen. I løbet af andendagen havde vi holdt øje med barometertrykket, og var blevet lidt bekymret da det var faldende. Hvad nu hvis det stormlavtryk som var blevet annonceret havde haft mere fart på end forventet? Turde ikke tænke tanken til ende. Nåhh, men på 3. dagen begyndte det gode vejr. Vinden faldt så meget at vi besluttede os for at sætte jerngenuaen. Solen kom frem, barometeret var igen stigende og delfinerne var begyndte at lege foran os, til vores store begejstring. Vi var også begyndt at spise, og søsygen forsvindende. Tøjet var også ved at komme af og alt blev herefter meget nemmere. Vi holdt også kadencen på 3. dagen og natten gik med stjernekiggeri. Den 4. dag var det blevet rigtigt sommer, ingen vind og solen stod højt på himlen og det var tid til bar røv og viklers. Endelig!!!!!! Snart 3 måneder med i fuld sejl ornat hver eneste dag var overstået. Kl. ca. 19.00 var vi i A Coruña. En vild fed tur som vi aldrig glemmer.
Vores trip distance viste 560,8 sømil, mens vores beholdende distance var 523,39 sømil, hvilket antyder at vi har haft en del modstrøm som igen siger noget om at vi har haft god fart på. Rutens distance siger 512 sømil +/- ??.